Songwriters masterclass – få de gode råd fra Erann DD, Tamra Rosanes og Aske Jacoby

Erann DD og Marcus Winther-John kommenterer på Jens Rost’s sang

 

DPA, DJBFA og Koda havde for nylig inviteret til det tredje arrangement i rækken af ’Songwriters masterclass’. I selskab med Marcus Winther-John som kvalificeret guide, fik de deltagende mulighed for at komme med ind bag udvalgte sange fra aftenens tre gæster, Tamra Rosanes, Aske Jacoby og Erann DD. Herefter blev blikket vendt mod publikum, hvor sangskriverne gav feedback på tre udvalgte medlemmers sange.

Marcus Winther-John

Marcus Winther-John er professionel sangskriver, artist og forfatter. Marcus Winther-John har arbejdet meget med inspiration, og har selv tidligere haft tanken om, hvad der ville ske, hvis han løb tør for inspiration. Det kom der bogen ’Skriv hits & sælg dem’ ud af:

"For mange år siden blev jeg nysgerrig på sangskrivningsprocessen, og begyndte at notere ned for at samle alle værktøjer og metoder. Det mundede ud i bogen ’Skriv hits og sælg dem’. Den kreative proces i sig selv kan være en inspiration, og andre sange kan være en inspiration, og det samme kan andre sangskriveres processer. For os sangskrivere, er det en on-going mission i hverdagen at finde inspiration, og det er noget af det, vi alle håber at få med os hjem her i aften."

Se eller gense Marcus Winther-Johns præsentation.

Tamra Rosanes - Nightmare In The American Dream

Den dansk/amerikanske sangskriver og country-artist, Tamra Rosanes, flyttede til Danmark i 1972. Tamra Rosanes har en lang karriere bag sig bl.a. med Cowgirls og som solist. Tamra Rosanes' nyeste album, 'Divided Heart', handler om de over 300.000 danskere, der i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet bosatte sig i USA, og aftenens første sang var netop fra dette album:

"Sidste år blev jeg efter 45 år i Danmark, dansker. Jeg ville derfor lave et koncept-album om danskerne, der tog til USA. Jeg brugte titlen på sangen som en opsummering af, hvordan det var for immigranterne, og ville skabe en dyster og mørk stemning omkring et indianeragtigt beat. Og så er det også en protestsang imod Trump, som jeg er stolt af, for den forbinder fortiden med nutiden," forklarede Tamra Rosanes.

Se eller gense, hvordan sangen ’Nightmare In The American Dream’ blev til.

Aske Jacoby – Perpetual Pleasure

Marcus Winther-John introducerede guitaristen, komponisten og sangskriveren, Aske Jacoby, som en levende guitarlegende, der har været med til at starte store bands gennem tiden, blandt andet News og Danseorkestret. Aske Jacoby har lavet otte soloalbum og sangen ’Perpetual Pleasure’ stammer fra albummet ’Luna Plena Super Me’ fra 2016.

Marcus Winther-John spurgte ind til inspirationen til nummeret:

"Det var i New York i 2015, hvor jeg var taget over for at skrive sange til den plade, der hedder Luna Plena Super Me. Jeg gik rundt på Manhattan i fodsporene af Dylan, Joni Michell, og hele den bølge. Jeg legede, at jeg var Paul Simon, der legede, at han var Stevie Wonder,’ forklarede Aske Jacoby og uddybede:

’Jeg skriver tit teksten først, og skriver en vilkårlig tekst, som ikke har nogen mening. Der står så en masse sludder, men måske tre linjer, jeg kan bruge, og så kan jeg lege og se, hvor historien vil hen. Man kommer ned i noget, der handler om én selv eller om en følelse. Det er ikke altid rart eller muntert. Når man går rundt i New York, går man rundt i en kapitalistisk Maggi-terning. Her kan man bruge penge, der er mange, der har mange penge, og tilsvarende mange, der ikke har noget. Jeg er født i 60’erne, hvor politiske slagsange var pop, og da jeg fyldte 17 år i 1980, skulle vi ikke have mere af den slags. Vi skulle have noget meningsløst. I hvert fald i København og i hvert fald i indre København. Men jeg har det faktisk ikke sådan. Jeg vil gerne sige noget, der har en mening. Og det kan være røvirriterende. Noget frelst måske. Men jeg kommer til at gøre det igen. Det er farlig grund, men også spændende."

Se eller gense Aske Jacoby gå i dybden med Perpetual Pleasure.

Erann DD – When You’re Around

Komponist, sangskriver og kunstner Erann DD skriver sange ud fra sin helt egen livsfilosofi. Inspirationen kommer blandt andet fra naturen og kærligheden. Erann DD startede karrieren i Zapp Zapp, dernæst fulgte det musikalske samarbejde med vennen, Casper Hansen, Drori Hansen Furniture og nu en solokarriere. 

When You’re Around stammer fra Drori-Hansen albummet ’Family’ fra 1996, og Erann DD fortalte om baggrunden for nummeret:

"Vi er i Kirke Værløse. Vi flyttede i kollektiv ude på landet og var nogle hippie freaks, som bare ville være sammen og vælte verden og have det skide sjovt. Vi byggede et studie inde på kollektivet, og der gik ikke lang tid, før vi fik 5000 klager. Og hvordan opstår det track? Vi sad på en græsplæne og snakkede ikke om andet end at lave det, vi havde lyst til. Det handlede om søde piger, hvor vi kunne rejse hen, hvad vi kunne spise og hvad nu, hvis man havde et flyvende tæppe. Casper legede med tonerne på guitaren, jeg var god til at synge på tonerne, og vi kunne ikke flytte klaveret ud på græsplænen. Og vi tænkte, at vi hellere måtte indspille den med det samme, mens vi havde den. Vi spillede omkvædet 100 gange, og det var det eneste, vi havde i hovedet. Men vi skrev omkvædet, og blev så glade for det, at vi bare lavede en masse udenom, for at nå frem til det, vi havde i omkvædet," forklarede Erann om baggrunden for When You’re Around.

Se eller gense Erann DD fortælle om sangen.

Tamra Rosanes - On The Road To Copenhagen

Sangen On The Road To Copenhagen stammer fra albummet A Green Tomorrow Today fra 2009. Marcus Winther–John spurgte ind til, om der var tale om et selvbiografisk nummer:

"Det handler om os alle sammen. Jeg skrev den i 2009, da der var klimatopmøde i København, og jeg ville lave en slagsang for topmødet. Det er lidt sjovt, at jeg har valgt denne og Nightmare In The American Dream, for jeg er også en ’party girl’. Men miljøet har altid betyder meget for mig, og det er en stor del af mit liv. Og jeg vil blære mig – en dag, jeg sad hjemme, kom der et opkald fra FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon, som sagde ’this song is lifting our spirits’," forklarede Tamra og uddybede:

"Det er en opmuntrende slagsang, for at vi kan gøre noget sammen. Den er alvorlig, men også en opfordring til ’come on let’s do it."

Se eller gense historien om, hvordan ’On The Road To Copenhagen’ blev til.

Aske Jacoby - The Thread

Sangen ’The Thread’ stammer fra Aske Jacobys nyeste album A’S As Is fra i år:

"For et par år siden var min familie og jeg igennem en tung tid. Det er heldigvis vendt siden da. Men jeg begyndte at skrive, bare for at gøre et eller andet. I slutningen af 2018 havde jeg besluttet mig for at lave et soloalbum, og sangen her er afslutningen på albummet. Jeg fandt sangen og begyndte at redigere i den. Jeg satte mig ned og spillede den på klaveret én gang, og så var den sådan. Det, der er historien, rent sangskrivningsmæssigt er, at skriver man den, kan der være noget musik, der står og venter inde bag ved, som man behøver ikke at gøre så meget. Det er en sang om at være lige ved at give op, og man bliver reddet i sidste øjeblik af kærligheden."

Marcus Winther-John havde følgende kommentar:

"Det er et fantastisk eksempel, fordi den er fri af den struktur, som jeg er så stor fan af. Det er en rejse fra start til slut, mere end en cirkulær rejse. Du sætter en meget klar scene, og du står på kanten af universets swimmingpool, og så kommer den store forløsning, som forklarer, hvorfor du ikke er røget helt ud."

Se indslaget om ’The Thread’.

Erann DD – Still Believing

Marcus Winther–John indledte:

"Sangen har været et kæmpe hit og er det stadig. Jeg har oplevet gennem tiden, at store hits mange gange er kommet så let, så dem, der har skabt dem, ikke engang har vidst, om de gad at indspille den – blandt andet Nirvanas ’Smells Like Teen Spirit’ og Sheryl Crows ’All I Wanna Do’. Kom Still Believing også let til dig?"

"Jeg kom fra Zapp Zapp, som var en funky sovs, og det var egentlig derfor, jeg startede med at lave musik i 1989. Så kom Casper ind i billedet, vi havde Drori Hansen, gik i studiet og lavede alt muligt. Casper og jeg kom hjem fra USA, hvor vi havde indspillet med Capitol Records, og de tog ikke albummet. Så vi gik helt døde og besluttede os for at stoppe og tage en slapper. Jeg gik solo og var ret lost – jeg havde ikke længere en bas eller et beat, og var ikke forelsket i den digitale verden. Men jeg fik skrabet et keyboard sammen og en 8-spors båndoptager og sad i mit lille studie i min lejlighed. Jeg blev forstyrret, fordi jeg ikke havde tænkt på, at andre kunne blive forstyrret af musik. Den morgen, jeg startede på Still Believing ringede min nabo på og klagede, og jeg brugte hele morgenen på at flytte studiet ind i et andet rum. Men det lykkedes mig at skrive den og gøre den færdig samme aften. Og nogle gange bliver man overrasket over, at man kan skrive vanvittigt hurtigt, når man er i et flow,’ forklarede Erann DD og fortsatte:

"Med denne sang var der flere elementer. Jeg elsker at fløjte generelt, og der er et tema, og en sang, der handler om en pige, og så er der det omkvæd, som var dejligt simpelt skrevet. Det var med den sang, at jeg opdagede, at der var meget pop i mig. Det var min elskede Lizette (Eranns hustru, red.), der sagde, at jeg skulle aflevere sangen. Jeg syntes, at det var så pinligt at aflevere en så simpel sang. Men så sagde pladeselskabet – ’kan du skrive nogle flere af den slags?'," sagde en glad Erann DD.

Se eller gense indslaget, hvor Erann DD fortæller om Still Believing og spiller sangen akustisk.

Feedback til Anders Brandt – Ready For War

Marcus Winther-John bød velkommen til Anders Brandt, som var den første af de tre medlemmer, som havde fået mulighed for at få feedback denne aften. Anders Brandt startede på klaver, men klaveret blev senere byttet ud med guitar og allerede som 14-årig spillede Anders på Roskilde festival.

Sangen er ifølge Anders Brandt skrevet med afsæt i posttraumatisk stress, som kan være svært at komme af med, hvis man ikke bliver modtaget med fred. Det er også en kærlighedssang.

Tamra Rosanes kunne godt lide sangen, som den er:

"Jeg synes, at stemningen er god, som den er med mørket og dybden. Troede, at det var noget med kærester, så jeg forstod den ikke rigtigt, men så kunne jeg se, at det handlede om at komme hjem fra krigen og være helt posttraumatisk. Send den ud til nogle organisationer for veteraner, eller nogen, som arbejder for fred. Man får måske ikke nogen penge for det, men man får noget andet."

Aske Jacoby havde også en kommentar:

"Hvis det havde været bare dig og mig, havde jeg sagt en masse om tekst og tekststrukturer. Den er ikke helt ved siden af moderne Nashville produktion, som har adopteret meget fra R&B og andre genrer. Jeg tror godt, at du kan komme længere i den og gøre den endnu finere og endnu stærkere. Spørg dig selv – kan jeg godt li’ det, og kan du det, super. Og er der noget, du er utilfreds med, så gør det bedre. Dalai Lama siger, hvis du kan gøre noget ved det, så er der ikke noget at være bekymret for, hvis du ikke kan gøre noget ved det, så er der ikke noget at være bekymret for."

Erann DD fik billeder på nethinden, da han lyttede til nummeret:

"Jeg så en video for mig af dig som cowboy, der fløj ud i rummet. Din stemme er meget poweragtig. Fed stemme. Men jeg savner lidt håbet i sangen. Det kunne være fedt med nogle korting, som svarede med et lille håb ind imellem. Måske veteranen savnede en blid hånd med et lille håb? Vis det buddhistiske håb i din smukke falset. Leg med det. Og så en lille slideting, som ville klæde det helt vildt."

Hør Anders Brandts nummer og se alle kommentarerne fra panelet.

Matilda Tjellden - Med øjnene

Sanger og sangskriver Matilda Tjellden har lavet nummeret ’Med Øjnene’ sammen med Espen Inglev. Nummeret handler om, hvordan man kan se hinanden på forskellige måder. Hvis man har været i en relation meget længe, er der noget, man ikke kan se, som man må ind og støve af. Matilda fik følgende kommentarer med fra Erann DD:

"Det er så langt fra det univers, jeg selv plejer at bevæge mig rundt i. Før var det en buddhistisk cowboy, og nu får jeg et billede af en sex heks - helt nøgen musikmæssigt. Jeg synes, at det er mega originalt. Jeg savner lidt mere dybere, drømmende følelser, lidt flottere lyde og et lidt mere organisk groove. Måske et korunivers med lidt flottere farver og akkorder."

Tamra Rosanes havde følgende kommentar til Matilda:

"Jeg har sunget denne hookline hele dagen. Du har en meget catchy hookline. Guitarriffet er lidt stillestående - de skal gå ind i hinanden og ikke vente på hinanden. Gør det større. Jeg hører den heller ikke så organisk, men mere rocket og ikke lille-piget. Flot med nosser. Feminine nosser."

Aske Jacoby havde også en kommentar:

"Jeg oplever både tekst, produktion og hele sangen, som noget fra min tidlige ungdom. Det er motherfucking 80’er-agtigt - enten synes man, at det er mega fedt, eller mega ufedt. Det minder mig om måden, det var på, da jeg startede. Produktionen er mindre væsentlig, for jeg synes ikke, at den er færdig."

Lyt til Matilda Tjelldens sang og få alle kommentarer fra panelet.

Jens Rost – Solen Står Op

Sanger og sangskriver, Jens Rost, er født i New York, flyttede til Danmark som 10-årig, og har hidtil altid skrevet på engelsk, men vil nu udfordre sig selv og skrive på dansk. Tamra Rosanes havde følgende kommentar:

"Det er meget dansk og trygt hele vejen igennem. Det er en klassisk god old school sang, smukt arrangeret. Det første, jeg tænkte, var, at den ville være god til højskolesangbogen."

Erann DD havde følgende kommentar:

"Jeg kan godt lide sådan noget old school. Vi startede med en cowboy og så en sex heks, men du er en dejlig hippie, der kunne sidde i en kolonihave med en ordentlig cigar og fyre den af. Det er en god standard sang, men lidt mere udtryk, en god frækhed, lidt nerve og lidt kuldegys på din stemme. Syng måske, som det er sidste gang, du synger den her sang. Giv den lidt mere sjæl. Jeg vil gerne høre den solopgang, du taler om. Hvilke toner ville du bruge, hvis du skulle spille en solopgang?"

Aske Jacoby havde også en kommentar til Jens Rost:

"Det er en rigtig færdig sang. Sangskrivningsmæssigt fint tourneret. Sortér i dine klicheer. Det er lige før, du kalkerer Kim Larsen, og det skal du sgu ikke gøre. Find en rørende formulering til afslutningen i stedet for den, du bruger. Den vil mange ting på én gang - vil gerne være dansk, klassisk sangskat, dansk gospel, citere George Harrison. Der er rigtigt mange informationer i produktionen. Vælg, hvad det er, du vil med det, og hvilke elementer, du eventuelt kan tage væk. Og som Poul Bruun siger det – det er ikke spørgsmålet om, hvem der har skrevet den, men spørgsmålet om, hvem der har skrevet den sidst."

Se eller gense sangen ’Solen Står Op’.

Spørgsmål fra salen

Se spørgsmål fra salen og få panelets svar.

Kommende medlemsarrangementer

Følg med og hold dig opdateret på kommende medlemsarrangementer.