Nicklas Schmidt – der, hvor ordene slipper op, og musikken tager over

Komponisten Nicklas Schmidt er måske mest kendt for at komponere musik til film, blandt andet til Flaskepost fra P, Klovn Forever og senest musikken til filmen om Astrid Lindgren, Unge Astrid. Men Nicklas Schmidt har også komponeret musik til teater, blandt andet til forestillingen Det tabte land om maleren Poul Anker Bech. Musikken er netop blevet nomineret til en Jerry Goldsmith Award.

 

FOTO: JAKOB STAGE


Om kort tid er der ansøgningsfrist til Koda Dramatik støtte, og netop støtte herfra var en af de ting som muliggjorde, at musikken til teaterforestillingen Det tabte land blev en realitet:

”Som tilfældet ofte er, måtte initiativgruppen starte helt fra bunden og som det første forsøge at skaffe finansiering til forestillingen. På den måde var støtten fra Koda Dramatik en vigtig forudsætning for, at projektet kunne lykkes,” fortæller Nicklas Schmidt om opstarten på projektet.

Et musikalsk drømmespil

Det tabte land blev sat op på Vendsyssel Teater, som i januar 2017 flyttede ind i nye og moderne faciliteter. Og netop de nye faciliteter gav også nogle muligheder rent musikalsk:

”Vi vidste fra start, at vi gerne ville skabe en halvfilmisk oplevelse ved at bruge teatersalens surround sound-set-up. Den symfoniske ”baggrundsmusik” indspillede jeg med Aalborg Symfoniorkester, og den blev under forestillingen koblet med det liveband, som befandt sig på scenen. Samtidig med at skuespillerne spillede mere ”klassisk” skuespil, sang og dansede de, og genrebetegnelsen blev derfor ’et musikalsk drømmespil’. Vendsyssel Teater er et fantastisk sted, og de sagde fra starten, at de gerne ville bruge deres nye, fantastiske hus inklusiv de mange tekniske muligheder, der er bygget ind i huset, så det ikke ”bare” blev endnu et teaterstykke, der blev sat op. Vi var derfor meget tidligt i processen inde på teatret for at se på faciliteterne og rummet som sådan, og det blev fuldstændig tænkt ind i forestillingen”, forklarer Nicklas Schmidt.

Men som han uddyber, havde også forestillingens tema betydning for udformningen af musikken:

”Det var en meget spændende proces. Poul Anker Bech er en fantastisk kunstner, og han er også en inspirationskilde for mig rent kunstnerisk, fordi han formår at tale direkte til folk, samtidig med at der er et ekstra lag i det. Og så har han de her helt fantastiske overgange i sine billeder, hvor himlen fx bliver til en græsmark, som så bliver til en sø. Der sker altid en modulation i hans billeder, og det prøvede jeg at bruge aktivt ved at skabe et lille modulationsgreb i musikken, som var gennemgående for ting, der gik fra det ene til det andet med nogle fælles overgange. Jeg blev altså direkte inspireret af hans teknikker til at skrive musikken, og det var en måde at åbne universet på.”

Billedskabende musik

Nicklas Schmidt har altid vidst, at han gerne ville skrive musik til film og teater eller i det hele taget musik, der ledsager noget andet – lige fra han i 90’erne sammen med vennerne sad og lavede små præsentationer på en Commodore Amiga, hvor det var ham, der stod for musikken:

”Når jeg sad for mig selv med guitar og klaver, var det ret tydeligt, at musikken var meget billedskabende, og jeg prøvede tidligt, at musikken skulle passe til noget. Så det med at sætte folk i en stemning har næsten fra starten været noget, der var en del af mig, og det kom ret naturligt. Man kan sige, at det klassiske konservatorie jo ikke skubber én i den retning – tværtimod. Her handler det om at udvikle en kunstnerisk egen stemme og lave ting, der kan stå for sig selv som det, de er. Men det at skrive for teater begyndte jeg allerede på, mens jeg studerede på konservatoriet i Sankt Petersborg, hvor jeg skrev musikken til flere dukkeforestillinger, som er en stor ting i Rusland. Og jeg skrev også sideløbende musik til små kortfilm.”

Inspirationen

Teatermusikken er en niche i Nicklas Schmidts virke, men som han oplever det, er den nært beslægtet med filmmusikken, ikke mindst når det kommer til inspirationen:

”For mig er inspirationen en blanding af det, man får fra skuespillerne og fotografen – alt det, man skal reagere på. Eksempelvis var Alba August, som spiller hovedrollen i Unge Astrid, et fyrværkeri af inspiration og dramastemning. Hun var nærmest hele filmen, så bare det at sidde og kigge på hende kunne nærmest danne musik. Det er den ene del af det, og den anden del henter jeg et eller andet udefinerbart sted indefra, hvor der er noget, som er mig. Så når jeg skriver noget, har det en kerne af mit væsen, som jeg gerne vil have ud. Lige nu sidder jeg og forbereder et soundtrack, hvor vi sidder og vælger ud, hvilke tracks der skal på pladen, og store dele af musikken er ret melankolsk. Mit drive er ofte noget følelsesmæssigt, og melankolien er nok den ting, der er meget gennemgående i mine værker – og jeg tror også, at det er noget, der kan virke godt i en film. Vi bliver jo påvirket af det, vi ser, og hvis musikken kan skabe den rigtige stemning, kan det virkelig gøre meget ved os. Det er et meget stærkt medie,” siger Nicklas Schmidt og uddyber:

”Der findes jo også film, der ikke har en tone, som også rører os til tårer og vinder Guldpalmer, men der er visse film, det er svært at forestille sig uden et soundtrack, da det næsten er en lige så integreret del af filmens sjæl som skuespillerne. Sluk fx for soundtracket i Star Wars og det ville være en helt anden film. Især i dramafilm kan musikken blive en slags medfortæller, som kan gøre ting ved os, som vi ikke nødvendigvis havde set komme. Nogle gange går den imod det, vi havde forventet, siger noget andet, uddyber, forklarer og skaber forventninger, og det er der, man som komponist føler, at man er med til at skabe et filmkunstværk, og det er det rigtigt interessante, synes jeg.”

Et godt råd

Adspurgt om et godt råd, hvis man gerne vil skabe musik til teater, siger Nicklas Schmidt:

”Det handler først og fremmest om at se så mange forestillinger som muligt, så man er bekendt med, hvad der sker på den danske teaterscene. Og så spiller et godt netværk naturligvis også ind. Musik til teater kan være mange ting. Det kan være alt lige fra at lave nogle få sange til et stykke, hvor man har brug for noget stemningsskabende musik, til danseteater, hvor musikken spiller en kæmpe rolle og dikterer alt, hvad der sker. Den mest almindelige teaterkomponist er en form for score-komponist, der laver underlægning, stemning og ting, der binder scenerne sammen. Det er ofte en meget anderledes proces end alle mulige andre steder. Teatret er et område, hvor man hele tiden itererer, bryder op og tager nye idéer ind, og man skal være klar til at være til stede i prøveprocessen og være åben for at kunne lave om, lave om og lave om. Det gælder om at pakke egoet væk og finde holdånden frem. Hvis man går ind i teaterverden med den holdning, får man det lettere som komponist, for man er nødt til at være en holdspiller. Så et godt råd er at være fleksibel og at øve sig på at skabe et stykke musik for dernæst at lave ti variationer over det.” 

To hurtige spørgsmål til Nicklas Schmidt:

Hvad arbejder du med lige i øjeblikket?

Jeg har taget et lille kunstnerisk orlov for at skrive en dobbeltkoncert for violin, cello og orkester, men i det nye år kommer der en del forskelligt, blandt andet en ny sæson af serien Friheden, og så skal jeg lave julefilmen Julemandens Datter 2 sammen med Kristian Eidnes Andersen. Mere aktuelt kommer der sidst på året en dokumentarserie om Frederik IX på DR1, hvor jeg har skrevet kendingsmelodien og indspillet den med DR’s symfoniorkester. Så det er sådan, min virkelighed ser ud med mange forskellige opgaver.

Hvad har været din største oplevelse nogen sinde rent musikalsk?

Det tror jeg var i 2003, da den indiske dirigent Zubin Mehta kom til Sankt Petersborg i anledning af byens 300 års fødselsdag. Valerij Geirgiev, den store russiske dirigent, inviterede hele creme de la creme fra verdens klassiske scene derover, og så stod Zubin Mehta i Mariinskij Teatret og dirigerede Mahlers 3. symfoni fra hukommelsen med Israel Philharmonic Orchestra. Jeg sad, så jeg kunne se ham lidt fra siden, og det, han gav, var for mig sublimt og helt uden sammenligning med noget, jeg ellers har oplevet. Han og orkestret løftede det op i øverste liga. Og hvis jeg skulle nævne en anden, skulle det være Grigorij Sokolov, den russiske pianist, som er en troldmand fra en anden verden, som kan tage de mest upåagtede klassiske værker og gøre noget helt vanvittigt ved dem. Nogle gange kan man få lov at være et sted, hvor der er musik og intet andet – der, hvor ordene slipper op, og musikken tager over. 

Fakta om Nicklas Schmidt:

Nicklas Schmidt er uddannet komponist fra konservatoriet i Sankt Petersborg i 2003 og efterfølgende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under Niels Rosing-Schow, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen, hvor han havde debutkoncert i 2007. Læs mere om Nicklas Schmidt

Læs mere og ansøg om Koda Dramatik støtte.