Musikundervisning.dk – mere musik til alle

For nylig blev der i Århus Kommune afholdt en høring med fokus på musiklivet i Århus. Initiativtagere, etablerede i branchen og iværksættere mødtes for at diskutere musikken og mulighederne for at koble musikken sammen med erhvervslivet. Én af deltagerne ved høringen brænder for at få musikken ud til alle ved at koble musikundervisere sammen med alle, der ønsker at spille og skrive sange – uanset alder.

Asbjørn Eggers er manden og iværksætteren bag portalen musikundervisning.dk, som tog de første spadestik til det, der skulle vise sig at være en idé, der har bredt sig ud over landets grænser, i 2010:

”Jeg har en baggrund fra musikverdenen med en bachelor i musikvidenskab, og da jeg var yngre, ville jeg rigtig gerne være musiker. Jeg gik på Jelling Musikskole og gik derefter på Kolding MGK. I forbindelse med det fik jeg en vikartjans på Christiansfeld musikskole, og fik der fem guitarelever, og det var også på det tidspunkt, at det private marked for musikundervisning åbnede op for mig. Jeg kunne se, at det var svært at etablere kontakt imellem de, der var interesserede i at lære og os, musikerne. Og jeg tænkte; ”hvorfor er der ikke en hjemmeside, der kan etablere den kontakt?” Så jeg sparede 5000 kr. sammen ved at undervise, og så fik jeg en programmør til at lave den første hjemmeside i 2010. Den voksede faktisk til at have over 750 undervisere over de år, hvor jeg sideløbende var i gang med mine studier. Men det var ikke uden udfordringer at have sådan en hjemmeside. Der var nogen fra 9. klasse, der troede, at de kunne undervise på linje med konservatorieuddannede, og jeg blev klar over, at det ikke gik, hvis man ikke havde styring på det. Så jeg kom på idéen om at lave en platform, hvor man tog de gode ting fra den offentlige musikskole og de gode ting fra den private undervisning, og som samlende punkt, en platform, der kunne styre det hele. Den idé pitchede jeg så i sommeren 2013 over for en investor, og vi lavede den første version af platformen, som den ser ud i dag, i 2014, dvs. det vi har i dag.”

Undervisere udvælges med omhu

Hvis man vil være underviser på musikskoler.dk, skal man igennem et decideret rekrutteringsforløb. Dette for at sikre kvaliteten af de undervisere, som matches med eleverne:

”Hvis man vil være underviser hos os, skal man sende et cv, og hvis man ikke har uddannelsen, skal man have mindst fire års erfaring i undervisning og længere tids erfaring inden for musikbranchen. Vi lukker ikke helt af for DIY-musikere, men vi har en høj standard. Det er også kernen i projektet, vi vil stå for kvalitet og god service, og der skal være styr på tingene. Nu arbejder vi på at lancere en ny version af platformen, som bliver endnu bedre med en masse gode funktionaliteter. Det bliver rigtigt spændende, for i de første år har vi fokuseret meget på underviseren med kalender, booking, chat osv., men nu går vi over til at have fokus på eleverne. Hvordan kan man få elevernes oplevelse af at gå til musikundervisning endnu bedre, og hvordan kan man inspirere flere folk til at begynde på musikken. Ultimo 2018 åbner vi op for, at man kan oprette en gratis profil på siden, så man ikke behøver at søge efter undervisning eller være underviser for at være en del af musikundervisning.dk’s univers.”

For få får undervisning

Asbjørn Eggers har en mission om at give flere mennesker mulighed for at opleve glæden ved at spille musik og synge, og han mener, at antallet af bl.a. folkeskoleelever, der modtager musikundervisning er alt for lavt:

”Jeg fik for nylig en rapport, som angav at 7 % af folkeskoleeleverne har noget med den offentlige musikskole at gøre, og jeg synes, at det tal er for lavt. Vi vil gerne bistå med at øge det tal for at få flere til at starte på musikken. Det skal være 20, 25 eller måske 50 %, som får interesse for musikken og får undervisning. Allerede dengang jeg startede, var der 10.000 på venteliste til de offentlige musikskoler, og det er oppe på 15.000 på venteliste nu. Så der er virkelig basis for at støtte op, og det er også mit budskab til branchen og musikskolerne – vi er ikke kommet for at tage elever, vi er kommet for at være alternativet. Vi synes, at det er så stærkt med de offentlige musikskoler - den skal være der, og vi lever også af, at de er gode til at få folk i gang. Vi skal hjælpe hinanden med at skabe et bedre tilbud og flere tilbud. Det er vores hjerteblod, og derfor laver vi en webplatform omkring det.”

Med ambition om at inspirere

Musikundervisning.dk brænder for at bidrage til mere fokus på musikken, og det handler ikke kun om at inspirere til at spille musikken, men også om at skrive og komponere:

”Jeg tror på, at vi har fat i noget, der har stort potentiale, og jeg tror på, at vi kan lave noget, der kan inspirere folk til at komme i gang med musikken. Drømmen er, at en kunstner på et tidspunkt står på en af de store scener og siger, at han ikke havde stået der, hvis det ikke var for musikundervisning.dk. Vi vil gerne forbindes med, at vi bidrager til at have fokus på mere musik, og et lille projekt i vores projekt er sangskrivning og komposition, som vi også har på vores platform. Så allerede nu kan man få undervisning i sangskrivning hos os. Vi arbejder også på at lave sangskriverhold, og det er noget, vi vil satse på at have endnu mere af i fremtiden. På et tidspunkt vil vi også lancere onlineundervisning – både klasser og one-to-one. Vi vil give underviserne et værktøj til at lave onlineundervisning til hele Danmarks befolkning og ikke kun i storbyerne. Det giver muligheder, hvis man ex bor langt væk fra en underviser, for stadigvæk at have live interaktion med en musiker eller sangskriver. Det kan virkelig være med til at give gejsten for at dyrke musikken. Så jeg kan sagtens se at sangskrivningen og komposition fremadrettet også bliver langt større på vores platform. Vi arbejder også på at etablere muligheden for at skrive/komponere en sang og lægge den op i vores community. Andre brugere kan så ’rate sangen’ og give den et like, dvs. en form for feedback-system, hvor man kan få feedback på de sange, man har lavet. Her leger vi så med tanken om, at vi løbende kan hjælpe de numre med flest likes videre til et lydstudie, hvor vi kan producere sangene, og tage det videre.”

Musikundervisning er for ALLE

Musikundervisning er for alle, både unge og gamle, øvede og uøvede, fortæller Asbjørn Eggers:

”Vi har fat i alle aldre og niveauer. Vi har rigtig god succes med vores seniorhold, og vi appellerer også til de, der har fuldtidsarbejde, som så kan købe et klippekort hos os – det behøver ikke at være hver uge og fast tid. Vores ældste elev er 101 år og spiller violin, som han har spillet i sine unge dage og så har taget det op igen. Noget af det, der appellerer til vores undervisere er, at vi tager os af al kommunikation og marketing – de kan derfor ’nøjes’ med at forholde sig til det, de er gode til, nemlig fagligheden og undervisningen. Jeg synes, at det er en gave, at man kan sætte sig og spille nogle akkorder, man behøver ikke at kunne det helt vilde, men bare det at kunne hive en guitar frem eller sætte sig ved klaveret - det vil jeg SÅ gerne have at flere kan, fordi det er så livgivende. Det handler for mig om at få tændt gnisten hos folk, og det vil jeg gerne udfordre lidt ved at lave nogle produkter, som kan inspirere til at komme i gang med musikken.”

Ud over landets grænser

Musikundervisning startede ud med et kontor i Århus, men er nu etableret i København, og idéen har også bredt sig ud over landets grænser:

”Vi er tre partnere i alt og seks fuldtidsansatte i Danmark plus nogle studiemedarbejdere. I Holland har vi etableret os med to ansatte, som begge er danskere, og de sidder fire i alt. Og så er vi for nylig (1. marts i år) startet op i Norge med to ansatte. I Danmark har vi så omkring 400 musikundervisere, i Holland 250 og i Norge omkring 100 undervisere. Efter sommeren regner vi med at starte i England. Vi ser også muligheder for os i resten af Skandinavien, da der her er stor opbakning til den offentlige musikskole. Vi har på nuværende tidspunkt haft omkring 10.000 elever igennem her i Danmark, og i Holland allerede omkring et par tusinde.”

Læs mere om musikundervisning.dk