Glædelig jul og godt nytår!

 

2017 har været endnu et spændende og begivenhedsrigt år og for os i Kodas bestyrelse og for mig som formand var det en af de helt store begivenheder at afholde vores første generalforsamling efter de nye vedtægter i Koda den 27. april i Den Sorte Diamants store sal.

Det var en dag som havde været så lang tid undervejs og det var virkelig motiverende at møde så mange medlemmer, som er interesserede i arbejdet i Koda. Der var 16 musikskabere, der stillede op til tre poster i bestyrelsen og tre forlæggere til to poster. Vi gennemgik en dobbelt valghandling, fordi der var så mange kandidater og vi gerne ville have, at de, der blev valgt, fik så tungt et mandat som muligt. Vi kunne efter valget sige velkommen til Peter Littauer og Niels Marthinsen, som havde siddet i bestyrelsen forudgående og derudover kom Frans Bak, Søren Winding og Niels Rønsholdt ind som er nye, selvom Niels Rønsholdt havde været inde omkring bestyrelsen for nogle år siden.

Der var en lang liste af emner, som generalforsamlingen skulle tage stilling til på det overordnede niveau, som det er muligt. Så vi fik bl.a. diskuteret Kulturelle Midler, uanbringelige midler og generelle retningslinjer for fordelingspolitikken, som jo er præciseret i direktiv og lovtekst. Det skal være muligt at forstå, hvordan man får sine vederlag fra forvaltningsselskaberne og at alle, der får rettigheder forvaltet gennem organisationen, skal have lige betingelser.

Det var en minderig dag og jeg tænker stadig på den med glæde – fordi det simpelthen er muligt at gennemgå et langt forløb og faktisk komme i mål på den bedst mulige måde og stå med en moderne organisation, hvor alle kan blive hørt.

De Kulturelle Midler kan nu søges af alle, og de fire foreninger, DJBFA, DPA, DKF og Musikforlæggerne står som garanter for at hele diversiteten i Kodas medlemskreds har relevante steder at søge om legater, rejser, kurser og meget andet i hele spændet fra kunst til kommerciel. Det er en konstruktion, som vi kan være stolte af, og efterhånden som vi finder ud af, hvad der er brug for, vil ansøgningsformatet blive revideret. Foreningernes professionalisme og faglige indsigt er vigtig som en levende del af Kodas medlemskreds.

Op til generalforsamlingen var hele Kodas organisation involveret i at producere den første gennemsigtighedsrapport (læs den her: https://www.koda.dk/om-koda/kodas-generalforsamling-2017#gennemsigtighedsrapport-og-arsregnskab) og det var et ressourcekrævende arbejde. Vi vil gerne fra bestyrelsen sige tak til Kodas medarbejdere for det konstante og store arbejde det har været og er - at være en del af et af verdens bedste forvaltningsselskaber.

Diskussionerne omkring det nye direktiv om Digital Single Market har bølget frem og tilbage hele året, men nærmer sig nu noget vi håber er en afgørelse. Særligt §13 er interessant, da den handler om musikskaberes ret til vederlag, når vores værker bliver brugt på sociale medier som YouTube og Facebook. Man kan mene meget om, hvorvidt de forskellige mulige formuleringer af artiklen der florerer er præcise nok, men det vigtige for mig og for os er, at der overhovedet kommer en mulighed for forpligtende forhandlinger om vederlag fra de nye forretningsmodeller. Det er ikke bare en handel med et stykke musik, som i gamle dage, hvor vi købte en cd i TP. Vores musik er med til at skabe YouTubes formue. Vi kan se, at netop YouTube bliver brugt som en musiktjeneste, men indtil nu har YouTube ikke været nødt til at betale for musikken. Det bliver forhåbentlig fortid med det nye direktiv fra EU! Den økonomi skal vi være en del af. Vi håber meget, at der kommer en afgørelse i løbet af foråret, for ellers kan det godt se ud som om, det vil tage et nyt parlament og en ny kraftanstrengelse at komme frem til målet.

Med disse ord vil jeg gerne på bestyrelsens vegne sige tak for et fantastisk år med mange udfordringer men også med mange grundlæggende resultater.

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår!

 

Niels Mosumgaard