}

Markedsføring

Alle opslag og artikler under ”Markedsføring” er skrevet af Maiken Ingvordsen. Maiken er musiker, forfatter, digital strateg for Lindhardt og Ringhof og ejer af virksomheden og reklamebureauet So What Copenhagen, der særligt arbejder med musik, bøger, film, apps, digitalt design, sociale medier, entreprenørskab og personlig branding.

Maiken er forfatter til fagbøgerne ”Fundraising til kreative projekter” (2011), ”Music Cookbook” (2012), ”Original – personlig branding og synlighed” (2015) og ”Tænk stort – og slip din indre iværksætter løs” (2016).

Du kan læse mere og købe Maiken Ingvordsens bøger på www.sowhatcopenhagen.dk

Værd at vide om markedsføring

Markedsføring er kommunikation. Resultatet er synlighed og salg.

Markedsføring er at bruge forskellige platforme og kanaler, fx digitale, til at fortælle om din verden og dine produkter, så du (be)viser, at du skaber værdi, fx gennem at blogge, lave videoer, tage gode billeder med mobilen, kommunikere løbende med dine modtagere på sociale medier etc. Markedsføring er også (dyrere) alternativer såsom betalte opslag på sociale medier, YouTube reklamer, biospots, plakatopsætning, postkort og flyers m.m. Eller helt tredje muligheder som fx din egen (gratis) app, co-branding og partnerskaber. Og så er markedsføring også at være ude live fx på messer.

Du har uendeligt mange spændende kanaler og platforme til din rådighed i dag, og du kan helt sikkert finde nogle, som tænder dig (og passer til din pengepung). Mange føler i starten, at markedsføring er grænseoverskridende selvpromovering, men du kan prøve at vende det om og se på markedsføring som en velkommen og forventet service, du leverer. Hvis jeg fx vælger at følge dig online, så forventer jeg også, at jeg ikke går glip af nyheder, særligt, hvis det er din professionelle profil, jeg følger.

Markedsføring bør på den ene side ikke tage al din tid. På den anden side kan du ikke drive en professionel karriere uden at prioritere tid til indsatsen. Det kræver, at du har en strategi, der kort fortalt fx kan gå ud på:

  • Du kender din målgruppe og dens medievaner
  • Du tager stilling til hvilke primære kanaler (fx Facebook, YouTube, blog etc.) du vil kommunikere igennem
  • Du lægger en indholdsplan og fører den ud i livet
  • Du indgår samarbejdsaftaler med andre, der kan hjælpe dig videre ud end dine egne kanaler (fx. bloggere, kommercielle partnerskaber med virksomheder etc.)

 

Få overblikket: POE-modellen (paid, owned, earned media)

For de fleste musikere, bands og brands gælder det, at en multikanal-marketingstrategi giver gode resultater. Dvs. at du lægger en strategi, der kombinerer de forskellige muligheder, der findes online, offline, digitalt, print m.m., så du sikrer dig, at du når ud til dine forskellige målgrupper. Som forbruger finder vi nyheder og tilbud både på sociale medier, i Metroxpress, i bussen om morgenen, i en flyer fra det lokale spillested, i udstillingsvinduet hos den lokale boghandler, vi bliver ramt af målrettet digital annoncering, når vi browser, reklamevideoer før YouTubefilm

osv. De fleste mennesker følger altså med på mange forskellige platforme og medier på kryds og tværs. Derfor kan du ikke nøjes med at være ét sted.

Til at lægge en strategi og koordinere dine markedsføringsaktiviteter, kan du bruge POE-modellen til at få et overblik over din betalte marketing (PAID), medier du selv helt eller delvist kontrollerer (OWNED) og medier, hvor du kan opnå synlighed gennem andres omtale i og engagement (EARNED).

 

Læs mere om indholdet af POE-modellens forskellige moduler i de øvrige afsnit under ”Markedsføring”.

1. PAID media

Betalt marketing dækker i dag over flere ting. Du er tusindvis af gange blevet udsat for klassisk, betalt marketing (push-marketing), som vi altid har kendt den gennem fx printannoncer, plakater, go-cards, bus-, radio- og tv-reklamer, betalt SEO (fx Google AdWords) etc. Det vil sige markedsføring i den dyre ende af skalaen for de fleste kreative. Men heldigvis er der også kommet nye, betalte marketingsmuligheder til, som er meget mere rimelige i pris. Fx kan du komme ret langt for 1.000 kr. til en Facebook-kampagne. De 1.000 kr. kan vise sig at være super godt givet ud til annoncering på sociale medier, fordi annonceringen dér er meget præcis, detaljeret og ikke mindst målbar med digital statistik.

Content marketing: Betalt marketing på sociale medier kaldes for annoncer, men det er ikke annoncer, som vi kender dem fra fx print. Du kan ikke overføre den måde, du måske førhen har annonceret fysisk på, til det digitale. Det nye digitale indhold baserer sig meget mere på dét, man også kalder for content marketing: relevante historier, oplysninger, underholdning, personligt indhold osv. Denne type indhold skaber en relation til kunden, og salgsbudskaber optræder meget mere indirekte.

Content marketing-opslag betaler du dig ofte til at få spredt yderligere gennem dit netværk: Du kan ”sponsorere” og ”booste” dine opslag, og promoveringen af disse opslag er faktisk så diskret, at de fleste mennesker, der ikke kender til annoncesystemerne, slet ikke lægger mærke til, at de bliver præsenteret for en reklame. Det kan fx være en underholdende video. Når du skaber god content marketing, bliver du en slags kurator, der er med til at sikre relevant og inspirerende indhold end fx en envejsannoncør.

2. OWNED media

Her skelnes mellem 1) medier, som du selv er i fuld kontrol over, som fx din hjemmeside, blog, nyhedsbrev, og 2) medier, du delvis ejer, fx dine professionelle profiler på sociale medier etc. Det primære mål med indholdet på disse medier er at skabe værdi for dine besøgende. En af de store udfordringer ved owned media, fx dit website, din blog eller nyhedsbrev, er, at der ikke er nogen garanti for, at det bliver opdaget. Det er fx ikke nok at oprette en blog og så forvente, at folk læser indlæggene. En blog er en glimrende markedsføringsplatform, men den er også en kanal, der skal markedsføres. Bloggen er derfor direkte afhængig af, at du kan poste, dele og reklamere for dine indlæg på sociale medier, og på den måde trække læsere til.

3. EARNED media

Earned media er omtale, du opnår gennem andre (likes, kommentarer, delinger, links, bloggere og vloggere (videobloggere), der omtaler dit produkt, fanpages etc.). Det vil sige, at dine kunder selv bliver mediekanalerne. Det kan være i kraft af “likeable” indhold, du har skabt på sociale medier, og som de så deler, så indholdet spreder sig viralt ((klik-for-klik). Det kan være anmeldelser og indhold, dine kunder selv skaber og lægger op. Earned media er også, når pressen skriver om dig, anmelder dine produkter etc. Det er kort sagt, når andre mennesker anbefaler og omtaler dig.

For at opnå earned media skal du gå efter at skabe indhold, som andre ønsker at dele – på én eller anden måde. Om det er en post på sociale medier, et blogindlæg, en video eller en god ”krog” til pressen, skelnes der ikke imellem her. Grunden til, at vi som kunstnere og kreative gerne vil have så meget earned media som muligt, er, at anbefalinger, omtaler og delinger foretaget af andre brugere opfattes som meget troværdige, og så er det ”gratis” omtale. Vi tror rigtigt meget på hinandens indbyrdes anbefalinger og anmeldelser. Det skaber en stor gennemsigtighed i forhold til et brand, når mange af sig selv kommenterer positivt på det. Derfor er det vigtigt, at du tager den kontrol, der nu engang er mulig, og skaber det gode, medrivende indhold og fortæller de gode historier etc.