}

Karriere

Find ud af hvilke musikuddannelser og kurser, der findes i Danmark, og få styr på hvilke samarbejdspartnere, du kan støde på i din karriere. Læs også om DIY-modellen og find litteratur om musikbranchen, markedsføring og fundraising.

Booker

 

En bookers arbejde består i at formidle aftaler mellem spillesteder, festivaler eller andre kunder og de solister eller bands, som de repræsenterer.

Man kan overordnet tale om to former for bookere:
  • Dem, der arbejder for spillestederne, og som har til opgave at finde og booke solister/bands, der enten passer til spillestedets profil, aktiviteter og eksisterende publikum, eller som kan medvirke til at opdyrke nyt publikum og image.
  • Dem, der arbejder for solister/bands, og som skaber kontakten til spillesteder, festivaler og andre kunder i overensstemmelse med solistens/bandets profil, ambitioner og mål.
Der findes grundlæggende tre typer bookere eller bookingbureauer, som repræsenterer solister og bands:
  • Dem, der administrerer såkaldte kunstnerkataloger, hvor kunder kan søge og finde kunstnere. Katalogerne er ofte meget omfangsrige og uden særlige begrænsninger i forhold til musikgenrer, kunstnerisk niveau eller status. Disse bureauer vil sjældent have en opsøgende funktion, men fungerer som mellemmand mellem dem, der afholder koncerterne og kunstnerne. 
  • Dem, der repræsenterer et begrænset antal kunstnere - typisk enten veletablerede eller ”up’n’coming” – og som gør et opsøgende arbejde for at sælge deres kunstnere ind til bestemte spillesteder, festivaler og andre kunder. Derudover kan bookerne i denne sammenhæng også være eller have ansat tourmanagere, der planlægger og afvikler sammensatte tournéer. Bookeren kan have en produktionsenhed, der planlægger selve turnéen fra billeje til leje og opsætning af lys og lyd osv. samt promovering af koncertaktiviteten.

    De kan også være deciderede managere, der samarbejder med fx forlag og musikselskaber. Sidst men ikke mindst vil de i nogle tilfælde håndtere relevant bogholderi.

 

  • Dem, der har specialiseret sig inden for en bestemt musikgenre og dermed kun booker for kunstnere, der repræsenterer netop den genre. Ofte er der tale om nicheprægede musikgenrer, der appellerer til mindre markeder, hvor en del af bookingbureauerne så til gengæld agerer både nationalt og internationalt.

En booker eller et bookingbureau arbejder for en provision af kunstnerens indtægter fra koncerter. Læs også afsnittet booking under Koncerter