Du er herForside>Top fem: 2009>Top fem: Kunstnere
Del

Top fem fra fem kunstnere

Jesper Binzer (D-A-D), Lau Højen (Carpark North), Maria Timm, Steffen Westmark (The Blue Van) og Szhirley var alle blandt de ti mest spillede i P3 og P4 på Spil Dansk Dagen 2008. De giver her deres top 5 over bedste danske sange og ledsager den med en forklaring.

Spil Dansk Dagen ambassadørerne Carina Christensen, Kenneth Plummer og Mogens Jensen giver også deres bud på en top 5. Læs mere

 

TOP FEM FRA FEM KUNSTNERE

 

Jesper Binzer (D-A-D)

  • Savage Rose: Wild Child
    Når jeg en dag har lært at synge, laver jeg en cover... gåsehud, ukontrollabel hippiedans og glædestårer.
  • Gasolin: Langebro
    Et af verdens bedste numre... spil den for en udlandsdansker, og han falder i krampegråd...
  • Sods: Copenhagen
    Kunst, punk, liv - og mit liv.
  • The Sandmen: Wouldn't Mind at All
    Aldrig er så meget godt blevet til for lidt... men sådan er det altid med blues...
  • Kliché: Masselinien
    Kliche var meget dygtige - Lars H.U.G. og kun Lars H.U.G., er drivkraften, i skabelsen af verdenshistorien...

 

Lau Højen (Carpark North)

  • Sebastian: Vårvise
    Rangerende til Sebastians, ja næsten en af Danmarks, bedste sange. Barberede man produktion og lyrik væk, var denne melodi stadig fyldt med stemning.
  • Sorten Muld: Bonden og Elverpigen
    Fremragende melodi og tekst, og produktionen er selv i dag fuldstændig frisk. Jeg tror, jeg har hørt den her sang og hele pladen 5.000 gange!
  • Lars H.U.G.: Solen er så rød Mor
    Min mor og far plejede at synge den for mig som lille. H.U.G.'s version er uden tvivl den, der bringer mig mest tilbage.
  • Superheroes: Someone Else
    Thomas Troelsens melodi-mesterværk. En lidt anderledes Troelsen-komposition, fordi den i så høj grad bliver båret udelukkende af tekst og melodi.
  • Dizzy Mizz Lizzy: Silverflame
    Inden jeg hørte "Silverflame" troede jeg, at jeg skulle være elektronisk musiker. Det ændrede denne sang, fordi den for mig, for første gang kombinerede det melodiøse og rockmusikken.

 

Maria Timm 

Foto: Tom Ingvardsen.

  • C.V. Jørgensen: Entertaineren
    Det her er en af mine yndlingsange med C.V. Teksten er forrygende underholdende og harsk, og den sang kommer altid på, når jeg fester med veninderne, og vi skråler altid med - det er en fællessang ;-)
  • Liva Weel/Poul Henningsen: Man binder os på mund og hånd
    Fantastisk tekst, der gik hen og blev en slags protestsang under 2. verdenskrig. Den handler bl.a. om censuren, som tyskerne pålagde Danmark og censur af det frie menneske generelt.
  • Speaker Bite Me: Belle De Boskoop
    Fantastisk finurligt og sejt nummer. Jeg opdagede først rigtigt Speaker Bite Me med deres sidste udgivelse "Action Painting" og det her er en af mine absolut yndlingsplader fra Danmark overhovedet. Det ku' ligeså vel ha' været et af de 11 andre numre på pladen, der kunne stå på denne liste, for hele albummet er fantastisk...
  • Savage Rose: Stjerneskud (Når Lysene Tændes I Parken)
    Den bedste landsholdsang ever. Minder mig om min barndom og så er jeg stor Savage Rose fan, så de skal også med :-)
  • Gasolin: Hva´ Gør Vi Nu Lille Du
    Jeg er vild med teksten, det er den lille mands tekst...

 

Steffen Westmark (The Blue Van)

Foto: Rune Johansen.

  • C.V.Jørgensen: Bellevue
    Et nummer, som lyder og dufter af sommer. En perfekt beskrivelse af en doven søndag pakket ind i Carsten Valentins dejlige stemme og tekstunivers.
  • Figurines: Race You
    Hørte dette nummer på en sampler før "Skeleton" var produceret færdig, og jeg forelskede mig med det samme i det smukke klaverspil. Et godt eksempel på less-is-more mantraet.
  • Steppeulvene: Til Nashet
    Fantastisk tekst, og Stig Møllers guitarspil er i en klasse for sig selv. Efter min smag et af de vigtigste albums i dansk musikhistorie.
  • Moi Caprice: Riding In Cars With Girls
    Moi Caprices svar på et godt popnummer, som sætter sig fast i hovedet på en. Veldrejet og romantisk, som resten af deres bagkatalog.
  • Nikolaj Nørlund: Virker Bekendt
    Det var det første nummer, jeg hørte med Nikolaj Nørlund og var helt blæst væk over, hvor underspillet og skrøbeligt nummeret lød samtidig med, at virkningen af nummeret var lige modsat. 

 

Szhirley

Foto: Signe Vilstrup.

  • Kasper Bjørke: Young Again
    Jeg blev nærmeste hypnotiseret første gang, sangen sneg sig ind i min øregang. Musikken virkede bekendt og gav
    mig en følelse af tryghed samtidig med, at der var noget
    nyt over det, som gjorde mig nysgerrig. Det gjorde mig blå med et smil på læben, og det er en tilstand, jeg eeeeeelsker. En tilstand jeg har navngivet "sørgmunter". Jeg bandede over, at man på sin radio ikke kan trykke repeat, og skyndte mig hjem og købte nummeret. Det er konstant på repeat herhjemme nu og jeg kan ikke vente til albummet kommer næste år.
  • Medina: Rick Ross
    Jeg har kendt til Medina i mange år, længe før "Kun For Mig" bombarderede landet, og har altid syntes, hun var en lækker sveskemås. Hun er med sin hit-jet landet på et tørt sted i det tørstige musiklandskab, og jeg elsker som de fleste andre hendes to største singler, men mit absolutte favoritnummer på pladen er "Rick Ross", som er funky og humoristisk. Lige efter min smag. Ved godt det feder, men snupper den sgu lige én gang til..
  • Rasmus Seebach: Engel
    Seebach brødrene er og bliver nogle dejlige og dygtige drenge, og det har de jo ikke fra fremmede. Jeg har altid vidst at Rasmus sang godt, men jeg blev stadig sindssygt overrasket, da jeg hørte "Engel" første gang. Jeg synes, han er én af DK´s bedste mandlige popsangere, og han formår med sin vokal at trænge helt ind i det blødeste af mit hjertekammer. Og så er det altså ikke den mest simple sag at skrive så god pop, selvom mange artsy-fartsy´s vil påstå noget andet. Så prøv I at se, om I kan gøre kunsten efter... Nåååh, ikke så nemt vel!
  • Sandra Hakky: To tilbage
    Jeg stødte første gang ind i Sandra i oktober sidste år. Jeg var fuldstændig influenza-ramt og skulle optræde sent sent om natten til en fest nogle af mine venner havde arrangeret. Med næsen helt tilstoppet og halsen helt rug, føltes det, som om jeg skulle igang med et solo-triathlon! Så stod jeg dér backstage, hvor der var fyldt med alle mulige, jeg slet ikke kunne overskue at skulle tage stilling til, da der kom denne her lille fine fis over til mig og sagde, at hun selv sang, og at hun elskede mit album og kunne det udenad. Den greb jeg og spurgte, om hun var frisk på at synge kor for mig den nat, og det var hun. Vi fyrede den af. Det gik vildt godt. og jeg følte mig slet ikke syg til sidst. Nu er det mig, der kan hendes ting, og jeg ser så meget frem til at hele albummet lander i min cd-afspiller (og din selvfølgelig).
  • Fagget Fairys: Feed The Horse
    Carla Cammilla og Ena er to lækre duller med mega krudt i måsen!! De har så meget at byde på i alle henseender, og selvfølgelig er netop de kommet op med det fedeste hit til min danse-numse!! Det er hårdt og pumpende, varmt, kærligt og pisse frækt på én gang, og det er sgu en sjældenhed at formå. Det fodrer min hest hver gang!!

 

 

 

 

FAKTA om Spil Dansk Dagen torsdag den 29. oktober 2009
Det er niende år i træk, at dansk musikliv samles den sidste torsdag i oktober. Musik i enhver tænkelig genre - og på alle sprog bare den er skabt i Danmark - hundredvis af koncerter med såvel professionelle som amatører, fællessang, workshops, foredrag og meget mere kommer til at gøre dagen til en festdag for dansk musik. På Spil Dansk Dagen indtager musikken hele Danmark, så ikke bare i DR P3 og P4, spillesteder, caféer og pladser, men også skoler, biblioteker og en mængde kulturinstitutioner vil genlyde af dansk musik. Spil Dansk Dagen er opstået på initiativ af KODA, der også huser Spil Dansk Dagens sekretariat. I samarbejde med KODA er alle de største toneangivende musik- og kulturorganisationer med til at arrangere Spil Dansk Dagen, der har været en tradition siden 2001.

 

Fuzzy

PORTRÆT

Electronicaens legesyge pioner

Læs og lyt

Se nyeste og tidligere udgaver af KODA's medlemsblad