Tre jamsessions blev til en pladekontrakt, en ep og et netværk verden over for den københavnske trio. Det var i 2005. De har levet af deres musik lige siden ved lige dele kreativitet og business - og en god sjat omstillingsparathed.
Tekst: Birgitte Theresia Henriksen
Foto: Lars Svankjær
| WhoMadeWho er anderledes. De er en trio. De spiller disco. Og de optræder i kropsnær stretch. Gerne i pangfarver eller måske i bar hud påført sort maling(!). Et sammensurium af dansabel indiedisco og udklædning gør deres koncerter til en fest. Det er ikke et særsyn, at publikum finder den indre John Travolta frem i en smækker discodans, når trioen optræder på klubber og spillesteder. Men trods det festlige image er det en meget seriøs tilgang til musik, der præger WhoMadeWho. |
|
Her er da heller ikke meget party over Vesterbro-udsigten gennem de sprossede ruder i det baghus, hvor KODA/DK møder WhoMadeWho. Og det selvom huset engang var hestestald for ingen ringere end grevinde Danner. Vrinsk er nu erstattet af masser af musik i et mikroskopisk studie, som befinder sig for enden af en lang gang. Vi træder henover et bugnende askebæger og ind i lokalet, der mirakuløst nok rummer både trio og journalist plus klaver, keyboard, bas, guitarer og computer. En isnende januarvind hyler uden for, alt imens vi bænker os på skamler og klaverstol med latte og croissanter - courtesy of WhoMadeWho.
| Umiddelbart er der langt fra de høflige gutter i det skramlede baghus til den sjov og ballade, der emmer fra WhoMadeWhos legende disco og kropsnære kostumer. Men dobbeltheden er klar, for selvom musikken er alvorligt ment, kører der en underliggende ironi i deres image. Det er helt bevidst, forklarer de tre lange drenge. I starten af deres karriere spillede WhoMadeWho nemlig koncerter for "utroligt moderne mennesker", og for at det hele ikke gik op i en smarthedsspiral, skulle der ske noget andet. En dag fandt trioen tre ens tyske sportsdragter, og det blev startskuddet til et særpræget image. |
|
Et seriøst festmoment
"De gøglede dragter får koncertpublikummet til at slappe af, og det giver os frihed til at tage os selv seriøst. Og så skaber det en visuel profil, som folk husker. Et brand. Det er fedt ikke at skulle konkurrere på et sejhedsparameter, og en god modsætning til bare at være "tre helt almindelige drenge, der prøver at se seje ud". Det bliver nemlig så let røvkedeligt," fortæller de to Tomas'er og Jeppe, der i 2004 fandt sammen som WhoMadeWho.
Med udklædning har trioen skabt et festmoment i live-situationen, hvor de kan give den fuld skrue. Vel vidende at de skal undgå at blive et gøglerband, for når man er alvorlig med sin musik, er der en knivskarp balance mellem det og den rene underholdning. Men trioen mener, at balancen er lykkedes.
"Vi har fundet et ærligt format i vores optræden. Og så er vi jo ikke overdrevent sexy i de der kostumer... Vi er jo gamle!" lyder det fra Tomas Høffding, der ligesom resten af trioen har ladet strechdragterne vige for lag-pålag-hættetrøjer i dagens anledning. Det første af mange lange grin runger i det lille rum.
Jeppe Kjellberg uddyber de to sider af WhoMadeWho: "Live giver vi den gas, men på plade er der nogle andre takter, hvor det ikke bare er fest. Vi har hentet vores inspiration i 70'erne og 80'erne, ligesom fx The Klaxons, der også blander noget retro, rave og rock. Men vi kom faktisk før Klaxons med den der festrock"
Jamsessions blev til pladekontrakt
WhoMadeWhos netværk spænder fra Sydney til New York, og de turneer i hele verden. De blev signet til det ikoniske, tyske label Gomma i 2005, fordi de efter eget skøn var for nicheprægede til Danmark, og Gomma kunne give dem et mere internationalt netværk inden for deres genre. Der står bl.a. Australien, New York, Spanien og Tyskland i trioens kalender, men de håber også på at komme til at spille mere herhjemme.
I 2004 mødtes Tomas, Tomas og Jeppe og jammede sammen første gang. Det var meget løst og kun med instrumentale ting, som de klippede lidt rundt i på computeren bagefter. De sendte numrene til Gomma i Tyskland, og så gik det stærkt.
"De ville gerne signe sådan uden videre," fortæller Tomas Barfod. "Vi syntes, Gomma lavede spændende ting, bl.a. nogle tyske krautrock-opsamlinger som var rimelig skøre. Det var lige et hjem for os, for det betyder utroligt meget, at ens label også er et brand. Kontrakten gav os mulighed for at turnere rundt om i verden allerede efter den første ep, så det var jo fedt."
Tomas Høffding supplerer: "Det fede er, at vi i modsætning til så mange andre aldrig har betalt for at spille. Det var helt klart Gomma, der gjorde det, for når man er niche kan man sagtens have en lille genre i hvert land og alligevel være en del af et stort netværk. Især nu hvor nettet er så stærkt, kan man møde folk og spille over hele verden.
| "I starten foregik koncerterne altid på klubber, ofte kl. tre om natten og en halv time midt på dansegulvet. Det var meget laissezfaire, og WhoMadeWho var deres egen lyd mand og manager. De brugte Gommas netværk og bookede selv billetter. Det har ændret sig sidenhen. "Det er generelt for os, at vi er bange for at det bliver alt for stort og tungt. Hvis man ikke har udgifter til manager og lydmand, kan man faktisk tjene penge ved at spille koncerter, og så behøver man ikke gå hjem og lave et eller andet ligegyldigt job i en børnehave," siger Tomas Barfod, der dog tilføjer, at de nu om dage har både lydmand og en manager. "Vi er blevet satte...Men vi kan stadig leve af musikken!," konkluderer Jeppe Kjellberg med et tilfreds smil og bunder den sidste kaffe. |
|
Nummeret lever på computeren
WhoMadeWho har prøvet alle modeller for komposition - undtagen den gængse sangskrivermodel. Sådan har de aldrig gjort. Never. Musikken starter som regel analogt og færdigkomponeres digitalt.
"Det er oftest sådan, at vi jiver løs. Det fungerer rigtigt godt at lige spille noget sammen i øvelokalet sådan hurtigt med trommer og bas. Så lader vi det måske ligge og går videre med noget andet. Men så sidder vi jo bagefter og redigerer i det på computeren. Det er virkelig en organisk proces," fortæller Jeppe Kjellberg. "Keld Tolstrup (internationalt kendt dj, red.) har faktisk for nylig kaldt os Københavns bedste jazzband! Men det er nok fordi, vi opererer med improvisation, omend vi gør det kollektivt," siger Jeppe Kjellberg, som med en fortid i jazz'en er vant til det improviserende. Han er dog ret tilfreds med, at bassist og trommeslager ikke fabulerer så meget i WhoMadeWho, men derimod udgør en "ansvarsfuld rytmesektion".
Ifølge Tomas Høffding er "grundopskriften" på komposition a la WhoMadeWho, som følger: "Typisk sætter Tomas Barfod sig og laver et beat, som lyder enormt funky, og så sætter vi guitar og bas til og jammer i 10 minutter. Så drikker vi noget kaffe - en vigtig ting... Dernæst forfiner vi nogle af rollerne eller kører rundt med det, der er, laver en form, og så har vi allerede et track," siger han og fortsætter: "Tit tager vi det med hjem, lytter på det og får andre folk til at give os nogle tekster, som vi synger et eller andet fuldstændig random op fra. Engang imellem er der noget, hvor vi tænker "her er et eller andet", og så producerer vi nummeret færdig. Det er meget klippe-klistre-agtigt, og det hele foregår på computeren. Og så er det meget lidt ego-baseret på den måde, at det sjældent er sådan noget med, at Jeppe har en guitarting, som han føler stærkt for. Som regel har vi et beat og en basgang og synes, at "sådan her skal det være", men efter et par dage er der næsten altid en af os, der får en idé og drejer det 180 grader. Der er også sådan en usagt spilleregel om, at den, der får den første den bedste idé, får sine ting igennem. Hvis jeg har lavet en fed ny basgang, så skal jeg bare skynde mig, for ellers er det for sent."
Ingen tårer for fremtidens musik
WhoMadeWho er enige om, at der er rigtig meget fedt dansk musik for tiden - så meget, at de bliver "helt angst over", hvor godt det er! Der er stor optimisme for fremtiden.
"Hvis man kigger på det samlede billede med live, plader og sponsorater, er det fint nok. Det er mig meget magtpåliggende at sige "tør øjnene" til alle de her folk, der har ondt af sig selv i musikbranchen," siger Tomas Høffding og gnider fingrene demonstrativt under øjnene. "For det er en fed tid, en nysgerrig tid, men den er bare meget mere fragmenteret."
Jeppe Kjellberg supplerer: "Som modtræk til hele mp3-kulturen, så er der sket det, at vinyl er gået hen og blevet interessant. Det er ikke noget, vores band eller pladeselskabet tjener penge på, men det skaber tyngde og dedikation i forhold til publikum og pressen med de fysiske 7-tommer vinyler. En vigtigt modvægt til den flygtige blogkultur."
Tomas Barfod bryder ind med en lidt mere dæmpet begejstring for udviklingen: "Det er jo ikke sort og hvidt, for Myspace-generationen er vokset op med, at musik ikke er noget, man betaler for. Det er rigtigt spændende, og jeg har været rigtigt imponeret af, at det var så spændende, men forbrugerkulturen om bare at smide væk, er jeg sgu lidt ærgerlig over."
"Du har fuldstændig ret," siger Tomas Høffding. "Men jeg har bare lyst til at råbe højt om, at det går op og ned i alle brancher, og som komponist må man være omstillingsparat, ligesom folk er i alle andre erhverv." De to andre nikker samstemmende - ingen i WhoMadeWho har næppe anlæg for at sidde og vente på, at noget sker!
