Tekst: Birgitte Theresia Henriksen Foto: Ole Joern, redstarphoto

Peter Uhrbrand havnede på Fanø engang i 70'erne og forelskede sig i øens folkemusik. Helt specifikt i musikken fra Sønderho. Han blev ramt af sin fascination af musikken helt ind i sjælen - og blev boende, nu på 30. år. Det var en lang og kringlet vej til den lille ø vest for Esbjerg, der startede med opvæksten i en musikalsk familie, indtil han brød ud med langt hår og rockmusik i slutningen af 60'erne.

KODA/DK har sat Peter Uhrbrand i stævne netop her - i Sønderhomusikkens arnested. Med sig har han guitarist Jørgen Bjørslev og forfatter Jeppe Brixvold. Til sammen danner de en ny trio, der tager Sønderhomusikken ud og hjem så at sige med traditionelle musikstykker og tekster i ny fortolkning og tilsat egenkomponeret musik og ord. Vi sidder i Jørgen Bjørslevs 200 år gamle Fanøhus i Sønderho. Et hus ligesom alle de andre i byen med Fanøkakler på væggene, brændeovn og stråtag. Standeruret slår hvert kvarter - tradition, men ikke stilstand. Udenfor emmer aktiviteten på den årlige Sønderhodag, hvor der skal spilles folkemusik og danses i rundt regnet et døgn.

En skrap læremester

Peter Uhrbrand blev oplært af de lokale folkemusikere, brødrene Brinch, der var 5. - 6. generations spillemænd i byen. "Sønderhomusikken er meget anderledes end dansk folkemusik," belærte de gamle spillemænd ham.

"Og det, må man sige, er et faktum. For normalt er violin metrisk, lidt kantet og udynamisk i den gamle folkemusik, men her spiller man fortællende og ekspressivt, og så var habiliteten helt anderledes. Man havde ikke lært at spille musikken ved at læse op fra en bog i et folkehistorisk arkiv. Den går i arv, og det har skabt en sjælden forfinelse - især udtrykt i det rytmiske. Og så er den hundesvær at spille! Musikken er en del af folkets historie og identitet her - uden at man nødvendigvis gør sig det klart, og det er den stadigvæk i høj grad," understreger han. Jeppe Brixvold og Jørgen Bjørslev nikker bekræftende med et "den betyder alt" sagt nærmest i kor.

Peter Uhrbrand fortsætter: "Brødrene Brinch var skrappe. Jeg skulle lære det ordentligt, for de kunne jo ikke lade hvem som helst overtage tjansen som byens folkemusiker. Jeg har lyttet og danset enormt meget til musikken. Men alligevel har jeg brugt 20 år på at forstå det her, og der er stadigvæk døre, der ikke er åbne. og det på trods af at jeg har undervist i folkemusik på folkemusikuddannelsen på Det Fynske Musikkonservatorium i 10 år!" griner han.

"Peters violin lyder rigtigt," kommer det anerkendende fra trioens eneste indfødte fannik (Fanøbeboer, red.), Jørgen Bjørslev. "Han har virkelig taget tonen og ført den videre!"

Da den sidste af brødrene Brinch døde for 15 år siden, 'hang' Peter Uhrbrand pludselig på rollen som Sønderhomusikkens arvtager. Det, syntes han, var lidt skræmmende, for egnsmusik er en skrøbelig størrelse i kraft af sin personlige overlevering. Men nu 30 år efter hænger han selvvalgt fast og har måske allerede fundet sin arvtager - datteren på 25 er en særdeles habil Fanø-violinist.

Betinget af dansen

Peter Uhrbrand frygter heller ikke Sønderhomusikkens fremtid, for det handler i virkeligheden primært om, at der fortsat bliver danset til musikken. Uden dans dør musikken, den mister sin funktion og bliver til en kunstart. I den lille by afsluttes enhver ordentlig fest dog med mindst én sønderhoning, så musikkens funktion er der ingen tvivl om.

"Folkemusik har en grundlæggende social funktion, fordi det er dans og musik, der hænger sammen. Det er en anden måde at mødes på, fordi musikken er lavet med henblik på dans. Oprindelig havde al musik en rituel funktion. Det var dansemusik, kirkemusik eller marchmusik til krig. Og en sønderhoning kræver altså dans."

Jørgen Bjørslev tilføjer: "Jeg har danset utroligt meget sønderhoning. Det er en uendelighedsdans. rund og rundt går det, og den cirkulere bevægelse er på en eller anden måde et evighedssymbol. Folk spørger tit om, hvor mange trin man tager i cirklen osv. Men sådan spørger man ikke." "Nej, for det afhænger jo af, hvornår dem foran stopper," kommer det fra en leende Peter Uhrbrand.

Der grines i en rum tid, mens øl og kaffe ryger ned for at samle kræfter til dagen foran dem. En dag, der står på musik og dans til engang, når solen er stået op. En ægte sønderhoning går jo først hjem, når der er danset helt af...

Ingen dans til Uhrbrand, Bjørslev og Brixvold

Her inden for i Jørgen Bjørslevs typisk lavloftede hus sidder de tre mænd med vidt forskellig alder og rødder og fortæller engageret om det fælles projekt: at tage Sønderhofolkemusikken og gøre den til deres eget nyfortolkede kunstværk i musik og ord. Når trioen spiller live, er det ikke til dans, men til 'koncert'. "Vores musik er et kunstværk, som det er meningen, man lytter til. Der er selvfølgelig elementer af sønderhoning, der lægger op til dans, men det er ikke traditionel Sønderhomusik. Modsat funktionel musik er den et kunstværk," siger Jørgen Bjørslev.

"Vi spiller Sønderhomusikken inden for en matrice - inden for den er alt tilladt. Derfor er det, vi spiller sammen, stadig egnsmusik, men samtidig noget nyt og andet. Når man kender sproget, kan man selv udvikle det, så længe man står på skuldrene af forfædrene," understreger Peter Uhrbrand.

Sønderhoning fra nabohaven

Trioens yngste medlem, forfatteren Jeppe Brixvold, kom til Fanø fra København for fem år siden. Han hørte Sønderhomusikken første gang fra nabohaven og blev nysgerrig. "Jeg tænkte, at musikken var en indgang til at forstå byens kultur. I hvert fald havde den en dragende effekt på mig. Senere forstod jeg, hvor central en rolle musikken har i byens historie og kultur. Den betyder utroligt meget for folk.".

Jeppe Brixvold har researchet på de gamle Sønderhotekster og digte, men faktisk er der ganske få tekststykker til Sønderhomusikken. "Det var sådan, at man nogle gange var nødt til at synge melodien, hvis man ikke lige havde et instrument. På den måde opstod 'kvaje-sangen', som går ud på at nynne en slags fjolleord - eller trallende mundmusik, så der var noget at danse til uden instrumenter. En anden sjov ting med Sønderhosangene er, at de ofte hedder et personnavn - fx Hans Thamsens sang. De fik typisk navn efter den person, der ønskede sangen mest, så "Hans Thamsen"-sangen var helt klart yndlingssangen hos en eller anden Hans Thamsen engang. Forfatteren til sangene er ukendte."

Han bruger oplæsning og sang fra digte og tekster, bl.a. af Hans Brinch. Dertil skriver han selv nye tekster med udgangspunkt i livet i det lille samfund, som også han er smittet af.

"Jeg trækker på den viden og tradition, jeg har fundet i de gamle tekster og tilføjer mine egne ting. I modsætning til den traditionelle sønderhoning, som man danser til, har vi i trioen fuld frihed til at lade os berige af traditionerne og skabe videre på dem. Samtidig er vi bevidste om, at alle her føler sig bundet til musikken, det er alles og ikke kun vores, og det forpligter."

Tiden er gået, for Sønderhodagen er en travl dag, når man som Peter Uhrbrand er byens spillemand. Om et par timer står han klar i sort og hvidt med violin under hagen, og så skal der spilles og danses til den lyse morgen.