Der er gerne en god portion luftguitar i sigte, når The Blue Van spiller. De fire unge nordjyder appellerer bredt og insisterer på at blive betragtet, som det de er: et rigtigt rockband, der har lært, hvad der skal til the hard way.

Tekst: Birgitte Theresia Henriksen
Foto: Rune Johansen

Amagersolen skinner ind på en hob af den slags gear, der skal håndspilles og godt må have patina, såsom et gammelt orgel belagt med beige gummi a la instrumentbrættet på en gammel bus, nedspillede guitarer, gennemtæskede trommesæt mm. Stig Rossen smiler fra væggen sammen med hendrix, The White Stripes og The Blue van themselves i et spraglet plakatmiks. Overtegnede og Steffen (sang og guitar), Søren (keys og sang), Allan (bas) og Per (trommer) har sat hinanden stævne det oplagte sted: øve-lokalet. Mens kaffen brygger, går snakken i gang om før og nu i en begivenhedsrig karriere.

"Vi udgav to plader worldwide og levede af musikken i tre år. Det var ikke super, men det kunne løbe rundt," fortæller det langhårede bandmedlem, Søren, om bandets amerikanske eventyr, der for et par år siden sluttede brat, da TvT gik konkurs. Det var netop dér i The Big Apple, at The Blue van bestod sin manddomsprøve i musikbranchen. For har man spillet jobs seks dage om ugen i månedsvis med fast nattely i en bus på Wal-Marts parkeringsplads og samtidig været sin egen roadie og manager, ja så lærer man vel et og andet om sig selv, om hinanden og om at være musiker på godt og ondt. Ikke mindst finder man ud af, om der fortsat skal satses på musikken med krop og sjæl. Det skal der, her er ingen tvivl for The Blue van, som egentlig ikke har haft andre karriereplaner end musik, siden de begyndte at spille sammen i ungdomsklubben.

Faktisk har de fire bedste venner spillet sammen i mere end halvdelen af deres unge liv, lige siden de helt unge teenageår, hvor de spillede covers af de store rockmestre - Hendrix, Cream, Zeppelin, Kinks og Small Faces. Det blev hurtigt til egne numre for "Den blå vogn", der i gymnasiet skiftede navn til det mere internationale The Blue Van. Herfra gik turen fra det brønderslevske opland til København, for Steffen, Søren, Allan og Per ville være rockstjerner!

Det var i 2002, og der blev gjort rent og arbejdet i børnehaver for at holde næsen oven vande. Det gør flere af dem sådan set stadigvæk, for der er en del gæld tilbage fra årene i New York, hvor en dårlig revisor bidrog til at smadre økonomien.

Pladekontrakt på bodega

I København indspillede The Blue Van en demo og fik god respons fra pladeselskaberne.

Per: "Ja så sov vi ikke i tre år efter det... næsten da. Vi kom fra landet til København og kort tid efter boede vi på Broadway. - Godt nok ikke Manhattan-delen af Broadway, som vi havde tjekket ud på Google earth, inden vi tog af sted. Slet ikke, vi var de eneste hvide, så det var en lille smule anderledes, end vi troede," griner han, og vennerne griner med. Der spises gulerødder og ryges smøger. Og der drikkes kaffe af nyvaskede kopper - "det er jo ikke så tit, vi får damebesøg herude". Accenten er umiskendeligt, smilende nordjysk, og kaffen serveres med fløde, for "det fremhæver virkelig kaffens smag". En slidt madras og en bunke dyner i hjørnet vidner om, at Søren har sit andet hjem i øvelokalet. Undervejs i The Blue Vans karriere giftede keyboardspilleren sig nemlig med kvinden, der i sin tid signede dem til TvT, så egentlig bor han stadig i New York.

100 spillejobs om året i USA

Med en pladekontrakt i hus turnerede The Blue Van primært i USA, men også i Japan og Europa.

Steffen: "De første tre måneder sendte pladeselskabet TvT os ud til 44 koncerter i New York og omegn. Det var bare for at give os hår på brystet og et renomé - og blive bedre musikere (her tilføjes et kollektivt "og alkoholikere" og grines højlydt). Vi lærte at levere et godt show, også selvom det måske var for fire publikummer."

Per: "Til gengæld har vi prøvet noget, som jeg ikke tror, andre danske bands har prøvet, for vi har vel spillet mindst 100 koncerter om året i USA i de tre år."

Allan: "Vi havde residency på flere klubber. Det vil sige, at vi spillede et bestemt sted hver mandag og et andet hver tirsdag og så videre. Der lærte vi, at man skal give noget hver gang. Man skal kæmpe for det."

Søren: "Der var hverken varm mad, kolde øl eller tariffer. Det var to drinksbilletter, og man måtte selv købe sin mad. Vi var glade, hvis der var 10 publikummer i starten, men vi endte med til sidst at spille større steder som Mercury lounge."

Efter tre års eventyr på den socialrealistiske måde i USA, inklusive højdepunkter såsom en turné i Japan med superfans, kærestebreve og folk, der sov i lobbyen samt en omfattende turné med kæmpesuccesen Jet i USA og Europa i 2006, gik TvT konkurs. The Blue Van flyttede hjem til Danmark igen. Og fornemmelsen af at være lidt udødelig med et amerikansk pladeselskab i ryggen fortog sig, da de måtte søge kost og logi hjemme hos forældrene i Nordjylland - og i takt med, at gælden viste sig en del større end forventet på grund af en uduelig revisor. Det var nu barndomsvennerne skulle tage sig sammen. Det var et spark i fjæset at erfare, at en kontrakt med et amerikansk pladeselskab ikke var evig, og der skulle proppes enormt meget omtanke i den næste plade (Man up, red.). Nervøsiteten var sindssygt stor over, hvordan radioen ville tage imod den, så The Blue Van drog et lettelsens kæmpesuk, da der kom positiv respons både i dansk radio og i udlandet.

Pop er ikke så værst

Musikken laves i fællesskab, men Søren og Steffen komponerer råmaterialet hjemmefra på Mac'en. Den lille, hvide bærbare, der står i dvale ovenpå det gamle orgel, har ændret den skabende proces markant.

"Det er klart teknologien, der har revolutioneret vores måde at lave musik på," forklarer Søren. "Før i tiden legede vi sangene frem i øvelokalet, men nu sker kompositionerne som regel, før vi kommer i øvelokalet. Man kan sagtens lave noget fedt ved at jamme sig frem, men jeg tror, det er bedre at lave råmaterialet først."

Steffen: "Vi er kommet ind i et godt streak, hvor vi skriver kvalitetssange og faktisk forsøger at strække den så langt, vi kan nogle gange i forhold til at komponere noget, der er langt fra det, vi plejer og så stadig få det kørt ind i en kasse, der hedder Blue Van-materi-ale. Vi har sænket paraderne og prøver bare at skrive alt, hvad der kommer." Allan nikker samstemmende: "Vi er slet ikke så snerpede over for den gode popmelodi, som vi var, da vi var yngre." Der grines højt af kommentaren fra bassisten med det lyse morgenhår.

Steffen og Søren er enige i, at det kan være sin sag at stå i et øvelokale med en idé og prøve at sælge den til svært overbeviselige smagsdommere. De foretrækker at have leget med ideen på computeren først, så i hvert fald melodierne er mere færdige. "Det er jo også dynamikken i et band, at vi er fire forskellige folk, der laver noget sammen. Og engang imellem sker der også noget magisk i et øvelokale. Det skal man ikke kimse ad, og en del af den sidste plade blev faktisk til i studiet, "siger de.

Det handler også om effektivitet i sangskrivningen, for det tager tid at jamme numrene frem. Til gengæld kommer Søren og Steffen aldrig med et færdigt nummer, for det er først, når de alle fire tager fat i råmaterialet, at det bliver en ægte Blue Van-sang.

"Det bedste er helt klart at kombinere sangskrivning og jam og udtryk. Det gør numrene mere kompakte, og de får mere strukturerede vers og omkvæd," siger Søren, der ikke lægger skjul på, at de tænker i singler: "Den gode melodi er et håndværk, som jeg har dyb respekt for. At kunne fange opmærksomheden fra start til slut, er jo det, det handler om."

Steffen supplerer: "Historisk set er de numre, man selv elsker, jo også oprindeligt kæmpesingler - alt lige fra 50'erne til nu. et godt nummer kan indspilles af alle, om det er Aerosmith, Kylie Minogue - eller The Blue Van."

Giv den gas og skil dig ud

De ligner et rockband, også som vi sidder der i øvelokalet en helt almindelig onsdag. Stilen er glamrock og ret så gennemført, og det er noget, der også kom med i bagagen fra USA, for derovre har alle "sytten tatoveringer og langt hår". Men der er jo heller ingen grund til at se kedelig ud på scenen, når man kan servere hele pakken.

"Det er jo ikke særligt rock'n'roll at op-træde i en frotébuks, så hvorfor ikke give den gas, det er jo underholdningsbranchen, og det virker jo!," understreger Steffen.

Allan: "Det handler om at skille sig ud og give et show til koncerterne. Jeg hader at se rockbands, der ser ud, som om de ikke gider. Det er jo ikke sjovt at se på."

Søren: "Man er nødt til at insistere på at blive set, især når man som os har prøvet at være det tynde øl i USA på utallige klubber. Men derovre er det også mere accepteret, at man giver den gas og skiller sig ud. Der skal man virkelig være flamboyant, der er ingen jantelov."

Jantelov eller ej, når The Blue Van husker tilbage til de helt unge dage i det nordjyske, så var det ikke altid en fest at skille sig ud med langt hår og rockattituder. Der blev grinet i krogene, gjorde der. Men for kort tid siden kom der faktisk "closure" i form af en koncert hjemme i landsbyen. Det er absolut den bedste oplevelse sådan lige for nylig, fortæller The Blue Van smilende:

"Vi spillede i Østre Brønderslev for over 1.000 mennesker til en lille festival, hvor der plejer at komme 500. Der blev solgt en hel masse ekstrabilletter, fordi vi skulle spille, og publikum gik helt amok. - Alle dem, der gjorde nar af os i folkeskolen, stod og hujede og havde det supersjovt."