Hvad i alverden sker der for Keld Heick?! Mafiaattitude, høj retro-guitar-føring og stålsat indsats for kollegernes rettigheder. KODA/DK tog til Holte for at møde en af dansk musiks mest produktive overlevere - og tage temperaturen på ham: Den er høj, kan vi konstatere.

KODA / PORTRÆT MARTS 2010

Tekst: Anders Houmøller Thomsen
Foto: Lars Svankjær

Han er muligvis den flinkeste mand i dansk pop. Alt for flink, fortæller han os senere. Men hvis man hidtil udelukkende har kendt Keld Heick som den kronisk smilende dansktop-entertainer, der ikke kunne finde på at vifte en døgnflue ud af kurs, så er det nærmest umuligt lige nu ikke at få et nuanceret billede af den travle sanger. Keld Heick og Jørgen de Mylius skræmte tidligere på året små tv-kiggende børn, da duoen i knivskarpe, sorte mafiahabitter gjorde reklame for dansk Melodi Grand Prix med sammenbidte veteranminer.

64-årige Heick har også smidt fløjshandskerne og de diplomatiske fraser i sin egenskaba af ambassadør for KODA. Han er gået i åben polemikkrig med kræfter bag de kommercielle radioer, der synes, at det vil være en mægtig idé, hvis man kan minimere betalingen af vederlag til de pressede danske sangskrivere og komponister. Og minsandten om hitmageren fra Holte ikke også vinker farvel til den pæne, familievenlige slagerpop på sit nye album, der genopliver den elektriske gnist fra 50'er-rocken, som i sin tid tændte ild i den unge Heick. Sangskriveren smiler stadig det meste af tiden. Men han indrømmer, at harmen aktuelt er boblet op i ham.

"Det er virkelig bekymrende, at musikken nærmest foræres væk. Ikke mindst yngre sangskrivere, som ikke har live-indtægter, kommer i klemme. Vi musikere er i forvejen hårdt presset af ulovlig download og faldende cd-salg. Men oveni ønsker de kommercielle radiostationer nu at slippe for at betale vederlag til sangskrivere - eller de håber, at vederlagene skal nedsættes kraftigt. Her må vi sige klart fra. Vi ønsker stationerne alt godt, for vi har interesse i, at de skal spille vores musik i fremtiden. Men vi skal ikke betale for, at de kan overleve," lyder det fra Heick, som trækker en parallel til sin tid som revydirektør i Nykøbing Falster.

Frivillig lobbyist

"Vi havde et år, hvor det gik helt galt med et underskud på 541.000 kr., og forestil dig så, at vi havde sagt til revytruppen: "Det gik ikke så godt, så til næste år får I ingen løn." Der ville lyde et ramaskrig, men det er ikke desto mindre noget lignende, man forventer af danske sangskrivere," påpeger Keld Heick. Han har været på frivillig lobbyist-turné rundt til en række politikere, og han har indtryk af, at hans argumenter bider på dem. Men hvis han får sin vilje, vil det så betyde noget for hans egen kassebeholdning? "Ikke rigtig. Vi ældre  musikere skal nok klare os, og jeg har ikke væsentlige rettighedsindtægter fra de kommercielle radioer. Men jeg vil alligevel gerne gøre en indsats, for jeg synes, vilkårene er blevet værre og værre i de sidste 10 år for sangskrivere. Og hvis unge musikskabere ikke kan leve af at lave sange, så ender vi med at blive løbet over ende af hits fra udlandet."

Vi kender dig som den venlige, folkelige popsanger. Er du en god købmand oveni?
"Nej, men det er min kone Hilda heldigvis. Inden hun trådte ind i foretagendet, er jeg bange for, at jeg blev snydt rigtig meget. I 60'erne og 70'erne skrev jeg ufattelig mange tekster, og jeg glemte desværre at få mange af dem anmeldt til KODA. Jeg havde travlt med at lave næste sang - frem for at administrere. Men jeg har også været alt for flink, og der har været situationer, hvor jeg følte mig udnyttet. Det har bl.a. været ved velgørenhedskoncerter, hvor jeg medvirkede uden betaling, og efterfølgende fik jeg at vide, at andre havde fået honorar. Derfor er det heller ikke mig, der tager telefonen i vores firma. Det er Hilda, der klarer det forretningsmæssige, og hun er rigtig skarp til at skære igennem. Samtidig er hun utrolig god til at bakke mig op. Når sange skal være færdige, får jeg at vide, at nu skal jeg kun koncentrere mig om det, så skal hun nok klare de praktiske ting. Jeg ville have det svært, hvis jeg både skulle passe pengekassen og være kreativ."

Pjæk fra flinkeskolen

Keld Heicks pjækkedage fra flinkeskolen giver mulighed for stadig flere afstikkere fra dansktop-repertoiret. Men han nærer intet ønske om at flygte fra sit stampublikum og den overvejende ukomplicerede pop. Han kalder sig selv "underholder", "musikkens arbejdsmand" og "en håndværker med ambition om at lave kunsthåndværk".

Det med at blive beskyldt for at være "småborgerlig" og "konservativ" har han også tålt i knap 45 år. Han fik allerede sit tjekkede bagland på nakken i midten af 60'erne, da han og bandet The Donkeys lavede en hygge-rockende udgave af den gamle slager "Ved landsbyens gadekær". Donkeys havde indtil da været hippe pigtrådsdrenge, der spillede engelsksproget rock midt mellem Elvis og Cliff. Men efter gadekærhittet oplevede Keld & co. at blive hånet af kolleger. Bl.a. af The Defenders da de to band en dag mødtes på Storebæltsfærgen.

"Der gik dog ikke lang tid, så lavede de det samme. Folk ville have dansk pigtrådsmusik. The Defenders lavede ”Der er lys i lygten” og The Hitmakers ”Træd an ved makronerne”, som i øvrigt var en sjov parodi på os.”

”Det var en ren tilfældighed, at vi satte gang i den bølge. Vi (The Donkeys, red.) var blevet Danmarksmester i pigtråd i 1965, og det indbragte os bl.a. en pladekontrakt. Vi indspillede nogle af mine engelsksprogede sange, men vi følte, at interessen var dalende. Jeg var 20 år, og vi havde allesammen uddannelser, der enten skulle færdiggøres eller påbegyndes. Jeg var blevet forlovet med Hilda, og enten skulle det være musikken 100 procent, eller også skulle vi lave noget andet. Vi besluttede os for at droppe musikken.”

Vores producer, Per Sørensen fra EMI, bad os gøre et forsøg mere med en plade på dansk. Han kom med en stak noder, og en af dem var den gamle ”Ved landsbyens gadekær” fra 1940'erne. Jeg foreslog, at vi spillede  den i 4/4 i vores pigtrådsstil. Det gjorde vi, men det tog mig cirka 25 indspilninger før Per var tilfreds med min vokal. Jeg kunne ikke få mig selv til at synge ”gaaaadekær” på gammeldags maner. Til sidst blev jeg så irriteret, at jeg sang det fuldstændig overdrevet, og så stod Per og så himmelhenrykt ud. Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv. Vi troede, det var singlens Elvis-lignende rocknummer, ”Spring ud!!”, der ville blive spillet i radioen, men det hittede ikke. For os lignede det enden på karrieren, så vi planlagde at slutte af med et to ugers engagement i Esbjerg. Men allerede første aften i danserestauranten blev vi opfordret til at spille ”Ved landsbyens gadekær”, og ugen efter var den nummer et på hitlisten. Den endte med at sælge knap 120.000 eksemplarer.”

Havde du startet noget, du kom til at fortryde?
”Nej, aldrig. For husk på at vores live-repertoire ikke ændrede sig særlig meget. Vi spillede den samme rock, beat og pigtråd, som da vi begyndte, men der sneg sig flere danske sjælere ind. Når det gjaldt plader, var det den bløde stil, som danskerne ville have, og singlerne blev både købt af unge og voksne. Vi prøvede ind imellem med nogle hårdere rocknumre, og det gik ok, men det var de bløde sange, som var efterspurgt på plade.”

Protest-vise

Men du har ikke altid holdt dig på den kommercielle motorvej. Du har lavet en protestsang mod dyreforsøg, blandet politik med musik og sat Skanderborg på den anden ende med en version af Kliches "Militskvinder"!

"(Griner) Det er alt sammen rigtigt, og jeg fortryder ikke noget. Netop det med at blande musik og politik ville jeg normalt holde mig fra, men det var en særlig situation, der gjorde, at vi lavede en støttesang til Poul Nyrup Rasmussen. Han var en fantastisk ven i nøden, da vi fik underskud med vores revy i 1994. Vi ville ikke fremstå som to pop-idioter, så vi satsede stort med et helt nyt hold, flotte kostumer og de bedste tekstforfattere.  Daværende statsminister, Nyrup Rasmussen, meldte så sin ankomst til premieren, og det blev en stor mediebegivenhed. Jeg lavede en fødselsdagssang til ham, som hele salen istemte - og jeg stod selv for en parodi på ham. På grund af omtalen og de gode anmeldelser solgte vi masser af billetter. Ved valget i 2001 fik vi så en henvendelse fra Socialdemokratiet, og vi valgte at betale tjenesten tilbage."

"Sangen om dyreforsøg var fra vores visealbum, "Det, vi aldrig sagde", fra 1992, som virkelig var et sats. Jeg synes selv, teksterne på den plade er blandt mine bedste. Vi finansierede en selv, for ingen ville binde an med en viseplade med Keld & Hilda. Den solgte heller ikke meget, men jeg følte, at jeg havde 100 procent kunstnerisk frihed. Vi havde optrådt for en forening mod dyreforsøg, og senere var vi med til informationsmøder. Vi blev begge stærkt fortørnede over, at der laves så mange unødvendige og barbariske forsøg bare for at udvikle nye former for kosmetik. Det skrev jeg en sang om, hvor den løftede pegefinger blev suppleret med selvironi."

"Det med "Militskvinder" var en fantastisk oplevelse, som opstod tilfældigt. Lars H.U.G. lavede en udgave af "Dansevise", som Grethe Ingmann oprindelig sang, og så ville Skanderborg Festivalen have Grethe til at synge Kliches "Militskvinder". Men hun blev alvorligt syg, og vi overtog tjansen. Jeg kendte sangen, men vi fik kun få dage til at lære den. Det var hektisk, men fantastisk sjovt. Vi anede ikke, hvordan publikum ville tage imod os. Men de hylede og skreg med. Vi har aldrig før optrådt med så høj volumen!"

Nu vi taler om triumfer, så er du Danmarks mest succesrige Melodi Grand Prix-leverandør med ni hjemlige sejre. Vil det en dag lykkes dig at vinde det internationale Eurovision?
"Jeg har heldigvis været med til at nå to tredjepladser og en fjerdeplads ved Eurovision. Men jeg har besluttet, at det er forbi med at skrive MGP-sange. Det blev for meget på et tidspunkt. Der var to gange, hvor jeg havde andel i hele fire sange ved det danske MGP! Jeg havde faktisk tænkt mig atstoppe i 1992, men jeg blev voldsomt provokeret, da DR direkte bad om, at jeg skulle trække mig, fordi jeg var blevet for gammel! Det motiverede mig til at fortsætte et år længere end beregnet. Så måske var det for at slippe for mine sange, at DR i 1993 valgte at gøre mig til vært (griner). Skæbnen ville dog, at jeg alligevel endte med at være repræsenteret det år, for Tommy Seebach havde sendt en af vores sange ind, som tidligere var blevet afvist. Og den vandt. Så det sidste kvarter af transmissionen fik jeg at vide, at jeg skulle overlade showet til min medvært. Efter den oplevelse lovede jeg, at jeg havde skrevet min sidste MGP-sang, men det blev altså lige til en enkelt mere i 1996, hvor Jascha Richter sendte mig en komposition, jeg ikke kunne sige nej til at lave en tekst til."

Førtidspensionering fra MGP eller ej, Heick ville ikke svigte en pop-kollega, der bad om hjælp. En venlig gestus fra en flink mand.Behøver vi at tilføje, at Richter/Heick-sangen naturligvis vandt det danske Melodi Grand Prix i 1996?!