Tekst: Jesper Lützhøft
Foto: Nikolaj Lund

Komponisten Karl Aage Rasmussen har været lærer på Det Jyske Musikkonservatorium i over 25 år. Han forlod DJM sidste år i en alder af 60 år som højt værdsat professor i komposition. Bjørn Svin er timelærer på DIEM - konservatoriets afdeling for elektronisk musik - og de er således kolleger i bestræbelsen på at hjælpe andre med at skabe musik.

De mødtes i slutningen af oktober måned for første gang nogensinde til en samtale om deres komposition, lydmageri og æstetik i et af DIEMs studier på konservatoriet.

Karl Aage Rasmussen og Bjørn Svin har mere til fælles, end man skulle tro, viser det sig allerede ganske kort inde i samtalen. Fx har de begge lavet musik ud af andre komponisters værker - hvilket jo i virkeligheden
ikke er en helt usædvanlig komponistpraksis - men også i deres tanker om det at skabe musik og den tilstand, man skal finde frem til i sig selv, viste de sig at have meget til fælles.

De har siddet omkring bordet i 30 sekunder, da Bjørn Svin siger "Flow". Karl Aage Rasmussen spidser ører og laver en mental indre note om at huske at spørge, hvad Bjørn mener med det.

At møde publikum
BS: Min scene har ændret sig, fra at jeg startede på dj- og clubscenen som dj til dans efter midnat, hvor det handlede meget om at danse og om at skabe den form for energi til folk. Mange laver bare den samme taktart og samme tempo hele aftenen til folk; men jeg begyndte at eksperimentere mere med musikkens muligheder, hvor langt man kan trække et afsnit, eller om man kan stoppe noget for tidligt, så der kommer et lille savn i folk om at høre det igen, altså med at skabe et flow. Jeg har aldrig lært musik på musikskole osv., så det var
her jeg lærte meget om, hvad der skal til, for at musikken bliver ved med at være interessant for mig og dem, der lytter. Nu er min scene mere et koncertpublikum mellem 15 og 35 år, og jeg har efterhånden fået siet dem fra, der kommer for at høre noget, de kender.

KAR: Det er en situation, man som partiturkomponist godt kan misunde. Når man skriver fx en strygekvartet, er der jo ikke nogen, man undervejs kan spørge eller mærke på, om man nu går for langt ud eller væk fra dem i visse afsnit. Mange komponister lider i dag, selv om de nødigt vil indrømme det, under ikke at have et publikum. Det kunne være udviklende som klassisk komponist på den måde at kunne dj´e med sin musik, indtil den fandt sin form. Men jeg må sige, at når jeg er blevet spurgt, hvem jeg skriver min musik for, har jeg altid måttet svare: Jeg ved det ikke! Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad for en musik nogle bestemte, konkrete mennesker gerne vil høre, eller synes de savner? Men den bevægelse Bjørn beskriver fra at lave en musik, der kunne bruges af andre til dans osv., til en musik, der primært giver mening for ham selv, er meget lig min egen fornemmelse af, hvad der giver mening. Men det eneste rigtigt styrende princip, jeg har kunnet holde mig
til, er faktisk lystprincippet.

BS: Jeg arbejder jo ikke med computere, så når et stykke er færdigt, spiller jeg det ikke så meget mere; jeg kan ikke bare med et klik få et helt års arbejde frem. De maskiner, jeg arbejder med, er lidt mere kringlede, hvad det angår. I min Machinedrum, som jeg bruger mest, er der 2,5 mb. ram til samples fx. Til gengæld kan jeg sidde og arbejde med den i toget i stedet for at skulle have computer og lydmoduler osv med. Og så bliver jeg heller ikke forstyrret af det, man ser på skærmen, for det får indflydelse på musikken, hvis man på skærmen kan se, at nu kommer den lyd om lidt osv. Det er bedre bare at høre. På den måde kan jeg på vej til en koncert lave noget lige præcis til dem, der kommer den aften.

KAR: men du ved jo ikke, hvem der kommer ?

BS: nej, men jeg kender mit publikum på den måde, at jeg ikke ved, hvad de vil ha´, men hvad vi har til fælles.

Hvor kommer musikken fra?
KAR: Det er en interessant og tankevækkende formulering! Fordi det, folk vil have, er oftest det, de allerede har. Og på trods af vores forskellighed vil vi helst give folk noget, de ellers ikke ville have fået. Og jeg forstår næsten det, du siger, som om du siger, at du ikke prøver at udtrykke dig selv i musikken. John Cage, som har betydet meget for mig, sagde: " Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men om at ændre sig selv" og hvis man har det sådan, er kunst ikke noget, man drømmer om om natten, eller som på anden måde springer færdigt ud af hovedet. Jeg kan huske, at vi for mange år siden snakkede om at have drømt en violinsonate af Storm P, men jeg kan ikke huske, om det var mig eller Poul Ruders, der havde drømt den. Jeg drømmer ikke musik, den bliver ikke til inde i mit hoved. Musik er noget, jeg laver.

BS: Jeg forstår heller ikke den tanke med at musikken springer færdig ud af hovedet; men jeg forstår godt, at man kan have en forestilling om, hvordan musikken skal være. Jeg forstår det bare på et konceptuelt plan. Jeg har snakket meget med Else Marie Pade om de her ting, og hun tænker jo utrolig meget, før hun slår en tone an. Det gør jeg måske på nogle områder også; men det væsentlige i musikken kan man ikke planlægge, synes jeg.

KAR: Musikken i egentlig kreativ forstand bliver til, når man begynder  at arbejde med den, fordi i samme sekund, man sætter tre toner sammen, opdager man, at hvis man flytter en af dem, opstår der nye betydninger og nye muligheder. Hvis jeg hører musik i hovedet, er det som regel noget, jeg har hørt før - og så behøver jeg jo ikke lave den. Men jeg kan få en forestilling om musik - ikke som noget, der lyder på en bestemt måde, men som noget, der har nogle bestemte egenskaber fx en musik, der bliver hurtigere og hurtigere, eller er meget tyst (eller fjern) i lang tid. Og så spørger jeg mig selv: "Hvis man nu skulle lave en musik, der har de eller de særlige egenskaber, hvordan skulle man så gribe det an?" Så kommer det tekniske. Men det er interessant med computerskærmen, der ødelægger din mulighed for at opleve - det svarer jo til vores notationssystem, når det slår tilbage (på måden vi tænker musik på), fx i 12-tonemusikken, hvor Schønberg mente, at musik bevarer sin identitet forfra og bagfra, oppefra og nedefra. Den tanke opstår kun, fordi man ser noderne som noget uden for tiden, og således har visualiseret musikken.

BS: Ja, når jeg bruger den her maskine i stedet for at bruge en computer, er det, fordi tingene sker i samspil med denne maskine. Hvis jeg sad og lavede noget i computeren, som måske var noget, jeg kunne overføre til den her, ville det jo være som at tænke musikken, inden man lavede den.

KAR: Og det er vi imod? (latter)

BS: Det må man selv om; men det er ikke sådan jeg gør.

Fange "flowet"
KAR: Heller ikke jeg, haha. Når jeg komponerer, er jeg meget forsigtig med at give tingene navne, hvis man kommer til at se noget som fx. en fuga, risikerer man at bevæge sig fra musik til idéer! Idéer, sagde min amerikanske kollega Morton Feldman, kan være ligesom børn på bagsædet, der hele tiden råber op; altså noget,der forstyrrer. Hvis man kan blive et sted, hvor tingene ikke har navne, hvor man ikke siger, at nu skal jeg gøre sådan, fordi sådan gør man, og hvor ...

Og her er det så, at Bjørn siger: "Flow" og Karl Aage næsten går i stå og siger, at det ville han - siden for en time siden - have spurgt, hvad Bjørn mente med - og Bjørn siger:

BS: Jamen, det er nok bare det, hvor man ligesom bare er i det og ikke tænker så meget. Men man tænker jo vildt meget og er i musikken. Det handler jo om musikken i dens rene form og ikke begreberne. At begrænses og begrænse sig.

KAR: Noget af det vigtigste jeg har kunnet gøre for de kompositionsstuderende, tror jeg, har været at forsøge, at " Teach them to unlearn". Der er så meget tryghed i det, man ved og kan; men samtidig lukker det jo af. Så snart du ved en hel masse om noget, så fungerer vores hjerne som et trykt kredsløb, vores tankemodeller kører i bestemte baner, så der er en hel masse, vi ikke kommer i tanke om. Tænk bare på et så banalt eksempel som, at der faktisk gik 500 år i musikhistorien, før nogen fandt på, at musikken kunne skifte mellem kraftig og svag og så halvanden hundrede år igen, før nogen fandt på, at man kunne lave gradvise overgange fra kraftig til svag. Sådan tror jeg da, at vi alle er fanget i vores tankesæt, og noget af det sjoveste, der sker i kunsten, er, når nogen bryder disse tankesæt. Desværre er der ikke nogen enkel måde, hvorpå man kan lære, hvordan man løfter sig udover sine tankemodeller; men man kan da starte med at blive opmærksom på, at man er bundet af dem.

BS: Det er derfor, det også kan være nødvendigt med disse afgrænsninger! Fx det nye album jeg er ved at lave nu; det har jeg besluttet skal laves i arrangementsdelen af min maskine her. Fordi der er nogle begrænsninger
dér, som frisætter noget fantasi et andet sted!

KAR: Uden begrænsninger ingen fantasi! Så meget i livet er tilfældigt. Hvis der bare var ganske små ting, der var gået anderledes i mit liv, kunne jeg måske have siddet på den anden side af bordet og heddet Karl Aage et-eller-andet (og helst sjovere end Rasmussen). Jeg lavede jo egentlig remix i 70´erne - bare meget møjsommeligt med papir og blyant og regnemaskine. Jeg har faktisk engang talt med DJ Noize, om at få noget undervisning; men det kunne da være, jeg skulle tage et par timer hos Bjørn i stedet for.