Ibrahim Electric er en boblende gryde af jazz og rock tilsat en knivspids surf og rørt godt op med et iltert drive. Live er de en fest. Og så spiller de bedre end de fleste. Også hvis de selv skal sige det.
KODA / PORTRÆT JUNI 2010
Tekst: Birgitte Theresia Henriksen
Foto: Lars Svankjær
Det kom ikke til dem med det samme – navnet. Først hed de Knudsen, Tuxen, Pasborg, men ”det var alligevel for omstændeligt og for jazzet”.
Stefan, Niclas og Jeppe diskuterede det med navnet længe. De havde spillet sammen i et par år og var gået fra at være tre individualister til at blive et rigtigt band. Der var opstået en rigtig bandvibe, og så skal man jo have et ordentligt navn.
”Det er jo ikke ligegyldigt, hvem der spiller i det her band, for man kan ikke bare fx skifte Stefan ud med en anden trommeslager, forklarer Jeppe: “Vi er alle tre en vigtig brik i Ibrahim Electric.”
“Men så kom Niclas hjem fra en ferie i Egypten og sagde ”jeg har fundet et navn, vi skal hedde Ibrahim Electric!”.”
I Egypten var der en gade, hvor alle forretningerne solgte toiletpapir og tandpasta, og så lå der én butik, som hed Ibrahim Electric. Logisk nok tænkte Niclas, at ”den butik må da sælge noget andet”, men det gjorde den ikke. Niclas tog et billede af butikken, som kom til at pryde coveret på trioens første plade og deres band-t-shirt.
Jeppe: ”Det gode ved navnet er, at man bliver forundret, når man hører det. Hvad går det ud på? Det gør måske, at folk kommer med et åbent sind til vores koncerter. Vi er ikke interesserede i at komme i en eller anden genrebås, og det synes vi heller ikke, at vi gør med vores navn!"
Instrumentalister med et stort publikum
Ibrahim Electric startede lidt tilfældigt med en forrygende jamsession, hvor det viste sig, at Jeppe Tuxen, Stefan Pasborg og Niclas Knudsen gik op i en højere treenighed. De kom fra hver sin musikverden, og sammen blev de i 2002 til fænomenet Ibrahim Electric.
Faktisk var Jeppe slet ikke klar over, at han ”spillede så fedt Hammond” før det musikalske møde med de andre Ibrahim-drenge. Trommeslager Stefan havde i flere år næsten kun spillet frit improviseret musik, så for ham var det ”ligesom en åbenbaring at spille sammen med Jeppe og guitaristen Niclas, som var enormt dedikerede til time”.
Det kan være nærliggende at sætte Ibrahim Electric i bås med jazz. Men trioen har udviklet sig til at være meget mere end det og har da også et usædvanligt stort og dedikeret publikum af et instrumentalband at være. Det har de aldrig forstået til bunds. ”Der må være et eller andet uragtigt ved vores musik," funderer Jeppe og Stefan over kaffen på Nørrebro Bryghus.
Man må ikke være negativ
Tema og komposition betyder mere nu, end dengang Ibrahim Electric fandt sammen.
”Vi spiller intet uden improvisation, men nu har vi en metode, når vi komponerer,” forklarer Jeppe. ”Vi mødes i mit øvelokale med ideer, som vi præsenterer for hinanden. Den første gang, må man ikke sige nej til noget eller være negativ. Man må ikke sige ”det, synes jeg, er en dårlig idé”. Vi indspiller musikken og går derefter rundt og lytter på det. På den måde vokser nogle af ideerne, inden vi mødes igen. Faktisk er det meget sent i processen, at vi tager den kritiske hat på og ser på, hvilke ideer vi kan lide, og hvilke vi ikke føler kan komme til at fungere,” understreger organisten.
Numrene bliver bedre, når de har fremført dem en masse live og set, hvordan publikum oplever dem. At indspille en plade er bare et øjebliksbillede. Live spiller de aldrig numrene på samme måde fra koncert til koncert. Her er det situationen, der afgør, hvad der skal ske.
”Det er helt klart nysgerrigheden og en konstant søgen efter nye muligheder på vores instrumenter, som driver os. Jeg synes aldrig, at vi keder os, og det er det vigtigste. For så bliver musikken forudsigelig og uvedkommende! Derfor har vi ingen gennemkomponerede numre med lange faste temaer. Improvisation er efterhånden en ret sjælden ting i moderne musik, og måske er det i virkeligheden derfor, at så mange kommer til vores koncerter. Folk kan lide ”legen” med vores instrumenter samtidig med, at vi spiller forholdsvis udadvendt musik,” siger Stefan.
”Den måde, jeg spiller soloer på, bygger på jazzens og den frit improviserede musiks sprog. Jeg er meget taknemlig for at få lov til at spille “helt ud”. Folk gider faktisk godt lytte på mine soloer, selvom de er lange, og jeg tager den helt til månen.” Han tilføjer et forsigtigt ”tror jeg…” til den sidste sætning, hvilket resulterer i høj latter og et klap på skulderen fra Jeppe. Der grines bordet rundt. Det er tydeligt, at en god portion selvironi er en vigtig komponent i trioens samarbejde.
Fortæl om processen med et af jeres yndlingsnumre?
”Nummeret Absinthe er lavet af mig og Jeppe, hvor vi drak en hel flaske – Absint sjovt nok”, siger Stefan.
”En hel flaske,” gentager Jeppe med jysk vægt på ”hel”. Snakken om Absint afbrydes af, at en meget våd Niclas træder ind ad døren. Med guitar på ryggen har han endelig kæmpet sig gennem regn og blæst til Nørrebro. Han bestiller Ramlösa og smørrebrød med flæskesteg. Efter lidt brokkeri over det forår, der har valgt at glimre totalt ved sit fravær, afslutter Jeppe historien om Absinthe. Nummeret er endt med at blive lidt af et hit. I hvert fald er det ofte afskedsnummeret til bandets koncerter.
Der må godt danses
For et instrumentalorkester har trioen et virkelig stort og bredt publikum. Der er et kraftigt festelement til koncerterne. Og der danses. Mange har sågar t-shirts, hvorpå der står ”Ibrahim Electric” eller bare ”Jeppe Tuxen” (!). Men det er ikke rigtigt med vilje. Faktisk tog Stefan dansen som noget negativt i starten.
”Stefan var lidt sur over, at de ikke sad og kiggede på ham,” ler Jeppe.
Stefan forklarer: ”Jeg blev bare irriteret over, at de skulle danse. Jeg kom jo fra at spille mere ”alvorlig” musik, hvor folk havde siddet stille og sagt ”hmmnnn, meeeeget interessant”, hvis jeg fx slog på en klokke”. Han tager sig til hagen med en højtidelig mine for at illustrere et meget seriøst, lyttende publikum.
”Det var noget af en omvæltning for mig, at folk stod der og dansede. Det synes jeg ikke var så godt. Men nu synes jeg, det er fantastisk, at folk reagerer fysisk til musikken”!
Hvornår fandt I ud af, at dansen egentlig var meget fedt?
”Jeg har altid godt kunnet lidt det,” lyder det fra den stadigt smilende Jeppe. På et tidspunkt begyndte Niclas at insistere på at få folk op at stå og skabe en fest. Det blev et projekt fx at få folk op at stå på Copenhagen Jazzhouse, hvor folk ellers plejer at sidde sådan meget kunstagtigt.
”Nu er det faktisk næsten sjovest, når folk ikke har lyst til fest. En udfordring,” siger Niclas. ”Det er et dilemma at være et festorkester i en eller anden grad, hvor folk ofte forventer, at alt er som sidste gang, de så os – noget trygt og genkendeligt. Men vi er meget interesserede i at udvikle os, og har altid noget nyt med, som vi ønsker at udsætte publikum for. Det er meget fristende at give folk, det de gerne vil have. Heldigvis har vi kunnet klare presset indtil videre.”
De er enige om, at succeskriteriet er at have det sjovt med det, de gør, for så smitter det af på folk. De kan godt lide kombinationen af, at de ”spiller godt og at folk lytter… Og at det så ender med en fest, er bare en ekstra bonus!”
”Vi har prøvet at spille til fester, hvor folk var optaget af dem selv, og vi skulle stå bag ved og holde rytmen for dem. Det er vi ikke gode til. Vi har alt for store egoer,” griner Niclas og de andre følger trop. Han tilføjer: ”Folk skal kigge på os, det er os, det handler om, og så tager vi den derfra.”
Det kedeligste publikum
Den første gang, de spillede i Sverige, havde Stefan, Niclas og Jeppe ikke lige fanget, at det svenske publikum kan være anderledes:
Stefan: ”Det var til en jazzfestival, og der begyndte Niclas at straffe publikum, fordi de ikke var med. Det var nok det kedeligste publikum, vi har haft.”
”Det var på den der dekadente svenskeragtige måde, hvor man står og oplever med hvidvinen i hånden ved højborde,” siger Jeppe, mens han forsøger at se tom ud i blikket med et imaginært vinglas. ”Vi fyrede den fuldstændig maks af, og Niclas gik ud blandt publikum. Og så var det, du blev sur!”
Niclas: ”Jeg tænkte, nu laver jeg et show! Jeg havde en trådløs guitar, så jeg hoppede op på et bord og gjorde en ældre dame meget angst. Og så spillede jeg lidt rundt på bordene. Jeg tænkte: helt ærligt hvis der er en, der gør sådan noget her, så må man da kigge på det. Og så var der en fyr, der havde hentet fadøl. Han stødte ind i mig, sådan ”hov, jeg havde da ikke opdaget, at du stod dér”. Det synes jeg var megaprovokerende, at han var så ligeglad med, hvad der foregik. Så måtte jeg gå ud, det gad jeg simpelthen ikke det der.”
”Nej, du stod først og straffede ham med guitaren først, sådan dååååådååååådåååå”. Jeppe står nu op og spiller luftguitar med guitarhalsen rettet over mod Niclas på mest mulig truende måde. Guitaristen griner længe af den meget illustrative optræden: ”Det var min meget ubalancerede periode… Men nej, helt seriøst: Vi vil gerne have en reaktion, ikke det der tvangsklap. Det mærkelige var, at da vi så var færdige, så råbte de pludselig jättebra i kor.”
Stefan: ”Ja, så måtte Jeppe og jeg gå ind og spille ekstranummeret alene, for Niclas gad bare ikke. Skidesur var du!”
Ifølge Niclas har de aldrig spillet en koncert, som ikke var en succes. "Det er måske lidt mærkeligt at sige i jantelovsdanmark. Men det tror jeg ikke. Jeg har tit oplevet, at folk har haft svært ved at forholde sig til vores musik, hvis de kun har hørt det på plade. Men de samme mennesker, finder ud af hvad vi er for noget, når de hører os live. Live er vores rette element. Plader er kun en biting, som gør, at folk kommer til vores koncerter og kender vores navn.”
OM IBRAHIM ELECTRIC:
 | Stefan Pasborg: trommer De andre om Stefan: | |
|
| Niclas Jesper Knudsen: guitar De andre om Niclas: | |
 | Jeppe Tuxen: hammondorgel De andre om Jeppe:
|
