Nordisk Copyright Bureau
Når komponister, forfattere og forlag melder sig ind i KODA, overdrager de både deres fremførelsesrettigheder og deres mekaniske rettigheder til KODA. Derefter overdrager KODA de mekaniske rettigheder videre til forvaltning i NCB.
NCB er et fællesnordisk selskab og er ligesom KODA en forening. NCB ejes af KODA, STEF i Island, STIM i Sverige, TEOSTO i Finland og TONO i Norge. I samarbejde med KODA og de andre ophavsretsselskaber i Norden varetager NCB komponisters, forfatteres og musikforlags enerettigheder til at indspille musik og tekst på lp, cd, bånd, film og video. Disse indspilningsrettigheder kaldes for de mekaniske rettigheder.
NCB har først og fremmest kontakt med pladeselskaberne, der står for den væsentligste udnyttelse af de mekaniske rettigheder. Gennem NCB får selskaberne tilladelse til at indspille musik og tekst. En anden vigtig gruppe af kunder hos NCB er film- og videoproducenterne, som ofte bruger musik i filmproduktioner eller jingles i reklamer. Desuden giver NCB tilladelse til indspilning af musik på radio- og fjernsynsstationer.
Via NCB får de nordiske rettighedshavere varetaget deres interesser og rettigheder i det meste af verden.


