"Musikken spiller med"
- musiklivets 15 anbefalinger til regering og Folketing
For første gang er musiklivets organisationer gået sammen om et mediepolitisk initiativ. Med udspillet "Musikken spiller med" præsenterer et samlet musikliv 15 konkrete mediepolitiske anbefalinger, der bør medtages i det forestående medieforlig.
"Den digitale udvikling har ændret både musikkens måde at nå publikum på, og mediernes måde at bruge musikken på. Forandringerne er kun lige begyndt og det stiller helt nye krav til mediepolitikken såvel som til de involverede aktører. Musiklivet ønsker at være en konstruktiv og proaktiv medspiller i den udvikling. Derfor har musikorganisationerne udarbejdet et fælles medieudspil," udtaler musiklivets talsmænd Ivan Pedersen, Anders Laursen og Henrik Daldorph.
Mere konkret omfatter "Musikken spiller med - musiklivets mediepolitiske oplæg 2009" 15 gennemarbejdede forslag til regering og Folketing på forskellige medieområder, som spiller en særlig rolle for musikkens udviklingsmuligheder i den digitale fremtid.
Forslagene spænder fra opfordringen til at gennemføre et omfattende analyse- og udviklingsprojekt om "Det digitale Danmark" over forslag om at sikre den kulturelle mangfoldighed i medierne og styrke public service-forpligtelsen, til konkrete bud på en bedre fremtid for formidlingen af dansk musik i radio og tv.
Musiklivet ønsker kort sagt at tage medansvar for den mediepolitiske udvikling og lægger op til tættere samarbejde med medieområdets mange aktører.
Fakta
Musiklivets oplæg "Musikken spiller med" er udarbejdet af følgende forbund:
Dansk Artist Forbund - Dansk Musiker Forbund - Dansk Skuespillerforbund - DJBFA - DKF - DMFF - DPA - DUP - Gramex - IFPI Danmark - KODA.





