Dinnershow-arrangøren Wallmans i København bliver den første modtager af Kodas Mad og Musik Pris. Foto: John Resborn

Wallmans modtager Kodas Mad & Musik Pris

Dinnershow-arrangøren Wallmans i København bliver den første modtager af Kodas Mad & Musik Pris for deres brug af musik på nyskabende og kreativ vis. Prisen blev uddelt søndag aften i samarbejde med HORESTA i forbindelse med Copenhagen Food Fair i Bella Centret.

Kodas Mad & Musik Pris er en anerkendelse af en særligt udvalgt musikbruger, som har valgt at anvende musikken på nyskabende og kreativ vis for at understøtte det gode værtskab. Prisen blev uddelt i forbindelse med Copenhagen Food Fair søndag den 22. februar kort før kåringen af Årets Kok og Årets Tjener. 

Anerkendelse af kreativt musikbrug

For dommerpanelet var det svært at vælge blandt de nominerede, som udover Wallmans, talte Best Western Hotel i Svendborg og Trinity Hotel og Konference Center i Fredericia. Alle de nominerede bruger musik på spændende måder, men et enigt dommerpanel endte med at uddele prisen til Wallmans.

"Kodas Mad & Musik Pris, som uddeles for første gang, går i år til et sted, som i dén grad kombinerer underholdning og smagsoplevelser. I historiske rammer forener Wallmans show, fire retters middag og natklub. Maden bliver serveret i pauserne mellem shownumrene, så der er mulighed for at nyde begge dele. Dermed bliver musikken taget alvorligt, fordi arrangørerne får den til at passe ind de rigtige steder i forhold til maden. På den måde bliver musikken en ledsager til den gode madoplevelse, og når forestillingen er slut, bliver manegen ryddet, og stedet bliver omdannet til en natklub, hvor musikken spiller videre, og festen fortsætter", lyder det i begrundelsen fra dommerpanelet.

Med hæderen følger en musikalsk oplevelse for Wallmans personale til en værdi af kr. 35.000.

Læs også: De nominerede til Kodas Mad & Musik Pris er fundet

Stor glæde hos Wallmans
Det var en glad og meget stolt administrerende direktør Dorthe Fryd Ekelin fra Wallmans, der modtog Kodas Mad & Musik Pris 2015: 

”Vi er meget glade og stolte over at modtage Kodas Mad & Musik Pris. Vi ser det som en stor ære at modtage prisen, da både mad og musik er bærende elementer i hele Wallmans dinnershow. Service, mad og show og dermed musikken er grundelementerne i oplevelsen hos Wallmans. Vi står for glæden og passionen, og her spiller musikken jo en utrolig vigtig rolle”, sagde Dorthe Fryd Ekelin efter modtagelsen af prisen.

Fokus på musikken i hotel & restaurationsbranchen

Kodas viceadministrerende direktør Gorm Arildsen havde fornøjelsen af at overrække prisen til den glade vinder og dermed være med til at sætte fokus på musikkens værdi i hotel- og restaurationsbranchen. 

"Mad og musik kan forenes, så det understøtter forretningen og kan ses på bundlinjen. Musikken er derfor en væsentlig parameter, når der skal skabes gode oplevelser for både gæster og ansatte og styrke den samlede oplevelse og dermed det gode værtskab. Dét sætter Koda fokus på med den nye Mad & Musik Pris, og vi er derfor stolte af at kunne give et skulderklap til Wallmans, som virkelig har tænkt over anvendelsen af musikken i samspil med maden", siger Gorm Arildsen.

'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook

Om Kodas Mad & Musik Pris

Kodas Mad & Musik Pris uddeles i samarbejde med branche- og arbejdsgiverorganisationen for hotel, restauration og turisterhverv, HORESTA.

Dommerpanelet bestod af:

• Karsten Kroman - Kok og gastronomisk entreprenør og indehaver af All About Cooking.

• Peter Ramsdal - Ansvarshavende redaktør på musikmagasinet GAFFA. 

Læs mere om Kodas Mad & Musik Pris