På billedet ses Jørgen Thorup fra Koda Skolekontakt, da han i januar 2015 sammen med den daværende Kulturminister, Marianne Jelved, var på besøg hos 5.b på Bagterpskolen i Hjørring.

Tilbud til skoler: Lav musik med en professionel sangskriver

Ansøg og få besøg af en professionel komponist eller sangskriver og skab musik med dine elever. Koda har netop for 11. år i træk åbnet op for ansøgninger til Koda Skolekontakt.

Nu er tiden kommet, hvor lærere og elever rundt omkring i landet igen kan ansøge om et besøg af en professionel komponist eller sangskriver, der i samarbejde med eleverne vil komponere en sang. 

Besøget fra Koda Skolekontakt er gratis og gælder 4. til 10. klassetrin i skoleåret 2016/2017. Ønsker din skole et besøg af Koda Skolekontakt, kræver det, at I udfylder et ansøgningsskema.

Ansøgningsfrist er den 1. juli 2016

 

Fantastisk oplevelse for eleverne

Koda Skolekontakt har til formål at give landets skoleelever en anderledes musikoplevelse med fokus på den kreative proces. Ideen er at skabe forståelse blandt børn for den indsats og det arbejde, der ligger i at skabe musik.

Blandt de tidligere deltagende skoler har både elever og lærere været glade for at få ny inspiration til musikundervisningen. Mange har oplevet, at kunstnernes glæde ved musikken er smittet af på eleverne.

"Det var en aldeles forrygende dag! Kunstneren havde børnene med fra først til sidst og fik dem engageret til at skrive selv og til at stille sig op foran hinanden og rappe deres hjemmelavede tekster. Også de børn som ellers kan være udfordrede på sådan noget som koncentration og selvtillid,” lyder det fra Gunvor Kaas, som er lærer på Sortedamskolen.