Villads Tyrrestrup Øster fra Liss og Ole Bjørn Sørensen fra Dúné giver god råd til støtteansøgninger.
Pressefotos

Støtte fra Koda kan være et åndehul, når man skaber ny musik

Onsdag den 11. januar åbnes der op for ansøgninger til Kodas kollektive båndmidler. Få gode råd til din ansøgning fra Ole Bjørn Sørensen fra Dúné og Villads Tyrrestrup Øster fra Liss, som modtog støtte til nye projekter i 2015.

For Ole Bjørn Sørensen, synthesizerspiller, programmør, vokalist, producer og tekstforfatter, men nok mest kendt som medlem af rockgruppen Dúné, var muligheden for at søge støtte gennem Kodas kollektive båndmidler af stor betydning. Gruppen søgte om støtte til arbejdet med deres 4. album 'Delta'.

Helt lavpraktisk betød det, at vi i Dúné kunne bruge lidt længere tid end planlagt på 'Delta'. Vi blev ved med at udskyde, fordi vi konstant arbejdede på at komme længere ind til kernen af, hvad udtrykket skulle være. Det er dyrt i studieleje - og dér faldt støtten på et meget tørt sted,” fortæller Ole Bjørn Sørensen.

 

Det er dyrt i studieleje - og dér faldt støtten på et meget tørt sted - Ole Bjørn Sørensen.
Støtte giver muligheder

Det er en god idé at søge støtte hos Koda, mener Ole Bjørn Sørensen, og det giver frihed til at skabe.

”Det er pisse dyrt at lave musik, og hvis man sætter sig ned og forsøger at skabe musik for at tjene penge, så går ærligheden og inderligheden ofte tabt. Så at få en pose penge af Koda, er det samme som at få et åndehul, der giver dig plads til at fokusere på det essentielle,” siger Ole Bjørn Sørensen.

Ny single på vej

”Delta var en stor mundfuld at færdiggøre,” siger Ole Bjørn Sørensen og slutter af:

”Her i januar udgiver vi en single, 'Fall Back'. Den er fra albummet, men dygtige Oh Land har været forbi for at lave en ekstra top fed version af den sammen med os”.

 

OLE BJØRN SØRENSENS TRE BEDSTE RÅD TIL DIN ANSØGNING:

  1. Tænk dig om - vær realistisk, når du laver dit budget. 
  2. Vær konkret - hvad skal pengene gå til helt specifikt
  3. Og gør dig nogle overvejelser om, hvad der så sker, når musikken er færdig. Hvordan får verden udenfor fat i din musik?

 

Støtten faldt på et tørt sted

For det unge, århusianske elektropop-band, Liss, har støtten fra Koda også haft en stor betydning:

”Vi søgte om støtte fra Kodas kollektive båndmidler til vores debutalbum 'Try' efter at have skrevet vores to første numre. Og vi modtog støtten fra Koda, inden vi havde pladekontrakt, så pengene faldt virkelig på et tørt sted. Det har gjort det muligt at indspille i forskellige studier, blandt andet i London og Barcelona,” fortæller Villads Tyrrestrup Øster – sanger og bassist i Liss.  

”Vi er meget privilegerede i Danmark, at vi har Koda”, siger Villads Tyrrestrup Øster, og fortsætter: ”Alle kan søge Kodas midler, så er det næsten skørt ikke at gøre det. Det koster jo knaster at være i studiet”. 

 

Alle kan søge Kodas midler, så er det næsten skørt ikke at gøre det - Villads Tyrrestrup Øster

 

Nyt materiale på vej

Liss, som kun har eksisteret i få år, har allerede oplevet mere end de fleste. Blandt andet modtog bandet sidste år Årets Steppeulv i kategorien Årets håb. Liss arbejder i øjeblikket på deres næste udgivelse.

”Vi fokuserer på at være så produktive som muligt, og arbejder ud fra ideen om at undersøge en ny lyd hver dag,” siger Villads Tyrrestrup Øster

 

VILLADS TYRRESTRUP ØSTERS TRE BEDSTE RÅD TIL DIN ANSØGNING:

  1. Vær ambitiøs. Forklar hvorfor dit projekt skiller sig ud.  
  2. Vær realistisk. Mange ting er bare dyre, så det er godt at prioritere pengene på 'det vigtige', som fx en god studietid
  3. Vær modig. Man skal huske at prøve nye ting af, og så skader det jo ikke at søge. 

Læs, hvad legatudvalget lægger vægt på i din ansøgning

Læs, hvem der med i Kodas Legatudvalg i 2017

Læs mere om Kodas kollektive båndmidler 

 

Ansøgningsfristen til Kodas kollektive båndmidler er onsdag den 1. februar 2017 kl. 16.00, og der er åbent for online ansøgninger fra den 11. januar.