Agnes Obel i Falkoner Centret. Foto: Sara Galbiati

Spil Dansk Ugen 2016: 1.400 arrangementer satte fokus på dansk musik

I går sluttede en begivenhedsrig Spil Dansk Uge, som med mere end 1.400 arrangementer satte fokus på den danske musik. Og ugen har ifølge direktør i Spil Dansk, Ricco Victor, været en kæmpe succes, der forhåbentligt vil smitte af på årets 51 andre uger.

Falkoner Centret og Agnes Obel satte i går rammen for afslutningen på en begivenhedsrig Spil Dansk Uge, hvor der rundt omkring i landet er blevet afholdt mere end 1.400 arrangementer. Og ugen har ifølge direktør for Spil Dansk, Ricco Victor, været en kæmpe succes.

”I samarbejde med hele 23 Spil Dansk Kommuner er det lykkes at få professionelle komponister, sangskrivere og musikere ud til alle egne af kongeriget. Her har de spillet koncerter, blevet akkompagneret af fællessang af tusindvis af skolebørn, afholdt mentorsessions for talentfulde musikskoleelever, undervist skolebørn i at lave sange (Koda Skolekontakt), spillet hjemmekoncerter, afholdt artist talks og meget mere. Mangfoldigheden af arrangementer i Spil Dansk Ugen har aldrig været større, og ugen handler derfor om meget mere end blot koncerter og fællessang,” lyder det fra Ricco Victor.

 

Vi bliver taget langt mere seriøst, og det giver dansk musik og musikliv et helt særligt vindue i Spil Dansk Ugen - Ricco Victor
Fokus på dansk musik hele ugen

Gennem længere tid har Spil Dansk arbejdet på at gå fra være en Spil Dansk Dag til at vare en hel uge. Denne proces kulminerede ifølge Ricco Victor i år med, at DR nu officielt har intensiveret deres opbakning til at gælde hele ugen – ikke kun på alle radiokanaler, men også med involvering af deres kor og ensembler. Og det vil ifølge Spil Dansk-direktøren forhåbentligt smitte af på årets andre 51 uger:

”Dette kvalitetsløft i formidlingen omkring Spil Dansk Ugen har været en af årets største succeser. Vi bliver taget langt mere seriøst, og det giver dansk musik og musikliv et helt særligt vindue i Spil Dansk Ugen, hvor vi er med til at sætte en musikalsk dagsorden, der forhåbentlig har en afsmittende effekt på årets andre 51 uger,” siger han og fortæller videre, at man i Norge er blevet inspireret af Spil Dansk Ugen:

”Norge vil nu lave en Spil Norsk efter vores forbillede, og vi skal assistere dem i udviklingen af Spil Norsk. Vi håber på, at dette også kan blive startskuddet til et Spil Dansk/Spil Norsk-samarbejde, som kan komme danske komponister, sangskrivere og musikere til gode allerede i 2017.”

 

 

 

Læs mere om Spil Dansk

Spil Dansk er blevet til i partnerskab mellem Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Danske Populær Autorer og Koda.