Ophavsretten giver kunstnere smør på brødet

"En pest for kunst og ideer"? Hvad kan det dog være for et uhyre, der fortjener at blive omtalt som en pest for kunsten - en pest for ideerne. Spørger man Bjørn Bredal er svaret "ophavsretten". I hans optik er ophavsretten monsteret, der skader den fri udbredelse af kunst og ideer.

Åbent svar til Bjørn Bredal's indlæg i Politiken den 9. januar 2012
Af: Chefkonsulent i Koda Anne Sophie Gersdorff Schrøder


Som sit eget personlige oprør mod ophavsretten giver Bjørn Bredal sit indlæg generøst videre til alle gymnasieelever gratis. Og det gode ved ophavsretten er, at det kan han som udgangspunkt også bare gøre. Ophavsretten er netop en ret - ikke en pligt. En ret for ophavsmanden til bl.a. at beslutte, om han/hun vil tage penge for brugen af sine værker. I forlængelse heraf bør det bemærkes, at Bjørn Bredal adskiller sig fra størstedelen af danske kunstnere ved at være ansat og modtage en fast løn for sit arbejde. Når Bredal investerer sin tid i at forfatte et indlæg, kan han glæde sig over, at uanset om der er læsere eller ej, så får han sin månedsløn. Investeringen er risikofri i relation til tid og penge og har ikke mærkbare konsekvenser for Bjørn Bredal's privatøkonomi, hvis han nok så heroisk beslutter sig for at forære sit indlæg væk til landets gymnasieelever. Virkeligheden ser noget anderledes ud for størstedelen af Koda's 36.000 medlemmer og for kunstnere i øvrigt, der i vidt omfang er selvstændige, og hvor der derfor heller ikke er nogen, der betaler en for at skrive eller komponere på forhånd.

Som selvstændig kunstner kan man som Bjørn Bredal også vælge at forære sine værker væk og dermed sige nej tak til at tjene penge på sine værker. Og hvis man ikke vil forære noget væk, kan man i øvrigt  ikke tillade sig at klynke, hvis man ikke tjener penge, fordi  der ikke er seere, lyttere eller brugere til ens produkter. Det er nu engang den risiko, man løber, når man investerer sin tid og sine penge i et produkt på et tidspunkt, hvor man ikke ved, om der er efterspørgsel efter produktet. Den udfordring hverken kan eller skal ophavsretten løse.

Dér hvor ophavsretten har sin berettigelse og er alfa omega for kunstnerne og producenterne er der, hvor omverdenen siger "ja tak" til ens produkter - der hvor befolkningen ønsker at se filmen, lytte til musikken eller læse bogen. Her er det lige præcis på grund af ophavsretten, at man som kunstner og producent har  mulighed for at sikre sig en betaling for de mange timer, der er investeret bag kameraet, i øvelokalet eller ved computeren. Først dér og længe efter, at man lagde de mange arbejdstimer i skabelsen af sit produkt. Og ophavsmændene har skam ikke brug for mere ophavsret, sådan som Bjørn Bredal påstår - ophavsmændene har alene brug for, at man respekterer den ophavsret, der er.

Kunstnere, producenter og udgivere hilser en god og saglig debat om ophavsretten velkommen, og det kan fx altid diskuteres, om den ophavsretlige beskyttelsestid er for lang eller ej. Men det er et stort problem, hvis vi ikke kan være enige om den helt grundlæggende præmis, at kunstnere og producenter, der skaber film, musik, litteratur mm., har ret til at kræve en betaling, når samfundet ønsker det produkt, man har investeret i  - at man har ret til at forsøge at tjene sin investering hjem. Helt i lighed med hvad der gælder for producenter af fjernsyn, vindmøller og biler. Hvis ikke vi kan være enige om denne præmis, må man spørge; hvad skal kunstnere så leve af?

 

Kommentér indlægget på vores facebook profil her

Læs Bjørn Bredals indlæg på politiken.dk her