Nordiske stjerner danner ny konstellation

En ny stjernekonstellation har set dagens lys i Norden. De tre kollektive forvaltningsselskaber Koda, TONO og Teosto har dannet en alliance kaldet Polaris Nordic, hvis formål er at reducere omkostninger og samtidig forøge kvaliteten i deres forretningsområder.

Den fremtidige rolle for Polaris Nordic er at udvikle og drive et fælles back-end system til musikrapportering og til fordeling af de beløb, som selskaberne opkræver for brug af musik. De to første systemer, Polaris REP og Polaris DIS, er under udvikling og forventes taget i brug af alle tre selskaber ved udgangen af 2013. Koda, TONO og Teosto er blandt verdens mest effektive og trimmede  forvaltningsselskaber, og målet er at de tre selskaber kan reducere deres omkostninger yderligere gennem samarbejde og ved at bruge de samme systemer.

Anders Lassen, direktør i Koda, siger: ”De nordiske forvaltningsselskaber har i mange år arbejdet tæt sammen på et mere uformelt plan. Det er nu på tide at tage samarbejdet videre til næste trin. Ved at bruge det samme back-end system kan vi ensarte vores struktur og processer, og på den måde skabe endnu mere værdi for vores rettighedshavere”.

Udover at udvikle et fælles back-end system, skal Polaris også forhandle aftaler på vegne af alle tre selskaber; fx i relation til it-investeringer, værkdatabaser, o.lign.

”I en verden med øget konkurrence på rettighedsområdet, er det yderst vigtigt at vi kan bevise over for rettighedshaverne, at vi er ressourcebevidste og i stand til at forene vores kræfter til fordel for vores medlemmer og rettighedshavere” siger Katri Sipilä, direktør i Teosto.

Polaris Nordic er lige nu en virtuel organisation, som trækker på ressourcer fra alle tre selskaber såvel som på eksterne ressourcer, men visionen er at udvide samarbejdet til også at omfatte andre selskaber.

”At samarbejde omkring processer bliver et ”must” for os i de kommende år. Vores ophavsmænd og forlag forventer at vi konstant bestræber os på at udbetale så meget til dem som overhovedet muligt. I en verden, hvor digitalisering er med til at reducere deres indtægter, ser vi omkostningsreduktion som en måde at differentiere os på. Vi er overbeviste om, at rettighedshavere vil bedømme vores selskaber på hvor effektive vi er og hvor meget vi kan levere til dem. Polaris Nordic vil være et af værktøjerne til at kunne opnå dette”, siger Cato Strøm, direktør i TONO.