MXD – fokus på forøgelse af den danske musikeksport

MXD, som står for Music Export Denmark, arbejder for at øge eksporten af dansk professionel populærmusik ved at styrke forretningsgrundlaget for danske kunstnere og musikselskaber. Og MXD har bla. været med helt fra starten af i opbygningen af MØ's karriere.
Eksportstøtten har været med til at åbne døre op for MØ

’Det handler om at udbygge og styrke netværkene mellem den danske og udenlandske musikbranche/medier og at medvirke til en professionalisering af den danske musikbranche ift. Musikeksport’, fortæller leder af MXD, Thomas Rohde. Og når det gælder MØ, har MXD været med helt fra starten.

 

 

’MØ er en af de mange kunstnere, som MXD har været med til at udvikle, og faktisk har vi været med siden begyndelsen’, fortæller Thomas Rohde, og fortsætter: ’Fra opdagelsen på SPOT Festival, hvorefter hun straks blev tilbudt shows på SPOT on Denmark til ’Ja Ja Ja Club Night’ i London m.m.. Herefter har eksportstøtte fra MXD gjort det muligt for MØ, at udnytte de mange unikke muligheder, som hun er blevet tilbudt i løbet af sin hastigt accelererende karriere’.

’Eksportstøtten fra MXD har bl.a. også gjort det muligt for MØ, at samarbejde med nogle af den internationale scenes største kunstnere: Major Lazor, Avicii, Diplo, DJ Snake, Iggy Azalea, AlunaGeorge og Years & Years m.fl. og herudover at optræde på ledende udenlandske festivaler som fx Glastonbury, Coachella, Sonar, Reading/Leeds og langstrakte turnéer i USA’, siger Thomas Rohde.

’MXD har også været inde over, når det gælder om at udnytte unikke promotion muligheder, og har heriblandt sikret MØ optrædener på amerikanske talkshows som Saturday Night Live og Jimmy Kimmel’, fortsætter Thomas Rohde.

 

Missionen er at øge eksporten af dansk populærmusik

Thomas Rohde fortæller, at MXD arbejder med at øge eksporten af dansk populærmusik (rock og pop og deres subgenrer), gennem tre hovedaktiviteter: Eksportstøtte, Internationale projekter og videndeling.

’Når det gælder eksportstøtte medfinansierer MXD musikbranchens eksportprojekter igennem tre puljer med hvert sit formål’, fortæller Thomas Rohde. ’Og ved siden af den direkte støtte til branchen er MXD selv engageret i internationale projekter og eksportfremstød, heriblandt SPOT-festival, SPOT on Denmark, Danish Night At Reeperbah Festival m.m.’, siger Thomas Rohde, og fortsætter: ’Herudover driver vi sammen med de øvrige nordiske musikeksportkontorer projektsamarbejdet NOMEX, som blandt andet afvikler Ja Ja Ja Online Magazine, der er blevet en autoritativ guide til ny nordisk musik samt The Nordic Playlist, der er en ugentlig playliste, hvor en ny gæst eller kurator præsenterer sin playliste med foretrukne artister fra Norden’.

’Det er blandt andet via disse projekter, at vi faciliteter topmøder mellem danske musikselskaber, nordiske kolleger og branchen på nøgleterritorier med forskellige netværksaktiviteter, 1-til-1 møder, seminarer og showcases med danske talenter - samt også nordiske talenter, under NOMEX-projekterne’, siger Thomas Rohde.

Videndeling giver dig konkrete råd til, hvordan du ’angriber’ forskellige markeder
’Et tredje område, som er væsentligt for MXD, er videndeling, som er hands-on konkrete råd til, hvordan man agerer, når man sigter mod udlandet, hvilket sker via fx orienteringsmøder og MXD’s website. MXD råder over en vidensbank, hvor du blandt andet finder markedsrapporter, konkrete råd til hvordan du angriber de forskellige musikmarkeder og ex. teknisk hjælp til, hvordan du får et US-visum eller undgår at betale for meget i SKAT, når du optræder i Frankrig’, fortæller Thomas Rohde.

’Det er også i vores vidensbank, du finder portrætinterviews med internationale branchepersoner, tjeklister, som skal maksimere dit udbytte af fx South by Southwest eller samarbejdet med fx et lokalt PR-bureau samt cases med danske bands, hvor kunsterne og/eller deres forretningspartnere fortæller om vejen frem til succes i udlandet - og meget, meget mere’, slutter Thomas Rohde.

 

Fakta om MXD:

MXD blev dannet tilbage i 2005 af Roskilde Festival, IFPI, Danmarks Radio og Rosa – Dansk Rock Samråd. I 2010 udtrådte Danmarks Radio som medlem og Koda overtog DR’s plads.

Medlemmerne betaler for driften af MXD, mens Kulturministeriet finansierer MXD’s eksportaktiviteter med 4 mio. kr. årligt. MXD’s strategi og vurderingen af ansøgninger håndteres af MXD’s bestyrelse.

Læs mere på www.mxd.dk: