Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
2022
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig

Musikforlagene giver dine sange mere liv

’Du får både kreativ sparring, nye indtjeningsmuligheder og hjælp til at få penge hjem fra udlandet ved at have en forlagsaftale’, lød det ved forårets sidste seminar ”Musikkens vej til forlæggerne”.

Det kan være en rigtig god ide at få lavet en forlagsaftale – især hvis dine sange bliver spillet meget uden for landets grænser. Forlæggerne har nemlig et godt samarbejde med forskellige udenlandske forlag, der kradser penge ind for dig de steder, hvor der ikke allerede er blevet afregnet.

Derudover tilbyder forlagene kreativ sparring og gode råd om, hvordan du kan få mere ud af dine værker – ved for eksempel at oversætte teksterne til et andet sprog. Men først skal du kunne diske op med nogle sange, der er stærke nok til, at et forlag kan se en forretning i dem – og være villig til at overdrage dine rettigheder til en tredjepart for en periode.

Lynkursus om forlag

Sådan lød nogle af konklusionerne ved seminaret ”Musikkens vej til forlæggerne”, hvor formanden for Dansk Musikforlæggerforening, Ole Dreyer, indledte eftermiddagen med et lynkursus i, hvad et forlag egentlig laver.

Det initiativ blev godt modtaget af de mange medlemmer, der trods det lidt kedelige forårsvejr havde fundet frem til Kodas nye hovedsæde i den københavnske Nordhavn. Der blev i hvert fald lyttet og skrevet masser af noter – også da panelet af forlagsfolk efterfølgende fortalte om deres arbejde med at sælge værker til indspilning med udøvende kunstnere, film, tv, reklamer, orkestre, nodebøger med mere.

Præsentér de gode sange 

Edition Wilhelm Hansen beskæftiger sig som landets største – og ældste – forlag med det hele og har blandt andet været ansvarlig for at finde musikken til Carlsbergs nye kampagne for ølmærket Nordic, fortalte direktør Loui Törnqvist, der også kunne fortælle, at forlaget har to medarbejdere ansat til at rejse rundt i verden for at lave aftaler med de magtfulde music supervisors.

Mads Fjelstervang fra det nystartede forlag No C!gar har med en fortid hos Good Songs Publishing også et stort internationalt netværk. Og hans råd til Koda-medlemmerne var ganske enkelt:

”Der findes ingen magisk opskrift, men der er nogle tanker, man kan gøre sig, inden man henvender sig til sådan en som mig. Først og fremmest handler det om at have en god sang og en god indpakning i form af en god produktion. For jeg kæmper med hele verden, og kvaliteten er ekstremt høj derude”.

Penge at hente i udlandet 

Og der kan være mange penge i at samarbejde med et forlag, hvis du har skrevet en sang, der har fundet vej til udlandet, understregede Peter Lund fra Lyngdahl Musik Forlag. Han blev for 12 år siden kontaktet af en tysk forlægger, der kunne fortælle ham, at der var store huller i rapporteringen i vores naboland.

”Det blev klart for mig, at når de tyske komponister ikke fik deres retmæssige royalties i Tyskland, så måtte der også være danske komponister, der mistede rigtig mange penge i udlandet. Jeg fik derefter kontakt til seks komponister, og det viste sig, at den ene af dem alene i Holland var gået glip af 150.000 kroner”, fortalte Peter Lund, der siden har skaffet meget store beløb hjem til de danske komponister, han samarbejder med.

Finder kunder og klarer clearing

The Blue Van er et af de bands, der har fået rigtigt meget ud af at alliere sig med et forlag. Ifølge Mette Zähringer fra Iceberg Publishing er det lykkedes at lave mere end 250 synkroniseringsaftaler i USA alene, og forlaget bruger i det hele taget meget krudt på at få placeret sange i reklamer og film. Og det er et arbejde, som hun mener, at komponister selv har svært ved at håndtere.

”Der må ikke gå noget galt i en clearing. For der er kun to muligheder, hvis man lige har glemt, at Ole for resten også lige skulle have fem procent, fordi han har været med til at skrive. Og det er, at man klipper musikken ud eller betaler. Og så er det samarbejde slut”, sagde hun, inden panelet blev bombarderet med spørgsmål fra salen.

Links, cd’er og cv

Et medlem ville vide, om man skulle sende alle sine sange ind, når man kontaktede et forlag. Men det var ifølge Mads Fjelstervang en dårlig ide.

”Send de to-tre bedste. I første omgang handler det for mig om at finde ud af, om jeg har lyst til at arbejde sammen med en sangskriver. Og det er klart, at det er meget godt at høre noget fra begge lejre, hvis man laver noget, der både er i øst og vest”.

En anden spurgte til format og kvalitet i forhold til at sende materiale, og her var panelet enige om, at både mp3, links til soundcloud og cd var godt – gerne sammen med et kort cv om, hvad man tidligere havde lavet.

”Vi får rigtigt meget ind ad døren, og de ting, der har en god produktion, vinder. Det er jeres håndværk, og jo mere I kræser om sangene, des større er chancerne. Og vi lytter til alt, der kommer ind”, sagde Mette Zähringer, inden Ole Dreyer rundede af. Og så stod den ellers på sandwich, forfriskninger, snak og en guidet rundtur i det nye hus, som Koda deler med DPA, DMFF, DJBFA og DKF – og som i efteråret kommer til at danne ramme om flere medlemsarrangementer.