Musikalsk speeddating – få glæde af eksperternes råd og tips!

DPA, DJBFA & Koda giver dig nu mulighed for at høre et ekspertpanel af branchefolk tage tre medlemmers sange under kærlig behandling, når de fra scenen giver deres feedback til, hvordan musikken kan blive endnu bedre.

16 medlemmer er blevet udvalgt via ansøgninger til at deltage i en musikalsk speeddating med hinanden og få et seminar om kreativ sparring med Michael Møller, Fridolin & Frederik Nordsø. Ud af dem vil 3 blive stemt videre til at deltage i den ultimative speeddate med vores ekspertpanel bestående af  Chief 1, Signe Høirup Wille-Jørgensen, Marcus Winther-John og Nicolaj Bundesen. Fra scenen hører vi musikken, læser teksterne og hører panelets feedback. Arrangementet ledes med kyndig hånd af sangskriver, musiker og producer Nikolaj Steen. 

Arrangementet livestreames fra Koda.dk

 

Tid & Sted

Tirsdag 23. februar 2016, kl. 17-20. Koda, Lautrupsgade 9. 2100 København Ø. Dørene åbnes kl. 16.30. Vi byder på lidt at spise og drikke efter arrangementet.

Tilmeldingsfrist: 18. februar 2016.

Tilmeld dig her

 

 

Nikolaj Steen - sanger, musiker, producer, sangskriver, komponist gennem mere end 30 år. Han udgav sit debutalbum Nick Name i 1987, men slog først for alvor i gennem, da han i 1992 landede en amerikansk pladekontrakt og udgav albummet Nikolaj Steen. Nikolaj har siden udgivet yderligere 4 soloalbums. Sidst det anmelderroste album Closer (2001), efterfulgt af live-albummetCloser & Live (2002). Nikolaj har produceret for bl.a. Kaya Brüel, TV2, Den Gale Pose og Infernal. Han har også produceret soundtracks til en række danske film, heriblandt Okayog Lad De Små Børn Komme Til Mig. I 1996 producerede Nikolaj Steen albummet1996 med Sanne Salomonsen, hvor han også skrev størstedelen af numrene. Han har også ageret Sannes fast kapelmester. Foto: Morten Jerchau

 

Chief 1 - producer, sangskriver og talentspejder igennem 28 år på den danske musikscene. Han startede den første danske rapgruppe Rockers By Choice og har siden hen arbejdet med utallige artister og bands, såsom L.I.G.A, Lars H.U.G., Loveshop, Sanne Salomonsen, Bo Evers, Johnny Madsen og Outlandish. Han har til dato produceret musik til over 1 mio. solgte cd'er og 25 mio. streams i Danmark alene. Chief 1 driver musikselskabet RE:A:CH sammen med Remee. Foto: Kim Vadskær

 

Signe Høirup Wille-Jørgenen -  eksperimenterende komponist og musiker, som optræder under alter-egoet Jomi Massage. Hun bestyrer pladeselskabet The Being Music og arbejder som musikalsk mentor/vejleder for højskoler, konservatorier og diverse musikforeninger. Hun har tidligere spillet i indie-rockgruppen Murmur og er fortsat en fjerdedel af Speaker Bite Me. Signe har desuden lavet musik til en række  film, teaterstykker og radiodramaer og spillet samt kurateret en række unikum koncerter. Foto: Hreinn Gudlaugsson

 

 

Marcus Winther-John - har skrevet sange til en lang række danske artister, der tæller bl.a. Tim Christensen, Mads Langer, Sanne Salomonsen, Barbara Moleko, Christopher, Sys Bjerre m.fl. I de senere år har han også skrevet til store artister i bl.a. Japan, Spanien, Tyskland, Korea og ramt Billboards salgslistens top 10 med New Kids On The Block i USA. Desuden har han leveret tekster og musik til bl.a. Disney-serien Violetta, Lego Friends tegnefilmene, Eurovision Song Contest, The Vampire Diaries m.m. Marcus underviser i tekstanalyse på Rytmisk Musikkonservatoriets sangskriverlinje og startede sin karriere som forsanger i rockbandet Inside The Whale i 1990´erne. Foto: Per Bix

 

Nicolaj Bundesen - startede sin karriere i musikbranchen som A&R og Radio Manager hosCopenhagen Records, hvor han var en stor del af det succesfulde hold og igennem 00’erne. Han har siden 2009 stået i spidsen for musikselskabetArtpeople, som repræsenterer bl.a. Rasmus Seebach, Ankerstjerne, Topgunn, Folkeklubben, Klumben, Karl Wiliam m.fl. I 2014 var han med til at starte Offbeat, et af Danmarks største uafhængige musik- og bookingselskaber, som har fokus på de største danske artister inden for musik og comedy. Foto: PR-billede

 

 

The Mountains - er en dansk trio bestående af Michael Møller (kendt fra Moi Caprice og som solist) og tvillingerne Fridolin Nordsø og Frederik Nordsø (kendt fra The William Blakes), der i 2013 fandt sammen om at danne dette elektroniske synth-pop band. Bandet udgav deres anmelderroste debutalbum På bjergene, dalene og søerne i marts 2014. I efteråret 2015 udkom de første singleudspil "Kings" og "Sorry" fra bandets kommende album. Foto: Michael Falgren.

 

 

For yderligere information kontakt Forlags- og Medlemsservice påmedlem@koda.dk eller 33 30 63 20

Med venlig hilsen

DPA, DJBFA & Koda