Hans Abrahamsen er en gåde, man aldrig holder op med at vende tilbage til. Han er på én gang den søgende stemme, der rækker ud efter lytterens sjæl, og samtidig et sky, ydmygt menneske, der gerne forsvinder fra verdens vrimmel for at gøre det, han holder allermest af – skrive musik i parcelhuset på villavejen i Lyngby.
Det er i poesien, Hans Abrahamsen arbejder, og han er altid til at genkende. På sit spartanske tonesprog, sin poetiske præcision og på sin sans for nuancerne, der tager lytteren hen, hvor sanselighed fletter fingre med tilværelsens sårbarhed.
Som partiturkomponist er han et særsyn. Få komponister ved, hvordan man skriver klassisk musik, så publikum stiller sig op og råber i begejstring over det, de hører. Eller kniber en tåre. Men Hans Abrahamsen har fat lige dér.
Kast et blik på hans prisvindende Shakespeare-sange, som i november vandt Nordisk Råds Musikpris. I øjeblikket går de deres sejrsgang verden over. ’Let Me Tell You’, som han har kaldt dem, er blandt de største succeser i nyere dansk musikhistorie.
"Det lader til at være et værk, der både taler til publikums hjerne og hjerte. Jeg har også set musikere i orkestre fælde en tåre, når de spiller ’Let Me Tell You’. Det rører mig meget, at jeg kan skrive musik, der virker så kraftigt," siger Hans Abrahamsen stilfærdigt.
Orkestersangene består af de ord, Shakespeare gav Ofelia i ’Hamlet’. 481 ord for at være helt præcis, og ord, der beskriver Ofelias overvindelse af sin usikkerhed.
Ofelias 481 ord passer godt til den beskedne mand, der med årerne selv er blevet bedre til at være i rampelyset og bedre til at tro på sig selv, men også til en mand, som den dag i dag helst lader musikken tale.
’Let Me Tell You’ har vundet andre priser, men for Hans Abrahamsen gør det ekstra indtryk at blive værdsat i Norden med Nordisk Råds Musikpris.
”Vi tager ofte Norden for givet. Som noget, der bare følger med, når man er dansker. Men jeg tror, at Norden kulturelt set betyder mere, end vi aner. Jeg har aldrig orienteret mig syd for grænsen i min musik, men mødt en masse nordiske kolleger og spejlet mig i dem. Jeg tænker det lidt som, at jeg er vokset op i en tryg, nordisk provins, så det betyder selvfølgelig rigtig meget for mig at blive anerkendt og værdsat netop her,” siger Hans Abrahamsen, der tydeligvis tænker, før han taler.
Det rører mig meget, at jeg kan skrive musik, der virker så kraftigt - Hans Abrahamsen
Tavshed er guld, og det er som om, at Hans Abrahamsen altid har haft et ønske om at kunne sige alt, hvad der er at sige, med et enkelt ord, en enkelt tone.
Måske derfor begyndte Abrahamsen karrieren ret fåmælt. I tidlige orkesterværker som ’Skum’, hvor musikken lægges til rette med millimeterpræcision, gjaldt det om at sige tingene helt enkelt. Uden nogen omsvøb. 1970’erne og 1980’erne bød på større, bredere udtryk i værker som ’Winternacht’ og cellokoncerten ’Lied in Fall’. Men de sværmeriske, romantiske penselstrøg var egentlig kun staffage. Superperfektionisten holdt stadig tøjlerne stramme nedenunder.
I 1990’erne gik legen ikke mere. Presset som alle komponister oplever – kravet om at være original – blev for meget for Hans Abrahamsen. Løsningen lå lige for. Han stoppede simpelthen med at skrive musik. Fra den ene dag til den anden. Bare sådan.
Beslutningen virkede uigenkaldelig. Hans Abrahamsen havde sat en stopper for komponisten Hans Abrahamsen.
13 år senere kom komponistgerningen dog på gled igen. Skrækken for at ende som en billig kopi af andre var verfet til side og skrivelysten vendt tilbage. Hans Abrahamsen havde mere at sige, men han havde brug for en ny begyndelse.
Den fandt han ved klaveret. I den fortættede koncert for klaver og orkester fra 2000 dukkede han op igen, og med den seneste klaverkoncert, ’Left, alone’, hvor pianisten kun bruger sin venstre hånd, fortsætter Abrahamsen sin triumf af et comeback. Men det tog lidt tid at komme på banen igen. Særligt herhjemme.
”Op igennem 00’erne var der mange, der gik og spurgte, om det nu var rigtigt, at jeg var gået i gang med at komponere igen. Det gik der en del år med at forklare,” ler Hans Abrahamsen og fortsætter:
”I udlandet vidste de det godt, og men jeg tror, at det hænger sammen med, at andre lande ofte har et mere naturligt fokus på den ny musik. Det mangler vi måske stadig i Danmark,” siger Hans Abrahamsen, der dog også synes, at tingene er ved at vende.
Musikken dør som kunstart, hvis den ikke har en nutidig stemme - Hans Abrahamsen
Manøvren lykkedes, og navnet Hans Abrahamsen skrives nu med store fede bogstaver og i stærke farver rundt om i koncertsalene. Og det er en nysgerrig, målrettet komponist, der er på spil.
”Musikken dør som kunstart, hvis den ikke har en nutidig stemme. Det allervigtigste, man kan have som komponist, er derfor lysten til at undersøge noget – give et svar på noget, man spørger om – og så komme ud på den anden side med noget nyt i hånden. Hvis man ikke er optaget af at skabe nyt, så dør det ud. For mit eget vedkommende har tilfældet også betydet meget i mit arbejde. Der vil altid være noget, man ikke kan kontrollere. Men det er okay, at det er sådan. Man skal bare være klar til at gribe tilfældet, når det opstår og turde forfølge det,” lyder rådet fra den erfarne komponist, der også holder af at genskrive sin musik.
Lige meget hvad han gør i øjeblikket, så har Hans Abrahamsen aldrig været skarpere i blikket på omverdenen, mere musikalsk nytænkende og så dybt personlig på en måde, der sidder i kroppen, længe efter hans sirligt udstukne toner har sluppet trommehinderne. Men tag ikke fejl – hver en node bliver stadig placeret med den største omhu af en komponist, der har evnen til at finde den korteste vej til de største, mest rørende øjeblikke i koncertsalen og ydmygt strækker ud efter evigheden i sin poetisk fortættede eventyrmusik.
Hør ’Let Me Tell You’ på din foretrukne streamingtjeneste her
