FMA 2017 - Mød Knút Háberg Eysturstein

Lørdag den 11. marts slår Nordens Hus dørene op for den 4. udgave af FMA (Faroese Music Awards). Årets FMA lægger op til et brag af et musikalsk festfyrværkeri, når de bedste præstationer i færøsk musikliv skal hædres. Forud for FMA ligger et stort arbejde med at udvælge de nominerede til årets priser, og Koda har talt med Knút Háberg Eysturstein, som sidder med i udvalgs-komiteen.
Historien bag

"Historien bag etableringen af FMA er, at tre medie- og kultur institutioner (Kringvarp Føroya (Færøernes pendant til DR), Miðlahúsið (Mediehuset, der bl.a. står bag avisen Sosialurin) og Norðurlandahúsið (Nordens Hus på Færøerne) sammen med repræsentanter for musiklivet tog skridt til arrangementet “Føroysku tónlistavirðislønirnar - Faroese Music Awards” eller FMA, der skulle belyse og hædre de bedste præstationer i færøsk musik i det forgangne år. Arrangørerne vurderede, at det var nødvendigt med et årligt tilbagevendende arrangement, der fejrer færøsk musik og giver færøske musikere og musikfolk den respekt, de har fortjent. Man sigtede efter at lave et stort og bredt favnende arrangement, hvor færøsk musik og færøske musikere indenfor alle stilarter er i centrum. Det resulterede i FMA, som første gang afholdtes i 2014," fortæller Knút Háberg Eysturstein.

Nye tiltag for 2017

"En afgørende ændring i år er, at showcase delen er blevet signifikant udviklet, dvs. der er blevet inviteret en række branchefolk og journalister fra udlandet, som vil være tilstede - ikke blot på aftenen, men i et par dage, hvor de kan få et indblik i færøsk musik og kulturliv. Showcase elementet har fra start været noget, man har ønsket at tilføje, og også noget som musikerne har efterspurgt. Derfor glæder det os at kunne udbygge denne del af arrangementet’, siger Knút Háberg Eysturstein og fortsætter: ’Udover hovedarrangementet i Nordens Hus lørdag aften vil der også være koncerter dagene før i spillestederne Sirkus Föroyar og Reinsaríið i hjertet af Tórshavn, og fredag aften er der Pre-FMA showcase koncert i Reinsaríið. I ugen op til FMA er der også “Spæl Føroyskt Vika” (Spil Færøsk Uge) i radioen, så alt i alt vil der være en særlig stemning omkring FMA".

"Den største formelle ændring i år er ellers, at der vil blive uddelt priser i to kategorier “Pop/rock” og “Opin bólkur” (åben kategori) i stedet for i tre -, som i de foregående år. Og så har vi valgt at begrænse tallet af optrædende fra 13 til 10. Et arrangement med lidt færre priser og optrædende vil forhåbentlig skabe en mere fokuseret oplevelse for både optrædende, nominerede og publikum. Man skal som publikum især glæde sig til optrædener fra en række rigtig gode artister, der repræsenterer et bredt udpluk af færøsk musikliv, og så skal man også bare nyde den generelle atmosfære, hvor færøsk musikliv fejres," nævner Knút Háberg Eysturstein.

Stor betydning for færøske komponister og sangskrivere

At FMA er af voksende betydning for færøske komponister og sangskrivere, er Knút Háberg Eysturstein ikke i tvivl om: "Det vækker opsigt i både ind- og udland at vinde en FMA, og det kan være med til at skabe omtale. Derfor er det også vigtigt for os at lave et arrangement, der både henvender sig til det hjemlige publikum og også er et afgørende indblik i færøsk musik for internationale branchefolk".

Arbejdet i udvalget

Arbejdet med at udvælge de nominerede er omfangsrigt, fortæller Knút Háberg Eysturstein: "Når året går på hæld begynder man at indsamle data om alle udgivelser, både fuldlængde og single udgivelser, koncerter m.m., der har fundet sted i året der gik, dvs. 2016 i dette tilfælde. Bestyrelsen holder regelmæssige møder hvor indsamling, kategorier, praktiske ting og meget andet diskuteres og aftales løbende. Efter at alle oplysninger er indsamlet deles de op i de relevante kategorier, i år er det "Pop/rock" og "Opin bólkur". Disse to hovedkategorier har hver deres egen selvstændige dommerkomité som stemmer om, hvem der skal nomineres og ultimativt hædres. Derudover er der en række priser, der nomineres og afgøres af bestyrelsen. Færøerne er et lille samfund, så der er også en række habilitetshensyn, der må tages, og det gør man også meget ud af i forberedelserne".

"Jeg blev valgt i bestyrelsen som repræsentant for musiklivet til generalforsamlingen i september 2016. De andre medlemmer i bestyrelsen er komponist Sunleif Rasmussen (også repræsentant for musiklivet), musikkoordinator Eyðfinn Jensen (Kringvarp Føroya), journalist Barbara Holm (Miðlahúsið), projektleder Fróði Vestergaard (Norðurlandahúsið) og spillestedsleder Jógvan Andrias Joensen (suppleant). Rólant Waag Dam (Kringvarp Føroya) har siden 2014 været ansat af bestyrelsen som koordinator for FMA", slutter Knút Háberg Eysturstein, som slutter af med at fortælle, at FMA igen i år også bliver sendt live i fjernsyn og radio (Kringvarp Føroya) og streamet live på kvf.fo.

 

Om Knút Háberg Eysturstein

Knút Háberg Eysturstein er freelance musiker, underviser, DJ, skribent og musikforsker (cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet). Knút har spillet med en lang række bands og artister siden de tidligere 00’ere og har siden 2004 medvirket på ca. fjorten pladeudgivelser, hovedsagelig som keyboardist men også som guitarist og sangskriver. Derudover har han som sanger og sangskriver udgivet tre solo albums i eget navn: Havsglóð (2004), The Desert Holds A Flower (2009) og On High (2013), alle på det færøske uafhængige pladeselskab Tutl. Hvad angår aktuelle og fremtidige aktiviteter er Knút keyboardist i bandet Konni Kass der udgav debutalbummet Haphe (Tutl) i november 2016 med nylig releasetour i Danmark og Tyskland. Bandet har en række forestående festivalgigs og tournéer i ind- og udland til sommer og efteråret ‘17. Desuden er Knút guitarist i black metal/doom bandet Svartmálm, der vandt Wacken Metal Battle Færøerne sidste år og lige har indspillet debutplade i Studio Bloch i Tórshavn. Begge bands kan i øvrigt opleves på årets Spot Festival. Soloplade nummer fire anes også ude i horisonten (den er der i øvrigt fri adgang til her oppe i Nordatlanten, altså horisonten!).

De nominerede til årets FMA kan ses her