Festivaler – hvordan udvælges line-up?

Inden længe ruller festivalsæsonen hen over Danmark og et væld af bands og solister er gennem måneders arbejde og forberedelse blevet udvalgt til at spille på de mange spillesteder landet over. Vi har talt med en af de meget etablerede festivaler, Tønder Festival, en af de nyere, SPOR Festival, og en helt ny, nemlig Komos Festival, om hvordan de udvælger årets line-up og hvordan man som kunstner kommer i betragtning til at stå på en af de eftertragtede scener.
Tønder Festival – fokus på autenticitet og mangfoldighed

Tønder Festival, som startede i 1974, er en autentisk folk festival, der fokuserer på originalitet, kvalitet, æstetik og mangfoldighed. På festivalpladsen træder publikum ind i et unikt og magisk oplevelsesunivers, der skabes af intime musikalske oplevelser, atmosfære, kunst og madoplevelser. Festivalpladsen består bl.a. af en række tematiske bydele, der er inspireret af steder i verden, hvor musikken kommer fra. Desuden kan publikum komme helt tæt på Tønder-egnens enestående historie, natur, kultur og madoplevelser på pladsen.

Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør, fortæller: "I år kan festivalgæsterne gå på opdagelse i to nye temaområder: Outlaw Village, som er et nyt område på Festivalpladsen, der er inspireret af 1800-tallets Amerika, og Bydelen Grønnegade, som bliver et nyt grønt område med fokus på sunde og økologiske madoplevelser. Tønder Festival har en klar genreprofil og publikum er helt tæt på musikken. Festivalen præsenterer en bred palet af folk og roots-musik i verdensklasse med alt lige fra country, bluegrass, americana, singer/song writers til keltisk folkemusik, nordisk folkemusik og meget mere. Oplevelsen på festivalpladsen er præget af nærvær, fællesskab omkring musikken i form af spontane jamsessions, pop-up koncerter m.m. Det er med til at skabe den helt særlige stemning, der kendetegner Tønder Festival".

Ingen 100 % elektroniske bands

Når Tønder Festival i år slår dørene op for den 43. udgave af festivalen, er det med et line-up på ca. 300 musikere fra ind- og udland. Maria Theessink, kunstnerisk leder og pressechef uddyber:

"Jeg vil sige, at det er en opgave, der aldrig slutter. Jeg lytter til rigtigt meget musik – både hjemmefra og på rejser. Det er svært at give et 'kriterie' for, hvordan jeg udvælger kunstnerne – jeg vil helst have oplevet dem live, inden jeg booker dem – for at se, om det fungerer live. Derudover har vi vores 'handmade' motto – dvs. at du ikke ville kunne opleve et 100 % elektronisk band på festivalen. Jeg tænker også meget over, at vi skal tilgodese vores trofaste publikum, der for manges vedkommende har besøgt festivalen mere end 30 år i træk.

 

Jeg vil helst have oplevet dem live, inden jeg booker dem - Maria Theessink

 

Men det er også vigtigt at præsentere kunstnere, der inviterer et andet/nyt publikum ind. Og det er vigtigt for os, at den musik, vi præsenterer, ikke kan høres på alle de andre festivaler – vi ønsker at give publikum en autentisk og unik oplevelse. Det gode er, at vores publikum er meget nysgerrige på musik generelt – og da vi f.eks. havde besøg af Sturgill Simpson i 2015, Margo Price, Jason Isbell og Anderson East i 2016, var der rigtig mange af vores stampublikummer, der var meget glade for de oplevelser – selvom de nævnte kunstnere må siges ikke at være traditionelle i deres udtryk".

Spille på Tønder Festival?

Hvis du som kunstner ønsker at komme i betragtning for at spille på Tønder Festival, kan du ansøge om at spille på Tønder Festival 2018 via www.tf.dk fra 1. september 2017. Læs mere om Tønder Festivalen

Komos Festival – folk and food

Den 16. – 17. juni i år afholdes Komos Festivalen for første gang. Festivalen finder sted i Kongens Have i København.
Festivalen har taget navn fra ordet “Komos”, som stammer fra det antikke Grækenland og bl.a. betyder 'gilde', “løssluppen, offentlige optog” og 'sjov og ballade'. Komos er en festival for alle, på tværs af generationer og køn, hvilket også afspejles i de optrædende navne - fra den 80-årige amerikanske folk-legende Kris Kristofferson, der siden 1965 har beriget verden med sin out-law country, til det blot 21-årige danske folk-talent, Jacob Dinesen. Festivalens slogan er 'Folk and Food in the garden', og hermed afslører Komos også det musikalske genre-fokus: Folk-musikken. Komos præsenterer 18 folk-musikere fra både ind- og udland på to scener.

Mad spiller en stor rolle

Ud over musikken kommer maden også til at spille en stor rolle, fortæller festivalarrangør, Pernille Møller Pedersen:

"Som musikken er håndplukket til festivalen, er leverandørerne af maden det også. Der er fokus på lokale råvarer, økologi, bæredygtighed og kvalitet i øjenhøjde. For Komos er en festival, hvor vi skal se hinanden i øjnene og nyde og hylde fællesskabet. Ikke bare når musikken spiller og vi står med hinanden og lytter til koncerterne, men også når maden skal indtages. Derfor er alle spiseområder også fælles under Komos Festivalen".

Fokus på de mest toneangivende kunstnere

Planlægningen af Komos Festivalen er nærmest foregået på rekordtid. På kun et halvt år, er det lykkedes at stable festivalen på benene, og få line-up på plads:

"Idéen til festivalen opstod, fordi vi fik øje på et ’hul’ i festival markedet for folk-genren. Vi startede med at planlægge festivalen for kun ca. 6 måneder siden. Vi forsøger at holde os inden for folk-genren og har booket de mest toneangivende artister (både danske og udenlandske) inden for denne genre. Folk er blevet en super trendy genre, som har vundet indtog sammen med hipster kulturen, hvor den måske tidligere har været lidt 'støvet'", afslutter Pernille Møller Pedersen.

 

Vi har booket de mest toneangivende artister inden for folkgenren - Pernille Møller Pedersen

 

Spille på Komos Festival?

Ønsker man at komme i betragtning til at spille på Komos Festival 2018 hører festivalen meget gerne fra bands, artister, agenter, management på info@komos.dk. Læs mere om Komos Festivalen.

SPOR festival – ny kunstmusik og lydkunst

SPOR festivalen i Århus, som for nylig løb af stablen for 12. gang, finder hvert år sted i maj måned. Festivalen præsenterer internationale såvel som danske kunstnere, der arbejder inden for en mangfoldig palet af ny kunstmusik og lydkunst. SPOR samarbejder hvert år med en ny gæstekurator, eller et kurator-team, og gennem de sidste 12 år har festivalen haft gæstekuratorer som bl.a. Juliana Hodkinson (komponist UK/DK), Niels Rønsholdt (komponist, DK), Jennifer Walshe (komponist, IR/UK), ensemble Nadar (BE), Simon Steen Andersen (komponist, DK) og galleriet Singuhr Hörgalerie (DE). Sammen med gæstekuratoren udvikles det kunstneriske program, som altid er centreret omkring en aktuel tematik.

Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen – begge festivaldirektører og kunstneriske ledere, fortæller:

"Festivalens kombination af et koncert/performance-program, et læringsprogram og et udstillingsprogram, hvor store internationale navne, unge talenter og danske komponister mødes om en aktuelt tematik, er unikt i dansk, men også europæisk, sammenhæng.  Vi arbejder med et mangfoldigt kunstnerisk felt, hvor omdrejningspunktet er samtidskunst, der har lyd og musik som primær medie. Og idet vi sidestiller lydkunst og komponeret musik i programmet, bliver det også naturligt at medtage andre ‘nabo’ genrer som performance, moderne dans og konceptkunst. Vi ser festivalen som et prisme, der reflekterer mange forskellige udtryk og tendenser inden for samtidskunsten, og derfor er der ikke en hierarkisk relation i forhold til, om noget finder sted på et galleri, i en koncertsal, udendørs i byrummet eller et helt fjerde sted". 

Kombinationen af musik, performance og lydkunst både afspejler og understøtter den måde, som mange kunstnere arbejder på i dag - og publikum på festivalen møder et dynamisk program med fastlagte tider til fx aftenkoncerter og mere selvudforskede events som udstillinger og løbende performances.

"Overordnet opfatter vi musik som lige så reflekterende og debatskabende som alle andre typer af samtidskunst, og derfor handler festivalen ikke kun om den rene lyd og musik, og er ikke kun for de, som har en særlig viden om musik. Vi vil gerne vise, at musik har samme potentiale til at udforske og debattere som alle andre kunstformer, og det er måske det, der gør SPOR anderledes end mange andre musikfestivaler for ny musik", siger Anne Marqvardsen. 

Udvælgelsen af line-up – en lang proces

Arbejdet med at udvælge line-up til SPOR tager tid – ofte flere år. Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen fortæller om arbejdet:

"Vi begynder typisk arbejdet med en festival 1,5 til 2 år før den finder sted. Nye bestillingsværker og store internationale produktioner kræver typisk god tid både i forhold til vores og kunstnernes planlægning og kalendere. Udvælgelsen af kunstnere og produktioner sker som udgangspunkt i udveksling med årets gæstekurator - kuratoren foreslår kunstnere og værker, og hvis kuratoren kommer fra udlandet vil vi typisk komme med forslag til danske navne. Det er en super spændende proces, og netop arbejdet med en gæstekurator sikre at festivalen konstant fornyr sig og udvikler nye netværk. Samtidig er det vores overordnede ansvar at sikre at det som er SPOR’s kerneprofil bibeholdes, at festivalen udvikler sig i den rigtige retning, og at parametre som en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere, diversitet i alder og nationalitet er i fokus".
 

Udvælgelsen af kunstnere og produktioner sker som udgangspunkt i udveksling med årets gæstekurator -  Anne Marqvardsen

 

Spille på SPOR festivalen?

Som kunstner er man altid velkommen til at sende et forslag til SPOR, hvis man har et projekt, som man mener passer godt til festivalens profil.

"Ved siden af det kuraterede festivalprogram har vi også et årligt ‘Call for Proposals’, som udsendes hvert år i september. Call’et er en åben invitation til alle skabende kunstnere om at indsende et forslag til et nyt værk, og en international jury udvælger efter deadlinen fem forslag, som modtager støtte til at blive realiseret på den kommende festival. Call’et er en rigtig god platform, og selvom konkurrencen er hård (vi modtager typisk ml. 120 og 200 forslag), sætter vi stor pris på alle indkomne forslag og gemmer også navne, som måske ikke udvælges til årets festival, men som vi gerne ser et samarbejde med på et senere tidspunkt", afslutter Anne Marqvardsen

SPOR festivalen kan kontaktes på info@sporfestival.dk. Læs mere om SPOR festivalen.