”Det handler om at pirre børnenes nysgerrighed”

Mikkel Schnettler fra Koda Skolekontakt var for nylig på besøg i 5.a på Lundtofte Skole, hvor han lærte børnene at lave musik med murerbaljer og kosteskafter.

Fire elever er blevet hurtigt færdige med madpakken og har skyndt sig tilbage til det store fælleslokale på Lundtofte Skole i Kgs. Lyngby. De kaster sig straks over murerbaljerne og kosteskafterne, som i løbet af få sekunder fylder rummet med en overraskende taktfast rytme.

Kort efter dukker resten af 5.a op. De finder deres instrumenter på gulvet og kigger afventende på Mikkel Schnettler, der stiller sig i midten og gør klar til at fortsætte den daglange workshop, der er begyndt med bodypercussion og er gået over i stomp.

'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook

”Godt. Så er vi klar igen. Stil jer i en rundkreds. Nu skal I prøve at sætte et beat op og styre det”, siger den 36-årige musiker, der er en del af Koda Skolekontakts kunstnerkorps, som besøger skoler over hele landet for at sætte fokus på det arbejde, der ligger i at skabe musik.

Dybt koncentrerede børn

Mikkel Schnettler peger på en mørkhåret dreng og beder ham om at sætte to baljespillere i gang. Ansigterne er dybt koncentrerede, mens stikkerne hamrer ned i de overdimensionerede plastiktrommer, som gæsteunderviseren har haft med i sin stationcar.
Dirigenten bruger hænderne til at skrue op og ned for lydniveauet, og Mikkel Schnettler nikker tilfreds. Det samme gør klasselærer Anette Støvring og musiklærer Morten Hintze, der gennem hele dagen har holdt sig i baggrunden.

”Kan I se, hvad der sker, når I begynder at lytte til hinanden?”, siger Koda-repræsentanten og udpeger en ny dirigent, der bliver bedt om at gå videre i rundkredsen. Da alle har været igennem, er det tid til en kort pause. Mikkel Schnettler får rigget computer, mixer, trommepads og midicontroller til på et par skoleborde, og da børnene kommer tilbage og sætter sig foran den spontant byggede dj-pult, præsenterer han den elektroniske del af workshoppen.

Fra stomp til iPad

”Jeg er på en gang både glad og ærgerlig over, at jeg har købt alle de her ting. For de er slet ikke nødvendige for at kunne lave musik. I dag findes der nemlig alle mulige apps til iPad, som man kan bruge til at lave beats med og spille rigtige instrumenter ind over. Den, jeg bruger her, hedder Launchpad, og den kan også lave loops. Hvad mener jeg med loops?”.
En skov af hænder skyder op, og Mikkel Schnettler peger på en pige på bagerste stolerække.
”Det er et lille stykke musik, som bliver spillet igen og igen”, svarer hun og bliver mødt af et anerkendende nik.
”Det er nemlig rigtigt. Nu viser jeg jer lige, hvad man kan med det her, og så skal I lave et nummer. Vi starter lige så stille med at se, om I kan bygge et groove op”, siger Mikkel Schnettler og går i gang med en spontan fingerdans på iPad’en.

Lærerig dag

Bagefter får eleverne på skift lov til at eksperimentere med det teknologiske legetøj, og Emil Hejl Kjær Andersen er meget tilfreds, da han skal gøre status på dagen.
”Det har været rigtigt sjovt, og jeg synes, at jeg har lært en masse nye ting. Jeg har for eksempel lært, at man ikke behøver at have rigtige instrumenter for at kunne spille musik. Det bedste var, da vi lavede stomp, hvor jeg spillede på kosteskaft. Det var svært i starten, men så fik jeg styr på det, og så blev det meget sjovere. Og jeg tror faktisk, at jeg godt kunne tænke mig at begynde at gå til tromme”, siger den 11-årige skoleelev.

Tilfreds klasselærer

Han kan takke sin klasselærer for, at en helt almindelig efterårsfredag blev til en dag med masser af musikalsk leg. Det var nemlig Anette Støvring, der sendte ansøgningen til Koda Skolekontakt, og hun synes også, at det har været nogle spændende og anderledes timer.
”Det giver bare en masse inspiration, når der kommer nogen udefra. Mikkel var rigtig god til at fange og fastholde børnene, og jeg kunne se, at de var meget optagede af det. Han fik dem til at slippe tøjlerne, og det kan ellers være svært i den alder, hvor man helst ikke skal se for engageret ud og hele tiden tænker over, hvad de andre siger og gør. Men de gav sig selv lov til at lege, og jeg synes, det var vildt fedt at se børnene på en anden måde”, siger hun.

Musikalsk nysgerrighed og forståelse

Det er Mikkel Schnettlers første år som Koda Skolekontakt-musiker, og han har en god fornemmelse i kroppen efter workshoppen på den nordsjællandske skole.
”For mig handler det om at skabe bro til børnenes musikalske intuition ved at kombinere faglighed med skæg og ballade. Og jeg synes, det gik rigtig godt i dag og håber, at jeg har pirret børnenes nysgerrighed. Forhåbentlig har de også udviklet en forståelse for, hvad det vil sige at lave og spille musik. At det ikke kræver de store redskaber, men disciplin og koncentration at sætte noget op og holde fast i det. Jeg håber også, at den sidste del af workshoppen åbnede op for, at de selv begynder at lave musik på computer og iPad, som de fleste har derhjemme”, siger Mikkel Schnettler, inden han med hjælp fra eleverne får pakket sit gear sammen og båret det ned i bilen.

Koda Skolekontakt laver numre med 5000 skolelever i hele Danmark

’Koda Skolekontakt er et tilbud til alle landets skoler om at få en gratis workshop med en professionel komponist eller sangskriver. Eleverne komponerer et stykke musik, skriver en rap eller får en anderledes musikoplevelse. Og op mod 5000 elever deltager hvert år i en Koda Skolekontaktworkshop’, fortæller André Bak, projektkoordinator, Koda Skolekontakt

Information uden løftede pegefingre

’Med Koda Skolekontakt får eleverne fokus på den kreative proces og glæden ved at skabe. Det mener vi, er vigtigt for forståelsen af og respekten for det arbejde, der ligger bag al den musik, vi lytter til i hverdagen.

Koda Skolekontakt samarbejder også med DR’s MGP (børnemelodigrandprix), hvor vi arrangerer workshops for deltagerne og et coachingforløb for vinderen. På den måde møder vi fremtidens musikbrugere og –skabere i øjenhøjde og sætter fokus på en ansvarlig talentudvikling’, slutter André Bak.

 

Læs mere på om Koda Skolekontakt her