Deltag i musikkens årlige festdag

Sammen med hundredvis af professionelle musikere kan du fejre Spil Dansk Dagen den 31. oktober. Vi håber, at du vil være med i musikkens årlige festdag

For 13. gang er Koda initiativtager til Spil Dansk Dagen – musikkens årlige festdag. Vi håber, at du – ligesom mange af Kodas andre medlemmer – har lyst til at fejre dagen.

I hele landet bliver der arrangeret koncerter, workshops og foredrag. Det betyder, at der sidste år fandt mere 1.231 arrangementer sted.

Koda skaber den overordnede ramme, og vi håber, at du har lyst til at udfylde rammen ved selv at arrangere en koncert. Alle genrer er velkommen – det eneste krav er, at musikken er skrevet af en dansk sangskriver eller komponist. Der er plads til de innovative, de traditionelle, de skæve og de klassiske koncerter.

Plakat og markedsføring

Spil Dansk Sekretariat har lavet tre tiltag, som gør netop din koncert synlig, så der kommer publikum og hører musikken.

For det første kan du bestille og få tilsendt årets Spil Dansk Plakat. Den er i år lavet af multikunstneren Leif Sylvester. Vi sender den til dig ganske gratis. Hæng den op tæt på dit koncertsted eller der hvor dit publikum kommer.

For det andet kan du tilmelde din koncert i Spil Dansk Kalenderen. Det er her publikum og journalister holder sig orienteret om Spil Dansk Dagens koncerter. Spiller du en helt særlig og anderledes koncert, er der stor sandsynlighed for, at Spil Dansk Dagens journalister, fremhæver netop din koncert i medierne.

For det tredje kan du blive fan af vores Facebook-side, og her har du naturligvis mulighed for at fortælle om din koncert. Men du kan også følge os på Twitter.

Vi glæder os til at fejre dagen sammen med dig.