Tobias Stenkjær

Mit navn er Tobias Stenkjær. Jeg er sangskriver, tekstforfatter og artist. Jeg stiller op til Kodas bestyrelse, fordi jeg mener, at Kodas bestyrelse ikke blot skal repræsentere men også reflektere hele Kodas medlemskreds.

Min faglighed ligger først og fremmest i mit virke som sangskriver og artist. Jeg har bl.a. en DMA for Årets Countryalbum, samt adskillige guld- og platincertificerede placeringer i Japan, Spanien, Holland, Norge og Danmark. Min internationale erfaring gør, at jeg som kommerciel sangskriver repræsenterer en faglighed og en central del af Kodas forretning, som hidtil ikke har været tilstrækkeligt repræsenteret i bestyrelsen.

Jeg kommer med solid erfaring fra DPA’s bestyrelse, hvor jeg på første hånd har set de forandringer, Koda har gennemgået. Jeg har bl.a. har været medansvarlig for opdatering af legatpuljer, stået bag vores arbejdsbolig i L.A. og været med til at søsætte innovative samarbejdspuljer med Musikforlæggerne og MXD.

Jeg brænder for at bruge min erfaring og energi for alle Kodas medlemmer. Koda står i en ny virkelighed, hvor det ikke er nok at være stærke lokalt – vi skal også være stærke internationalt. Kun gennem stærke internationale samarbejder kan vi sikre Kodas kerneforretning for alle medlemmer: den lokale kollektive forvaltning i en ny global kontekst.