Mød Mette Caroline Holm

Mette Caroline Holm, Medlemskonsulent i Forlags- og Medlemsservice

For nylig afholdt vi et arrangement for nye medlemmer, og for medlemmer, der bare gerne ville blive klogere på Koda, NCB og Gramex. Her kunne de deltagende spørge ind til alt mellem himmel og jord inden for områderne værkregistrering, koncertrapportering og rettigheder. Og det at ’klæde nye såvel som gamle’ medlemmer på, til at kunne forstå Koda, ligger medlemskonsulent, Mette Caroline Holm, meget på sinde.

’Jeg er medlemskonsulent, og har været ansat i Koda siden 2011. Et af mine fokusområder er at håndtere alle nye medlemmer. Koda er en kompleks størrelse, og jeg har stor fokus på at kunne tage de ’nye medlemmer i hånden’ og sikre, at de bliver ført ind i Kodas verden på en så god måde som muligt. Ét af de tiltag, vi har overfor nye medlemmer, er netop overståede medlemsarrangement, som var meget velbesøgt af meget spørgelystne medlemmer. Det er helt bestemt noget, vi vil gentage fremadrettet – også uden for København,’ fortæller Mette Caroline Holm.

’Jeg startede i det, der dengang hed Musikrapportering, hvor mit job var at registrere musikken, der blev brugt på TV2s regionale stationer. Koda modtog dengang store ringbind med posten fra stationerne med rapporteringer over, hvilken musik de havde brugt i minutter og sekunder. Det tog naturligvis rigtig lang tid at taste al rapportering manuelt, hvor vi senere hen begyndte at modtage al data i elektronisk format. Jeg var i Musikrapportering i halvandet år, men savnede at have en mere udadvendt funktion, og søgte derfor internt et barselsvikariat i Medlemsafdelingen (Forlags- og Medlemsservice). Jeg fik jobbet og dermed den kontakt til medlemmer, som jeg gerne ville have. Som mit job ser ud nu, byder hver dag på nye spændende samtaler med meget varierende problemstillinger – det er alt lige fra børn (MGP-deltagere) og deres forældre, til meget etablerede kunstnere – og alt i alt er det rart at kunne hjælpe og ligge inde med svaret på det meste’, siger Mette Caroline Holm, og fortsætter: ’Det er også på mange måder sådan, at vi i ’Medlemsfronten’ helst skal kende svaret på alle spørgsmål og dermed have en rigtig god forståelse af Kodas forretning. Og så giver det bestemt også mening, at arbejde med det, vi gør, nemlig at sikre, at dem der skaber musikken, får betaling for det – og hvis jeg kan være en del af det hjul, er det jo fantastisk og nærmest grund nok til at gå på arbejde’.

Skønt at være med til at sikre vidensdelingen
’Et af mine ansvarsområder er at videreformidle information i forbindelse med vores udbetalinger. Det handler om at få fortalt vores medlemmer, hvilke områder vi udbetaler hvornår og hvad de kan forvente.  Der ligger også en opgave for mig i at sikre, at mine kolleger er klædt tilstrækkeligt på til at kunne give et fyldestgørende svar, når medlemmerne spørger, hvornår der kommer penge. Og for at jeg kan få den information, sikrer MUSA (Musikrapportering og Afregning), at jeg har den fornødne information, som jeg kan give videre. Så på mange måder, er vi alle en del af et stort hjul – og den ene afdeling kan ikke stå alene uden den anden’, slutter Mette Caroline Holm.

3 hurtige til Mette:
  • Hvad lavede du, før du kom til Koda?

Jeg er uddannet SPRØK’er (dvs. sprog og økonomi), og så har jeg sejlet på krydstogtskib i hele verdenen, hvor jeg bla fik øjnene op for cocktail-branchen. Den interesse ledte faktisk til, at jeg åbnede min egen bar, som jeg havde i fem år sammen med en medindehaver. Her lærte jeg også Koda at kende, da jeg fandt ud af, at man jo skulle betale for brugen af musikken. Så jeg har også været kunde hos Koda, og har i den grad mærket på egen krop, hvor stor værdi musikken kan tilføre. På et tidspunkt så jeg et stillingsopslag fra Koda, som jeg så søgte, og var heldig at få jobbet. Og med min store interesse for musikken, var det som om, jeg virkelig fandt min plads.

  • Hvad lytter du til af musik?

Jeg har fulgt Prince, siden jeg var 12 år gammel, så han fylder rigtigt meget i mit musikalske univers. Men efter at jeg er startet i Koda, har jeg fået en langt større indsigt i dansk musikliv, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg lytter meget til Turboweekend og Vinnie Who, og så er jeg rigtigt glad for, at Dizzy Mizz Lizzy er tilbage. Jeg deltager hvert år gerne på festivaler rundt omkring i landet som ex. Spot og Smukfest, hvilket har givet mig stor interesse for den meget omfangsrige danske musikscene . F.eks. så jeg Kentaur tidligere på året, og det er et spændende nyt dansk band, som lige har fået støtte til deres første udgivelse.

  • Hvad har din bedste koncertoplevelse været?

Det er selvfølgelig en Prince koncert, og der er jo mange at vælge imellem. Den allerstørste oplevelse har været Prince koncerten i Falconér-salen, One Nite Alone i 2002. Det var en næsten tre timer lang koncert med Maceo Parker og Candy Dulfer på sax og efterfølgende aftershow på VEGA, som varede over en time. En helt unik oplevelse, men dem har jeg faktisk været så heldig at have haft en del af i selskab med den herre, Prince.