Mød Kaare Struve

Afdelingschef for Broadcast og Online, Kaare Struve

I sidste måned udbetalte Koda for første gang for YouTube. Når aftalen med YouTube skal genforhandles, er det afdelingschef Kaare Struve, der sidder ved bordenden. Sammen med sit lille, men slagkraftige team af engagerede medarbejdere er han med til at sikre de bedst mulige aftaler for Kodas medlemmer.

’Jeg er ansvarlig for alle Kodas kunder på medieområdet, dvs. radio, tv, online og kabel-tv, fx DR, TV2, Spotify, Netflix og YouSee. I afdelingen varetager vi alle forhandlinger med Kodas kunder indenfor radio- og onlineområdet, udarbejder aftaler om brug af musik og håndterer generelle sager vedrørende brug af musik på internettet.

Der er mange forhandlinger og store komplekse aftaler, der skal indgås og dermed helt konkret en masse regnearbejde. Selvom afdelingen er befolket af medarbejdere med en juridisk baggrund, bliver der nemlig ikke talt meget jura, men derimod en masse om forretningsmodeller, priser og udviklingen indenfor medieområdet.  Jeg er afdelingsleder for et lille, men slagskraftigt team af engagerede medarbejdere, som også har været her i lang tid. Vi plejer at sige, at det tager to år, før man er rigtig inde i sagerne, for licensering af musikrettigheder er et komplekst område. Jeg har selv været hos Koda i 7 ½ år og startede som chefkonsulent. Da jeg startede, var der ikke en egentlig medieafdeling, men ret hurtigt gik jeg fra at være chefkonsulent uden medarbejdere til at være leder for en afdeling med dygtige medarbejdere, fortæller Kaare Struve.

’I øjeblikket sidder vi med genforhandling af YouTube-aftalen, DR-aftalen og en hel stribe af de store streaming- aftaler indenfor musik og film/serier. Forhandlinger kan godt strække sig over lang tid, så vi har rigeligt at se til, fortsætter Kaare Struve.

’Når man sidder med de mange forhandlinger er det rigtigt rart at vide, at kampen for at opnå det bedst mulige resultat i sidste ende betyder noget helt konkret økonomisk for dem, der skaber musikken. Og det er virkelig én af de rigtig gode ting ved at have mit job i  Koda’, nævner Kaare Struve og fremhæver også: ’mediebranchen som sådan, er i rivende udvikling og står aldrig stille. Der er altid udfordringer, hvilket gør det superspændende’.

4 hurtige til Kaare:
  • Hvilken slags musik lytter du til?

Essensen er nok, at jeg har en meget bred musiksmag. Jeg synes, at der er god og dårlig musik indenfor alle genrer. Jeg har dog nok forkærlighed for den simple rock uden for mange dikkedarer og har altid været glad for White Stripes og Dire Straits (især deres første album ”Dire Straits”). Det eneste, jeg ikke lytter til, er techno og rap/dance hall/hip-hop. Jeg må også lige nævne Agnes Obels to album, det er god lyd!

  • Hvad har din største musikalske oplevelse været?

Uha, den er svær. Jeg kommer til at tænke på Jack Johnson i Barcelona, Prince på Roskilde og Diana Krall i Falkoner Salen.

  • Hvad lavede du, før du kom til Koda?

Før jeg kom til Koda, arbejdede jeg syv år hos Patent og Varemærkestyrelsen, hvor jeg mest sad med internationale politiske forhandlinger og repræsenterede danske interesser i EU og FN. Ud over det, så var der alt det med at varetage den nationale proces i forbindelse med EU-arbejdet, hvilket var superspændende.

Før det arbejdede jeg på et advokatkontor i et par år, hvor jeg startede som advokatfuldmægtig lige efter min uddannelse.

  • Hvad laver du i din fritid?

Jeg har tidligere været en entusiastisk wind- og kitesurfer, men det er lidt svært at kombinere med job og familie. I en hel del år var jeg optaget af karate, og det blev til brunt bælte med nogle streger. Lige nu spiller jeg i stedet mere tennis. Jeg har altid været glad for bøger og får også presset et computerspil ind i ny og næ. Størstedelen af min fritid går dog med at tilbringe tid sammen med min otte måneder gamle datter Caroline.