Mød Ilang David Lumholt

Ilang David Lumholt er et nyt ansigt i Kodas Forlags- og Medlemsservice, som du kan møde i telefonen eller her i Lautrupsgade. Ilang, er selv komponist/sangskriver og dermed Koda-medlem, og det kan være en fordel at kende til Koda fra begge sider af keyboardet.
Mange forskellige typer medlemshenvendelser giver en varieret arbejdsdag

’En typisk arbejdsdag rummer mange varierende spørgsmål. Det kan f.eks. være om hvem der har rettighederne til specifikke værker i forbindelse med, at et medlem skal søge tilladelse til at lave en version af en anden komponist/tekstforfatters værk. Det kan være spørgsmål til specifikke udbetalingsområder, regler i forhold til ophavsret eller spørgsmål til konkrete afregninger, fortæller Ilang Lumholt.

Man går sjældent igennem en dag uden at få et eller andet spørgsmål, som man ikke har fået før på helt på samme måde. Der er en snert af Sherlock Holmes arbejde i det – nogle gange er jeg nødt til at researche lidt på tingene, før jeg kan give et ordentligt svar, og det kan jeg godt lide’, siger Ilang.

Mange muligheder med Mit Koda

’Medlemmerne har typisk også mange spørgsmål til ”Mit Koda”, f.eks. hvordan man anmelder værker og rapporterer koncerter, hvornår der er udbetaling osv. Da jeg begyndte at arbejde her, var jeg faktisk ret overrasket over, hvor meget information man kan få ud af Mit Koda. F.eks. hvor mange penge bestemte værker har indtjent i forhold til andre – hvilke lande pengene kommer fra osv. Som sangskriver kan jeg derfor bruge Mit Koda som en slags analyseværktøj, da jeg kan se hvilke typer værker, der har klaret sig godt, og hvilke lande/platforme der har brugt min musik - det kan godt overraske. Det har givet en indikation på hvilke indsatsområder, jeg skal fokusere på i fremtiden og forestiller mig også, at det i nogle tilfælde kan give et hint om i hvilke lande jeg f.eks. bør overveje en tour.  

6 hurtige til Ilang:
Du er selv komponist/sangskriver og medlem af Koda – giver det dig nogle fordele, når du taler med medlemmer?

Jeg har jo selv været medlem i over 20 år, så jeg har en rimelig god fornemmelse af, hvilke forhold man arbejder under som komponist - men jeg kan også godt se nu, at min viden om Koda faktisk har været forholdsvis begrænset. Jeg tror desværre, at nogle medlemmer, ligesom jeg selv, ikke lige får sat sig 100 % ind i tingene og derfor glemmer at anmelde værker/rapportere koncerter, og derved risikerer at gå glip af nogle penge, som man er berettet til. Det har derfor været både sjovt og lærerigt at komme hertil og jeg har i oplæringsprocessen fået svar på mange af mine egne spørgsmål – og dermed andre medlemmers spørgsmål. Området er mere komplekst, end jeg regnede med, og der er mange ting man som musikskaber skal sætte sig ind i. Jeg kan godt forstå, at det for nogen kan virke uoverskueligt - men så længe man har styr på grundfunktionaliteten på Mit Koda, som ”anmeld værk” og ”rapporter koncert”, synes jeg, man er ret godt med.
For nogle medlemmer skal man lige over teknologi forskrækkelsen ved at logge ind på et nyt system, men når først det sidder på rygraden, er det ret ligetil. Jeg kender mange af medlemmernes spørgsmål fra mit eget virke, så det er meget tilfredsstillende at kunne hjælpe andre i samme situation. 

Hvad arbejdede du med, før du startede hos Koda?

Før jeg startede hos Koda, havde jeg mit eget projekt med bandet ”The Benefits”. Vi havde en kort og stormfuld karriere, efter at vi havde fået pladekontrakt i USA. Efter bandet gik i opløsning, startede jeg på Copenhagen Business School på Information Management-uddannelsen, hvor man lærer en masse om samspillet mellem mennesker og it-systemer, design af brugergrænseflader, organisationsudvikling og innovationsstyring. Min overbygning har jeg taget på IT-Universitetet i København, hvor jeg læste e-business, som handler om online-forretningsstrategi/udvikling, kravsspecifikation af it-systemer etc. Efter at være blevet færdig i 2013 blev jeg kaldt tilbage til musikken og arbejdede nogle år som korsanger/sanger for navne som Medina, Rasmus Seebach, Kato, Burhan G og Safri Duo etc. Samtidig skrev jeg musik under en forlagsaftale og blev sendt rundt i verden for at opbygge et sangkatalog. Det gjorde jeg i 3 år og var bl.a. i Los Angeles i 3 måneder og kortere ophold i Sydkorea, England, Tyskland, Holland, Sverige, Rumænien etc. Og det gjorde jeg indtil jeg startede på Koda.

Du har en grønlandsk baggrund – har det påvirket dig rent musikalsk?

Ja, altså ikke sådan 1-til-1 i forhold til det musik, jeg selv laver - men jeg har da haft mange musikalske input fra vores tid i Grønland. Vi boede bl.a. i Qaanaaq i det nordligste Grønland, hvor min mor forskede i trommedanskulturen, og min far som var præst kørte rundt på hundeslæde og holdt gudstjenester i de små bygder i Thule regionen. Min mor var mig bekendt den første grønlandske kvinde der blev optaget på et dansk konservatorie i klassisk sang og min far blev senere visesanger og historiefortæller. Jeg har altid sunget meget med mine forældre og søskende derhjemme, hvor vi har sunget en masse gospel, danske salmer, grønlandske hymner, viser og alt muligt andet – altid flerstemmigt. Der er en stor tradition for flerstemmigt sang i Grønland og jeg har også senere sunget i kirkekor, hvor jeg fik 40 kr. per gudstjeneste, hvilket var en ret god deal i 4. klasse. Alt dette, specielt soul musikken, har fyldt derhjemme og har da klart formet mig som musiker. Musikken er kommet ind med modermælken – så der har jeg altså ikke været den store mønsterbryder.

Hvad lytter du til af musik?
Min smag er utrolig varieret og skifter meget. Af danske navne lige nu lytter jeg en del til Phlake, Blaue Blume, Black Dylan, Fallulah, Jakob Bellens, Alex Vargas - og af udenlandske navne har jeg senest lyttet en del til navne som Rihanna, Justin Bieber, Drake, Frank Ocean, The Weeknd, James Blake, Ellie Goulding, Coldplay, Radiohead. Derudover kører jeg for tiden et lille flashback til danske Thomas Knaks projekt ”Dub Tractor”. Det er stadig superfedt, hvis man er i det minimalistiske hjørne. 

Hvad arbejder du selv med rent musikalsk lige nu?

Samme dag jeg startede i Koda, kom jeg faktisk i rotation på P4 med min seneste single ”Testify” og i oktober udkommer min første EP i eget navn. Derudover skriver jeg meget til f.eks. hollandske/franske/belgiske DJ’s, hvor jeg ofte også synger sangene selv. Er pt. aktuelt med singlen ”Sanctify” med DJ’en Kenn Colt – jeg har åbenbart et eller andet med ”fy”-endelsen for tiden. Derudover har jeg leveret en del sange til asiatiske supergrupper i K-pop/J-pop genren.

Hvad har din bedste koncertoplevelse været?

Min seneste bedste koncertoplevelse var med Adele – hun er fuldstændig fantastisk på en scene. Hun bander og svovler som en havnearbejder og har super meget selvironi. Til den koncert var der lange sludre-seancer med publikummer som hun hev op på scenen – men det var super hyggeligt/afslappet og blev meget intimt på trods af, at det var i Forum. Andre fede oplevelser har f.eks. været Chemical Brothers på Roskilde Festival for nogle år siden, The Prodigy, Basement Jaxx, Imogen Heap, Cypress Hill, Jose Gonzales, Slayer, John Legend, AC/DC – der har været mange. Jeg har en meget bred smag og kan sætte pris på alt fra det sårbare og intime, til det poppede og direkte aggressive.