Pressemeddelelse 27. september 2010


Sikke'n fest - en hyldest til dansktoppen

Dansktoppen bragte rytmisk popmusik til Danmark for snart et halvt århundrede siden. Det fejrer DR og KODA med koncerten Sikke'n Fest, som er en schlagerfest med et imponerende line-up af de største dansktophits sunget af de originale kunstnere. Publikum kan opleve koncerten live i Koncerthuset onsdag d. 20/10 og lørdag d. 23/10 kan seerne opleve festlighederne på DR1.

Sikke'n Fest er en hyldest til den musik, som lagde kimen til nutidens popmusik. Selv en ung kunstner som Sys Bjerre trækker strenge tilbage til genren med sin seneste single "Kære Farmor, Du Som Er I Herlev". Og Lars H.U.G. bekendte sin kærlighed til fortidens popmusik, da han i 1989 udsendte albummet "Kopy" med fortolkninger af blandt andre "Så Længe Jeg Lever", "Dansevise" og "Skibet Skal Sejle I Nat". Onsdag d. 20. oktober vil DR og KODA ligeledes vise deres kærlighed til og respekt for de mange klassikere med et kæmpe stort gallashow fra DR's smukke Koncertsal.

Hella Joof og Jarl Friis Mikkelsen, to af Danmarks mest populære værter, vil med hinanden under armen tage os med på en nostalgisk tur "down memory lane" i skønt selskab med blandt andre:

- Dario Campeotto: Angelique

- Maria Stenz: Hvor Er Alle Drømmene Du Drømte

- Peter Belli: Bli' Væk Fra Vort Kvarter

- Bjørn Tidmand: Lille Sommerfugl

- Gitte Hænning: Ta' Med Ud Og Fisk

- Birthe Kjær: Den Gamle Tennessee Waltz

- Lars Stryg: Aldrig Mere Må Jeg Se Dig

- Johnny Reimar: Lille Fregnede Louis

- Susanne Lana: Hvis Tårer Var Guld

Alle akkompagneret af DR Underholdnings Orkestret dirigeret af Michael Bojesen. Flere navne vil blive tilføjet meget snart.

I KODA glæder man sig over at være med til at præsentere dansktop, fordi den er en del af rigtig mange danskeres liv gennem flere generationer.
Som organisation repræsenterer vi bredden i dansk musik - både det smalle og det populære, understreger markedsdirektør i KODA, Trine Nielsen. Som optakt til Spil Dansk Dagen er det derfor en stor fornøjelse at hylde dansktoppen, der som genre betyder rigtig meget for en stor del af den danske befolkning.

Det er virkelig dejligt, at vi har fået denne lejlighed til at få dansktoppen i Koncerthuset, siger Kulturdirektør i DR, Morten Hesseldahl, og fortsætter; dansktoppen er en del af vores fælles historie og danske kultur, om man vil. Det var dansktoppen, der gjorde det trendy at synge på dansk. Jeg glæder mig personligt meget til et genhør med Peter Belli og "Bli' Væk Fra Vort Kvarter" og i det hele taget til at være med til en rigtig god fest. Og så oven i købet i selskab med de største af de største fra dengang.

Fakta om Sikken'Fest
Sikken'Fest skabes i et samarbejde mellem DR og KODA og kan opleves live på DAB-kanalen P5 og på DR1 lørdag d. 23. oktober kl. 20:00. Ugen efter, den 28. oktober, er det Spil Dansk Dagen for 10. gang, hvor KODA sammen med DR og en lang række organisationer i resten af landet også spiller og hylder dansk musik.
Læs også om Sikken'Fest på: www.spildansk.dk

Køb din billet til koncerten på www.dr.dk/Koncerthuset eller på www.billetnet.dk

Pressekontakt
Dorte Høgsted, DR Presse, dorte@presscall.dk / 40 40 64 12
Trine Nielsen, markedsdirektør i KODA, trn@koda.dk / 51 21 50 00
eller Birgitte T. Henriksen, pressechef i KODA, 29 28 77 86 / bhe@koda.dk.