KODA har i går indgået aftale med onlinetjenesten WiMP, der udbydes af Telenor. Onlinetjenesten omtales i sit hjemland Norge som værende bedre end tilsvarende tjenester som fx Spotify. I KODA glæder vi os over at få en aftale i hus, der indeholder en rimelig betaling til kunstnerne.
"Midt i virakken mellem TDC, pladeselskaber og sangskrivere om betaling for musik på nettet er det lykkedes os at få en ny og spændende musiktjeneste til Danmark," siger KODA's vicedirektør, Martin Gormsen og fortsætter: "I KODA er vi meget glade for, at det er lykkedes at få en aftale på plads med WiMP, som er en innovativ og særdeles brugervenlig tjeneste. Aftalen skaber ordnede forhold og en rimelig betaling til danske sangskrivere og komponister."
Ifølge anmeldere i WiMPs hjemland, Norge, er tjenesten bedre end andre tilsvarende tjenester som fx Spotify. Wimb lanceres efter planen den 15. april og tilbyder ubegrænset streaming i høj kvalitet. Udbyderen er Telenor, som længe har ønsket at kunne tilbyde sine kunder en musiktjeneste af høj kvalitet.
For enkeltkunder hos Telenor koster det 99 kroner om måneden at bruge WiMP. Enkeltkunder er personer, som for eksempel har et mobilabonnement. For kunder der både har internet- og telefonforbindelse hos Telenor, koster tjenesten 49 kroner om måneden. Disse kunder får tjenesten gratis i seks måneder.
Fakta om WiMP
- Mellem fem og seks millioner sange
- Mulighed for streaming fra både mobil og computere
- Overførselshastighed på 256 kbps
- Fungerer på Windows, Mac, Linux og Android-mobiler
- Applikationer til iPhone og iPod Touch er på vej
- Redaktionelle anbefalinger
- Mulighed for playlister
- Emneord




