98 af Danmarks bedste kunstnere optræder i Danmarks 98 nye kommuner på Spil Dansk Dagen. ”Spil Danmark Sammen” hedder projektet, der vil bringe musikken rundt i hele landet. Musikere, sangskrivere og komponister går sammen om at sikre de musikalske græsrødder og det lokale musikmiljø, når kommunerne skal lægges sammen ved årsskiftet.
Når kommunerne ved årsskiftet lægges sammen, er der fare for, at det lokale musikmiljø forringes. Derfor har 98 danske musikere besluttet sig for at besøge de 98 nye kommuner for at give en minikoncert og få de lokale politikere i tale. Det skal sikre, at det lokale kulturliv og i særdeleshed det lokale musikliv prioriteres, når de nye storkommuners budgetter skal lægges.
Den store begivenhed finder sted på årets Spil Dansk Dag den 26. oktober. Projektet realiseres af KODA, der på baggrund af en bevilling fra Kulturministeriets Provinspulje kan iværksætte dette enorme, landsdækkende musikarrangement.
"Det er fantastisk at kunne sende 98 repræsentanter for dansk musik ud i alle afkroge af Danmark på en bestemt dag. Vi viser på den måde, at den danske musikbranche sammen er parate til at tage ansvar for musikkens fødekæde, og at vi faktisk bekymrer os for de lokale musikskoler og spillesteder", siger kommunikationschef i KODA, Stine Nissen.
Tilbudet er blevet godt modtaget ude i de nye kommuner, hvor man arbejder på højtryk for at stable musikalske arrangementer på benene, der kan binde de gamle kommuner sammen. Tobias Trier skal bogstavelig talt sætte den nye Rudersdal Kommune på skinner, når han skal spille i S-toget mellem Birkerød og Holte. Musikskolerne i Odder og på Samsø bliver forenet på Samsøfærgen med hjælp fra Sara Grabow, og rundt omkring i landet på skoler, i kulturhuse og teatersale mødes borgere i alle aldre med lokalpolitikere for at fejre kommunesammenlægningen på bedste musikalske vis sammen med en af de udsendte kunstnere.
For de optrædende er det en enestående lejlighed til i samlet flok at gøre opmærksom på vigtigheden af et dynamisk og velfungerende musikliv i de nye kommuner. Forhåbentlig lægges kimen til mange fremtidige koncerter og et rigt, lokalt musikliv. For institutioner, organisationer og lokalpolitikerne i de nye kommuner er det en kærkommen lejlighed til at få sat et konkret ansigt på en meget abstrakt størrelse som strukturreformen. Og samtidig er det en lejlighed til at få hilst på kollegerne og de nye samarbejdspartnere på den anden side af kommunegrænserne.
I forbindelse med projektet arrangeres der en høring i Odense den 23. oktober, hvor der sættes fokus på musikken på alle niveauer i de nye kommuner.
Se meget mere på
www.spildansk.dk. Under "Spil Danmark Sammen" / Nyheder kan listen over de deltagende kunstnere ses.
Yderligere information
Kommunikationschef Stine Nissen, mobil 28 26 35 36.
Pressebilleder
Spil Danmark Sammens musikkorps repræsenterer alle tænkelige genrer og generationer. På billedet ovenfor ses et udsnit af de mange kunstnere, der tager ud på dagen: Susi Hyldgård, Torben Steno, Johan Olsen, Marie Keis Uhre, Julie Maria, Vigga Bro og Erik Moseholm. Her ses Vigga Bro og Johan Olsen.
Ved henvendelse kan formidles kontakt til kunstnerne.
Projektet realiseres af KODA i samarbejde med støttegruppen for Spil Dansk Dagen. Der er ydet tilskud fra Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne, Provinspuljen.
- Emneord




