"I dag slipper I for jeres forældre!"
Så kontant lød budskabet til cirka 40 musikelskende børn, der torsdag 13. oktober deltog i en livlig workshop på Rødovre-spillestedet Viften.
Så forældrene blev sendt hjem efter velkomsten - eller de måtte vente over flere kopper kaffe og dagens aviser i Viftens café.
Imens steg stemningen gradvis til det løsslupne blandt de mange børn, som ankom med en drøm om at vinde det KODA-støttede børnenes MGP.
Mange var lige ved at lette af bare sommerfugle i maven, da de sad samlet på gulvet foran scenen.
"Jeg kunne næsten ikke spise noget i morges, fordi jeg var så nervøs," lød det senere, da en af pigerne fik det berømte test-mikrofonen-spørgsmål: "Hvad fik du til morgenmad?"
En højgravid Marie Frank hygger sig med stjerne-aspiranterne - flankeret af Bryan Rice, Pilfinger og Dicte. | Hvad er en coach? Dicte talte om sin søn, som driller hende med, at hun er så lille, at hun ligner et barn - og han beskylder sin mor for at sige "cool" alt for ofte. "Ved I, hvad det betyder, når man "coacher"?" Spørgsmålet blev mødt med en ligelig fordeling mellem "ja" og "nej". |
"Det betyder, at vi skal hjælpe jer med at gøre jeres sange bedre," forklarede Dicte og spurgte de purunge stjerneaspiranter, hvilke musiknavne de er vilde med. Nogle bud lød på Rihanna og Lady Gaga.
"Lady Gaga er rigtig god, fordi hun er så speciel. I musik handler det ikke om at ligne alle de andre. Det gælder om at være sig selv og fortælle historier med sine sange," sagde Dicte.
Lækre Mathias
Da toppen således var barberet af nerverne, tog børnene fat på at synge de sange, de selv havde skrevet. Flere havde backing-musik med på usb-stick, og så blev der ellers sunget og danset.
The Glitter Girls gav en sang med titlen "Mathias". Og ja, selvfølgelig handlede den om en kæreste til en af pigerne.
"Skønt med et pigeband. Jeg glæder mig til at arbejde med jer. Vi skal prøve at få noget mere dynamik i jeres sang," rådede Dicte, og det var da også tydeligt, at glitter-pigerne holdt lidt igen med nervøse sideblik til det rullende DR-kamera.
Det lod solisten Sille sig ikke mærke af, da hun senere optrådte på workshoppen. Hun var iført lange støvler, og med svingede fletning gav hun sin pågående hårdrock-ballade, "Kærlighedstårer", der både bød på et "skråt op" og et løfte om, at hun har et "temperament som en elefant". Her var der helt sikkert et showbiz-naturtalent på spil, og Dicte kvitterede med ros: "Du har en superfed stemme. Den sang kunne Sanne Salomonsen godt synge. Kender I hende?"
Her var der igen fifty-fifty-fordeling mellem ja og nej.
Sille fik også det gode råd, at hun skal lære mikrofonteknik, så folk på første række ikke risikerer at få tinnitus, når hun sætter i med det bragende refræn.
Mindre X Factor Medlemskonsulent Pernille Harder fra KODA hyggede dog lidt om de tålmodige forældre og forklarede om KODA's baggrund for helhjertet at støtte op om børnenes MGP. "KODA står for "komponistrettigheder i Danmark". KODA sørger for, at dem, der har skabt musikken, får betaling, når deres musik spilles offentligt. Derfor vil vi gerne bakke op om noget, der har fokus på både at spille, synge og komponere - og som ikke er så meget X Factor. Det betyder også, at hvis en af de sange, jeres børn har lavet, ender med at blive spillet i tv og radio, så vil børnene via KODA modtage betaling for, at musikken bliver fremført," forklarede Pernille Harder. |
|
Workshoppen i Viften var en ud af i alt seks lignende arrangementer, der har været afholdt landet over med cirka 250 medvirkende børn. Alle blev arrangeret i et samarbejde mellem kommuner, musikskoler, DR og KODA.
Børnene er undervejs blevet coachet af førnævnte Dicte og Martin Fabricius samt bl.a. de professionelle musiknavne Bryan Rice, Pilfinger og Marie Frank.
Blandt de mange talenter udvælges 20-25 deltagere til en afgørende audition hos DR den 2. og 3. november.
Her udpeges de ti finaledeltagere, som skal give den fuld pedal ved DR's festlige MGP-show i Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag den 28. januar 2012.
![]() |
|
- Emneord


Børnene fik en rigtig stjernestund i selskab med en række afslppede hitmagere. Her Marie Frank.