KODA uddeler igen i år sin Grønlandspris. Prisoverrækkelsen i Kulturhuset i Nuuk Katuaq fredag den 10. november bliver foretaget af Per Berthelsen, KODA’s repræsentant i Grønland.
I forbindelse med arrangementet afholdes også medlemsmøde for KODA's medlemmer i Grønland.
Der bliver uddelt tre priser på 20.000,- kr. Årets pris, Talentprisen og Æresprisen. Priserne går i år til Pilu Lynge, Isak Møller, Hans Jokum Noahsen og Karl Sivertsen.
KODA's årlige pris uddeles til Pilu Lynge, der med sine flotte tekster ikke blot har genfundet grønlandsk kulturarv, men også har bidraget til at bane vejen for stortalentet Kimmernaq Kjeldsen. Pilu Lynge, der er kendt for sin flotte stemme, har denne gang skrevet tekster og musik til Kimmernaqs debutalbum, Tunissut. Pilu Lynge er et stort talent, der tidligere har fået hjemmestyrets kulturpris.
KODA's Talentpris går i år Isak Møller og Hans Jokum Noahsen, som står bag et af årtiets bedste udgivelser, Zedna. Zedna er en af de mest solgte CD'er i Grønland gennem de sidste 4 år. Hans Jokum Noahsen har skrevet en del sange til andre f.eks. til Zedna-udgivelsen.
Karl Siverstsen modtager i år KODA's Ærespris. Han har lavet en perlerække af værker, mens han var medlem af legendariske SUME og senere som solist. Karl Sivertsen har været aktiv i grønlandsk musik i en årrække, og han har bidraget med nogle af de bedste grønlandske melodier til inspiration og glæde for spirende musikere og de mange lyttere på kysten.
For yderligere oplysninger kan henvendelse ske til KODA's konsulent i Grønland, Per Berthelsen, på telefon 00 299 32 64 24 eller direktør Niels Bak på telefon 33 30 63 01.
- Emneord


