Over fire tæt pakkede dage præsenterer Nordic Music Days en række af nordens mest spændende komponister. Festivalen lægger i år særlig vægt på at skabe et tættere bånd mellem musik og publikum. Så fra den 8. til 11. september er der sagt farvel til alle overleverede traditioner om, hvordan en klassisk koncert skal opleves. Festivalen er finansieret af penge fra bl.a. KODA´s nationale midler.
For Nordic Music Days er målet klart: festivalen skal nå et nyt publikum og vise, at nye nordiske komponister har meget at tilbyde publikum. Derfor er der vendt op og ned på alle traditioner. Man skal ikke i koncertsalen, men på Borups Højskole, Christiania eller Københavns Musikteater for at opleve musikken. Man behøver ikke at vide noget om musikken på forhånd, da der er værter, der guider publikum igennem aftenernes program.
Nordisk festival i år i København
Festivalen for ny kompositionsmusik, Nordic Music Days, afholdes hvert år i et af de nordiske lande. I år er det Danmarks tur til at være vært for festivalen. På programmet er blandt andre komponisterne Kaija Saariaho, Malin Bång, Rolf Wallin, Sunleif Rasmussen og Bent Sørensen. Man kan også møde spændende unge komponister som Dygong eller Simon Steen-Andersen. Sidstnævnte vandt for nylig i Lissabon Det Internationale Grand Prix for Komponister med værket Ouvertures. Hans værk Next to beside besides spilles på Nordic Music Days 2010 af det svenske ensemble Pärlor för Svin, der i øvrigt under Nordiske Musikdage 2010 modtager Nordisk Komponistråds pris 2010.
DRs Koncertsal fyldes med børn og klassisk musik
Et særligt fokusområde for dette års Nordic Music Days er kompositionsmusikkens møde med børn og unge. 3.-5. klasser fra hele Danmark har igennem det sidste år arbejdet med fem udvalgte værker. Den 10. september opføres de ved en storslået skolekoncert i DRs Koncertsal, hvor flere end 3.000 børn får mulighed for at opleve den musik, de har arbejdet med i undervisningen. Herudover præsenterer festivalprogrammet en række opsigtsvækkende workshops og koncertprojekter for og ikke mindst med børn og unge fra hele norden.
Om Nordic Music Days
Festivalen Nordic Music Days blev første gang afholdt i 1888 og er en af verdens ældste og mest respekterede festivaler for ny kompositionsmusik. Nordic Music Days udmærker sig ved, at det er komponisterne selv, der arrangerer festivalen, og at den hvert år turnerer i de fem nordiske lande. Nordic Music Days 2010 arrangeres af Dansk Komponist Forening for Nordisk Komponistråd.
Det samlede program for Nordic Music Days 2010 kan ses på www.nordicmusicdays2010.org.
- Emneord



