KODA har med virkning fra den 1. november 2010 ansat ny direktør. Anders Lassen, der er direktør i Infomedia A/S, afløser Niels Bak, der efter 25 år som direktør i KODA, har besluttet sig for at stoppe.
Anders Lassen er 51 år og uddannet journalist. Han har en lang og alsidig karriere bag sig i mediebranchen - hovedsagelig inden for tv og digitale medier. Desuden har han 11 års ledererfaring som administrerende direktør og har de seneste fem år været direktør for Infomedia A/S, der tilbyder medieovervågning og nyhedsdatabaser. Her har Anders Lassen blandt andet medvirket til at sikre dagbladene markant øgede indtægter i form af licenser til at videreudnytte deres artikler.
"Det er en stor, men også meget spændende opgave, og jeg glæder mig meget til at være med til at løfte den," siger Anders Lassen. "Musik er essentielt i alle menneskers liv - også i mit eget. Så at få lov til at arbejde med at udbrede musikken på alle niveauer gør dette job til noget helt særligt for mig. KODA spiller jo en helt central rolle i det danske kulturliv, og jeg ser frem til at være med til at udvikle den position yderligere i den kommende tid."
"Vi har været igennem en lang, intensiv proces for at finde den ny direktør, som vi tror vil kunne bære KODA og forvaltningen af komponisters rettigheder sikkert ind i den ny tid," siger formand for KODA's råd Pia Raug og uddyber. "Vi har glædet os over det yderst kvalificerede kandidatfelt, som har haft lyst til at brænde for vores virksomhed. Anders Lassen repræsenterer alle de fremadrettede, faglige og personlige kvaliteter, vi på nogen måde har kunnet ønske os for KODA. Vi er taknemmelige for, at han har mod på opgaven, og vi glæder os til sammen med ham at tage livtag med de mange udfordringer, vi står overfor."
En spændende og udfordrende tid
KODA's nuværende direktør, Niels Bak, meddelte tidligere på året, at han ønskede at træde tilbage. I løbet af de 25 år, hvor han har stået i spidsen for KODA, har organisationen udviklet sig til en moderne medlems- og kundefokuseret virksomhed, der i dag regnes for en af de mest effektive og anerkendte rettighedsselskaber i verden.
"Det har været fantastisk at være med til at udvikle organisationen og at stå i spidsen for KODA i alle årene. Ikke mindst har de senere år, hvor verden for alvor er gået online, været en både spændende og udfordrende tid," udtaler Niels Bak.
Tiden under Niels Bak har været kendetegnet ved en eksplosiv udvikling i de elektroniske medier, hvor en af de helt store opgaver har været at føre KODA ind i den digitale tidsalder med effektive licenseringssystemer til musikbrugerne og medlemmerne.
"Og de digitale udfordringer bliver helt sikkert ikke mindre de kommende år. Derfor ønsker jeg også Anders Lassen al held og lykke med at drive og udvikle KODA videre fremover. Jeg føler mig overbevidst om, at KODA står godt rustet til disse udfordringer med valget af Anders som ny direktør," fortsætter Niels Bak.
- Emneord



