Du er herForside>Nyheder
Del

Hør om Kashmirs samarbejde med bryggeriet Unibrew og nye musiktjenester på nettet, når Musikzonen sætter spot på alternative forretningsområder for musikbranchen ved en konference på Børsen den 2. september.

26. august 2010

Det er hårde tider for musikbranchen. Men der er ingen grund til at knappe gravøllet op endnu. Der er nemlig masser af penge i dansk musik, hvis man tænker i nye forretningsmodeller, der kobler musikken med andre produkter og erhverv.

Sådan lyder oplægget til Musikzonens konference "Musik som middel til vækst", der foregår den 2. september på Børsen. Her vil deltagerne blandt andet kunne høre om, hvordan bryggeriet Unibrew med stor succes bruger rockbandet Kashmir i deres markedsføring.

Nye interaktive musiktjenester på nettet er også på programmet, der desuden byder på en dugfrisk analyse af danskernes musikvaner, som mediebureauet MEC Access står bag. Den omfattende undersøgelse viser blandt andet, at danskerne har det fint med, at virksomheder bruger kendte musikere i deres branding.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen er blandt talerne ved konferencen, der varer fra 9.00 til 16.00 og er gratis at deltage i.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig på her.

Om Musikzonen

Musikzonen er støttet af midler fra Erhvervs- og Byggestyrelsen og fra et konsortium bestående af KODA, IFPI, DMF, Danske Erhverv, DI ITEK, TDC, CBS, ROSA/SPOT og Rytmisk Musikkonservatorium. Herudover er mere end 50 parter fra musik- og erhvervslivet repræsenteret i foreningen, der har som formål at skabe netværk blandt alle branchens aktører og at bidrage aktivt og målrettet til Danmarks placering blandt Europas førende lande inden for skabelse, produktion og anvendelse af musik med særligt henblik på udvikling af viden, talent, eksport, ny teknologi og innovation. Læs mere på www.musikzone.dk.

Emneord
Se nyeste og tidligere udgaver af KODA's medlemsblad