Du er herForside>Nyheder
Del

"Tænketanken for rytmisk musik" afholdt konference den 23. oktober i samarbejde med KODA og Danske Erhverv. Fokus var de udfordringer, den rytmiske musik står over for - og så var der håndfaste beviser for musikkens økonomiske værdi

27. oktober 2009

Tre af tænketankens medlemmer, fra venstre: Uffe Savery, Kristian Riis og Christiane Vejlø.

"Rytmisk musik er mere end flyvefærdig og klar til at få den bevågenhed, som den fortjener. For rytmisk musik er og har længe været en kulturbærende faktor ikke blot for ungdommen, men for alle aldre fra små børn til den ældre befolkning. Kort sagt for os alle." Sådan lød de indledende ord fra tænketankens formand, Henrik Marstal.

Tænketankens fem indsatsområder

Panelet med tænketankens otte medlemmer fremlagde fem indsatsområder, som er direkte henvendt til politikerne:

  1. Nye muligheder i forbindelse med digitalisering og it
    Herunder opkvalificering af vidensniveauet så musikbranchen kan håndtere de digitale udfordringer, forankring af de digitale erfaringer og opnormering af puljen for digital formidling.
  2. Vækst i musikeksporten
    Herunder oprettelse af et væksthus for musik med fokus på komponist/sangskriver/producers internationale potentiale samt en opgradering af Music Export Denmark (MXD).
  3. Udvikling af de offentlige støtte- og lånemuligheder
    Herunder øget finansieringsbehov til musikeksport, produktudvikling i form af en konvergenspulje samt etablering af en målrettet rådgivningsindsats for musik som forretning.
  4. Styrkelse af livescenen
    Herunder statslig matching af de lokale initiativer som led i en revitalisering af spillestedsloven, etablering af lokale musikcommunities og definering og etablering af en nationalscene for rytmisk musik.
  5. Styrkelse af vækstlaget
    Herunder etablering af en bæredygtig uddannelsespolitik for vækstlaget, en sparrings- og rådgivningsenhed for vækstlaget samt en seriøs debat om kønsfordelingen inden for det rytmiske musikmiljø.

 

Investering i musik er bedre end bacon og it

At rytmisk musik er et fornuftigt investeringsobjekt blev illustreret med solid bevisførelse fra Associate Professor på CBS, Mark Lorenzen, hvis oplæg til konferencen i den grad fik politikere med flere til at spidse øren.

Læs mere om konferencen i kommende udgave af KODA / DK. Bladet udkommer i starten af december og kan læses her fra den 10. december.

 

Om tænketanken

Konferencen fandt sted i samarbejde med den musiktænketank, der med musiker og ph.d. Henrik Marstal som formand i maj blev lanceret af Mogens Jensen (S), men i øvrigt er uden politiske tilhørsforhold. Tænketankens hovedmål har været at finde nye veje ud af dilemmaet mellem kunst/kultur og god forretning. Alle deltagere i Tænketanken har arbejdet ulønnet, og tænketanken er nu formelt opløst.

I maj præsenterede Tænketanken et idékatalog med 19 forslag indenfor de fem indsatsområder, som tænketanken havde udpeget som særligt vigtige. De fem indsatsområder er: den digitale udfordring, musikeksporten, støtte- og låneordninger, live-scenen samt vækstlaget. I løbet af efteråret har Tænketanken afholdt delmøder med mere end 100 inviterede eksperter fra DR, Danske Erhverv, forskningsmiljøet, Eksportrådet, IFPI, svensk musikindustri og store danske virksomheder, der alle har givet input til, hvordan musikbranchen kan tænke nyt i forhold til finansiering og vækst. KODA har støttet møderne og konferencen finansielt og logistisk.

Som en optakt til Spil Dansk Dagen var KODA medarrangør af konferencen den 23. oktober.

Tænketankens medlemmer
Henrik Marstal
, tænketankens formand, musiker og forfatter, ph.d.
Henriette Moos, tidl. produktchef TDC PLAY og videnchef Diginet Øresund, musikentreprenør og sanger
Jakob Brixvold, sekretariatschef for Spillesteder dk og Festivaldanmark
Rasmus Ardahl, ansv.redaktør på Bandbase og formand for musikdebatforeningen Musikparlamentet
Christiane Vejlø, forretningsudvikler på digitale platforme But-Why.dk. tidl. innovations og underholdningschef hos teleselskabet 3
Martin Buck Hegaard, kommunikationschef Bandbase
Kristian Riis, musiker i Nephew, Volcano Management
Uffe Savery, musiker i Safri Duo, kunstnerisk leder Pumpehuset

Emneord

Fuzzy

PORTRÆT

Electronicaens legesyge pioner

Læs og lyt

KODA støtter opstarten af sangskriverklubber