KODA og Gramex indgår en aftale med regeringen i den nye medieaftale. Aftalen imødekommer de kommercielle radiostationers ønsker på flere områder.
I den nye medieaftale er inkorporeret en aftale mellem på den ene side regeringen og på den anden side KODA og Gramex. Aftalen, der er udarbejdet i samarbejde med Kulturministeren, imødekommer de kommercielle radiostationers ønsker på flere områder:
- KODA og Gramex tilbyder kommercielle landsdækkende FM-radioer en fireårig reduktion af minimumsvederlaget på yderligere 20 procent. Dette modsvares af, at der i samme periode fastsættes et højere omsætningsbestemt vederlag end i de tidligere aftaler.
- KODA og Gramex har givet de kommende kommercielle DAB-radioer tilsagn om en tidsbegrænset opstartsordning for betalingen til musikskaberne, hvor der tages hensyn til det begrænsede antal DAB-modtageapparater, og at DAB-radio kræver en høj grad af lyttertilvænning.
- KODA og Gramex vil sikre, at der tages hensyn til eventuel dobbeltdækning med FM-radio og DAB-radio, så FM-radioer kan sende på DAB i samme område som FM-udsendelserne uden yderligere betaling for musikken.
- KODA og Gramex vil indgå i en dialog med lokalradioerne om at finde løsninger, så de får bedre mulighed for at udvikle sig på DAB og internettet.
Baggrunden for aftalen er især, at de kommercielle landsdækkende radioer i Danmark har det særdeles vanskeligt for tiden. Det skyldes den turbulens, der er fulgt efter Radio 100 FM's konkurs i efteråret 2009, og at markedet for landsdækkende radioreklame er faldet drastisk. Aftalen er således et udtryk for, at musikskaberne i høj grad ønsker at bidrage til et mangfoldigt og sundt radiomarked over hele landet.
KODA indgik i marts 2009 en ny aftale med Radio 100 FM, der forudsætter, at Radio 100 FM genvinder sendetilladelsen til FM 6 og dermed igen bliver delvist landsdækkende. Denne aftale følger principperne i den medieaftale, der nu foreligger.
"Vi er tilfredse med den aftale, som vi har indgået med partierne bag det nye medieforlig" siger KODA's direktør Niels Bak og tilføjer: "Vi håber, at vi med yderligere tidsbegrænset reduktion i prisen kan medvirke til at give landsdækkende kommerciel radio mere arbejdsro og bedre mulighed for at stabilisere deres forretning."
KODA's medlemmer oplevede i 2009 en markant nedgang i indtægterne fra kommerciel radio, og medieaftalen vil alt andet lige betyde en yderligere reduktion. Til gengæld øges muligheden for fremtidige indtægter, fordi de landsdækkende radiostationers overlevelsesmuligheder forbedres.
Det er ikke første gang, at KODA og Gramex har reduceret prisen på musik overfor de kommercielle radioer. Dels har KODA tidligere reduceret betalingsniveauet med 29 procent, og dels har en kendelse fra Ophavsretslicensnævnet resulteret i en yderligere nedsættelse af betalingerne.
Læs mere
Aftalen kan læses her (pdf)
- Emneord



