Med DR i spidsen har en - næsten - samlet dansk radio/tv-lobby sat sig for at få lavet ophavsretsloven om. Formålet er at få ændret de principper, der anvendes for at udregne, hvor meget radio- og tv-stationerne skal betale for at spille musik.
I dag fastsættes prisen gennem frie forhandlinger mellem KODA, Gramex og den pågældende radio- eller tv-station. Systemet har siden 1935 sikret radio- og tv-stationer fri adgang til al musik, der nogensinde er indspillet. I de få tilfælde, hvor man ikke når til enighed, afgør det uvildige Ophavsretslicensnævn sagen. KODA- og Gramex-betalingerne medvirker til at sikre, at både kunstnere og producenter kan bruge tid og kræfter på at skabe ny musik. Radio- og tv-stationerne er på den måde med til at investere i, at der også i fremtiden er noget, de kan spille.
Radio/tv-lobbyen har netop udsendt en pjece, hvor man kræver "fra potentielt til faktisk musikforbrug". Man forsøger at få det til at fremstå som et "paradigmeskifte", der står i modsætning til det udgangspunkt, som i dag benyttes for forhandlingerne: At betalingen afspejler det lytter/seergrundlag, en radio- eller tv-station har, og hvad de pågældende lyttere og seere hører og ser. I stedet ønsker man, at der først og fremmest skal betales i forhold til, hvor mange der lytter/ser på en given station.
Det er en forhandlingstaktisk manøvre, når radio/ tv-lobbyen forsøger at pakke deres ønsker til betalingsprincipper ind i behovet for "et paradigmeskift". Det er der ikke tale om. De principper, lobbyisterne argumenterer for, er allerede gennemført og fungerer inden for den eksisterende lovgivnings rammer. Gramex og DR's aftale fra 2005 tager fx højde for faktiske lyttere og den helt nye aftale mellem KODA og DR fra 27. marts 2006 inkluderer også faktisk lytning.
Det, radio- og tv-stationerne ønsker, er at slippe billigere. Det er naturligvis helt legitimt. Men det er næppe noget, de behøver at ulejlige lovgiverne med. Og i det mindste har offentligheden krav på at høre begge sider af historien og få de værste fejl, fordrejelser og fortielser ryddet af vejen. I deres pjece anfører lobbyisterne det, de kalder, fire "grunde" til en lovændring:
1. Øget medieudbud: Det er rigtigt, at der er kommet mange flere radio- og tv-stationer i de sidste 25 år. Og det har ført til, at der totalt er blevet betalt flere penge til KODA og Gramex, men vederlaget til rettighedshaverne er slet ikke steget i takt med musikudbudet. Radio- og tv-stationerne er - for en stor dels vedkommende - private, kommercielle virksomheder, der er sat i verden for at tjene penge. Praktisk taget alle danske radio- og tv-stationer baserer i stadigt stigende omfang deres programvirksomhed på afspilning af musik. Og ligesom radio- og tv-stationerne har en lang række andre omkostninger til fx husleje, lønninger og markedsføring (omkostninger der i øvrigt typisk langt overstiger omkostningerne til KODA og Gramex), skal de naturligvis også betale for deres vigtigste råstof: Musikken.
2. Faktisk forbrug: Radio/tv-lobbyen mener, at det såkaldte "faktiske lyttertal" skal være et afgørende kriterium ved fastsættelsen af den betaling, radio- og tv-stationerne giver for deres brug af indspillet musik. Tanken er, at det skal være en slags betaling for det faktiske "forbrug". Men set fra musiklivets synsvinkel er det ikke først, når lytteren åbner for radioen, eller seeren tænder for tv'et, at musikken bliver brugt. Forbruget foregår allerede, når den pågældende radio- eller tv-station udsender musikken. Musikken er nemlig for langt de fleste stationer selve forudsætningen for deres eksistens. Og musikken bruges bevidst til at positionere stationerne i forhold til hinanden og målrette dem, så de bliver mest muligt attraktive i forhold til annoncørerne. Skal det ikke koste noget? Selvfølgelig skal det det. Også selv om den pågældende station ikke får held til at ramme det antal lyttere, man havde håbet på. Stationen slipper jo heller ikke billigere i husleje, bare fordi lytterne svigter. Ligesom tv-værter ikke arbejder gratis, selv om der ikke er nogen, der gider se på dem.
Pudsigt nok er det heller ikke "faktisk forbrug", public service stationerne selv benytter, når det gælder abonnements-/licensbetaling. Her er det fx nok, at forbrugeren ejer et apparat, der potentielt KAN gøre lytteren eller seeren i stand til at modtage de pågældende stationernes signaler - så skal der betales. Endda den højeste licens i verden bl.a. med henvisning til alt det indhold, man tilbyder sine potentielle lyttere og seere. Hvorfor skal samme princip så ikke gælde for dem, der leverer indholdet?
KODA og Gramex har i årevis bakket op om nye initiativer på radio- og tv-området ved at tilbyde fleksible ordninger, der også tager hensyn til de stationer og programmer, som har færre lyttere. Det er derfor, det fx er billigere for DR at spille musik om natten end om dagen. Og det er derfor, betalingen for de mange nye DAB-kanaler er nærmest symbolsk.
3. Konkurrenceforhold: Radio/tv-lobbyen efterlyser gennemsigtighed i de aftaler, KODA og Gramex indgår med stationerne, så alle ved, hvad man hver især betaler. Og man mere end antyder, at KODA og Gramex er modstandere af en sådan gennemsigtighed. Argumentet er rendyrket manipulation. Konkurrencestyrelsen har nemlig givet radio- og tv-kartellet lov til at udveksle aftaler, hvis de ønsker det. Og KODA og Gramex har ikke noget at skjule. Så det eneste, der blokerer for åbenheden er radio- og tv-stationerne selv. Vi siger: Lad os få aftalerne på bordet!
4. Rimeligt vederlag: Radio/tv-lobbyen konkluderer i deres folder, at "et rimeligt vederlag [må] fastsættes, så det står i forhold til udsendelsesbrugens værdi". KODA og Gramex kunne ikke være mere enige. Der, hvor vandene skiller, er i vurderingen af, hvad der er "rimeligt" - og om fastsættelsen af et rimeligt vederlag kræver et lovindgreb. Efter rettighedshavernes mening er tiden inde til et opgør med den forældede tankegang, at afspilning af musik i radio- og tv er "promotion", som er antagelsen bag radio/tv-lobbyens argumentation. Alting tyder på, at radio- og tv-stationernes musikafspilning i stigende omfang blot er en blandt flere nye distributionsformer for musik. Og radiolytternes mulighed for at lytte til netop den musik, de ønsker, er fx blevet stærkt forøget de sidste fem år med fremkomsten af flere end 25 nye radiokanaler. Radios og tv's musiktilbud erstatter simpelthen i stigende omfang tidligere tiders pladekøb. Hverken KODA eller Gramex begræder den udvikling, som er en naturlig konsekvens af digitaliseringen. Men selvfølgelig skal dem, som bruger musikken, betale for den
Det, vi som rettighedshavere forholder os til, er ikke radio- og tv-forbruget. Det er MUSIK-forbruget. Og det, radio/tv-lobbyen "glemmer" i sine tal, er, at i den samme periode, som lobbyen har undersøgt, er musikkens andel af programfladen steget voldsomt. Det betyder, at set med den enkelte sangskrivers eller musikers øjne, er der ikke kommet flere penge i kassen pr. spilleminut. Men tværtimod væsentligt færre.
KODA og Gramex har netop lavet en informationsfolder, hvor vi fremlægger en række tal, som giver et mere nuanceret billede af betalingsforholdene på radio- og tv-området. Nogle ville sige mere sandfærdigt. Vi opfordrer vores politikere til, at de sætter sig grundigt ind i sagen, inden de under massivt pres fra danske og internationale mediemastodonter lovgiver på et område, der i mere end 70 år har udviklet sig dynamisk og fleksibelt gennem frie forhandlinger. Det er i vores alles interesse.
En rimelig betaling til rettighedshaverne er de danske lyttere og tv-seeres bedste garant for også i fremtiden at få et varieret og interessant musikudb
Fakta
Se eksempler på, hvad komponister og sangskrivere modtager, når deres musik spilles i dansk radio og tv, her. LINK MANGLER
Læs KODA's og Gramex' pjece om prisen på musik i radio og tv her (pdf-fil 722 Kb).
Læs danske radio- og tv-stationers pjece her (pdf-fil 942kB ).
Yderligere oplysninger:
Niels Bak, direktør for KODA - tlf. 28 10 10 15
Martin Gormsen, underdirektør for KODA - tlf. 33 30 63 00
Bjørn Juel Sundby, direktør for Gramex - tlf. 33 85 32 00
- Emneord