I et tæt samarbejde mellem DR, DAF og KODA Skolekontakt er det nye koncept nu på plads. Og som noget helt nyt er en række kommuner en afgørende aktør i MGP 2011. De medvirkende kommuner er fundet gennem KODA, der i kraft af Spil Dansk Dagen har et godt regionalt samarbejde med musikaktive kommuner over hele landet.
"Vi er utrolig glade for, at vi i KODA har fået muligheden for at være med til at videreudvikle MGP i en retning, hvor det er hele historien omkring det at skrive en god sang, der bliver fortalt. Talent er selvfølgelig vigtigt, men det kræver også masser af øvelse og arbejde for at skabe en fremtid som kunstner," siger medlemsdirektør i KODA Tine Eilskov.
Ved at inddrage kommunerne kan DR, KODA og DAF nå deres ønske og fælles mål om at få flere børn til at spille og synge. Samtidig ser samarbejdsparterne også gerne en musikalsk talentmæssig egnsudvikling og ikke mindst en udvikling i børne- og musikkulturen. Endvidere bliver der på denne måde også fokuseret på, at der udover talent også ligger et større arbejde i en mulig fremtid som udøvende og skabende solist/band.
Lokale workshops og coaching
For deltagerne begynder MGP 2011 med en workshop, der afholdes rundt i landet. De kommuner, der lægger "hus" til, har til opgave at stå for det praktiske i gennemførelsen af workshoppen. Til hver workshop knytter kommunerne musikkyndige vejledere, fx en musiklærer der kan støtte børnene under udviklingen af deres musikalske bidrag. Ved selve workshoppen vil kunstnere/coaches fra KODA Skolekontakt og DAF hjælpe børnene videre i deres musikalske proces med sangen - herunder tekstskrivning, komponering og i produktionsfasen. Når workshoppen er slut, får deltagerne besked om, hvorvidt de går videre i MGP 2011.
I modsætning til tidligere år, hvor præmien var en cd-udgivelse, er præmien i 2011 et skræddersyet coachingforløb til en værdi af 50.000 kr.
Tilmelding
Tilmelding på www.dr.dk/mgp, tilmeldingsfristen er den 22. november 2010 kl. 12.00.
- Emneord

