Tilmeld nyhedsbrev

Jo mere vi lytter til en melodi, jo bedre kan vi lide den

Nye forskningsresultater peger på en sammenhæng mellem, hvor godt vi kender og forstår et stykke musik, og hvad vi synes om musikken. Det viser en undersøgelse, som hjerneforsker/psykolog Anders Christian Green fra Aarhus Universitet står bag. DR P1 har sat spot på forskningen.

11. december 2008

Hør DR-interview med Anders Christian Green

Radio-indslaget er lavet af Klaus Møller-Jørgensen og blev sendt første gang på DR P2 den 10. november 2007. Tak til Lars Henrik Møller, Projektleder DR på Programproduktion/Musik, for tilladelse til at linke til radio-indslaget.

Resumé

Anders Christian Green har målt hjerneaktiviteten hos en gruppe af forsøgspersoner, samtidigt med at de lyttede til forskellige melodier. I forsøget deltog 21 personer med interesse for musik, men dog uden at de var musikere.

For at undgå at forsøgspersonerne kendte til melodierne i forvejen, blev der komponeret 30 melodier til lejligheden. De havde hver en varighed på 13 sekunder, samme tempo, lydstyrke samt kompleksitet. Alle numre blev afspillet på et el-klaver.

Forsøgspersonerne hørte melodierne op til 32 gange. Herefter blev forsøgspersonerne målt i en hjernescanner samtidigt med at de blev udsat for de samme 32 melodier, men nu også for andre og helt nye melodier, som de ikke havde hørt før. Hver gang forsøgspersonerne havde hørt en melodi, skulle de give deres mening tilkende (positiv/negativ) ud fra en skala fra 1 til 5.

Forsøget afslørede, at forsøgspersonerne bedst kunne lide de melodier, som de havde hørt før, frem for de nye melodier, som de ikke havde hørt før. Hermed stemmer resultatet overens med tidligere psykologiske studier på området. Det nye ved Anders Christian Greens' naturvidenskabelige forsøg med hjernescanneren er, at man nu konkret kan måle, hvad hjernen foretager sig, når vi lytter til melodier. Herunder hvad der ligger bag forsøgspersonernes positive vurderinger af melodierne, siger Anders Christian Green.

Resultat

Da de velkendte melodier blev afspillet for forsøgspersonerne, målte hjernescanneren en forøget aktivitet i de områder i hjernen, som har med hukommelse at gøre - specifikt områder som har med genkaldelse af materiale man tidligere har hørt. Derudover afslørede undersøgelsen at det område i hjernen, som har med forståelse og semantik at gøre (dvs. vores forståelse af sprog og sætninger) også blev aktiveret. Dette område blev i særlig grad aktiveret, når forsøgspersonerne lyttede til de melodier, som de havde hørt før.

Konklusion

Resultatet peger i retning af, at jo flere gange vi lytter til et stykke musik, desto bedre forstår vi musikstykket - og det er samtidig en medvirkende årsag til, at vi kan lide musikken.

Perspektivering

I lyset af Anders Christian Green's forskning er det nærliggende at slutte, at der måske er skabt en forbindelse til, hvordan musik kan bruges af virksomheder til at markedsføre budskaber. Ved at gentage et givent budskab flere gange ved hjælp af musik, vil målgruppen til sidst få en positiv holdning til musikken og budskabet, som i sidste ende vil smitte positivt af på målgruppens opfattelse af virksomheden.

Emneord

Mit KODA



Koda
Landemærket 23-25, Postboks 2154
1016 København K
Tlf.: 33 30 63 00      
info_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.koda.dk

  • Kunde
  • Nyheder

    Tilmeld Nyhedsbrev