European Broadcasting Union (EBU) har interveneret i den verserende konkurrencesag til støtte for de europæiske musikforvaltninger og mod EU-kommissionen. EBU er brancheorganisation for 75 europæiske radio- og tv-selskaber, heriblandt DR og TV2.
EU-kommissionens afgørelse forbyder de hidtidge gensidighedsaftaler mellem forvaltningsselskaber, når det gælder fx musik på nettet og satellitudsendelse af radio- og tv. EBU er gået ind i sagen, fordi de - i lighed med KODA og de andre europæiske forvaltningsselskaber - mener, at forbuddet vil gøre det mere komplekst og dyrere at cleare musikrettigheder. DR har været en drivende kraft i EBU's beslutning om at intervenere i sagen.
Glædelig enighed
Ironisk nok er EU-kommissionens forbud kommet i stand ved, at blandt andre RTL, der selv er medlem af EBU - klagede til EU-kommissionen, fordi RTL mente, at gensidighedsaftalerne var i strid med konkurrencereglerne. - Og underforstået altså gjorde musikrettigheder på nettet dyre og besværlige at cleare. Det er glædeligt, at EBU ikke støtter RTL og kan se ulemperne ved EU-kommissionens afgørelse.
Selvom EBU ikke nødvendigvis er enig med KODA i alle forhold, så er det glædeligt, at der er enighed mellem EBU og KODA i de centrale spørgsmål. Det er også glædeligt, at EBU's intervention vil give EF-domstolen et bredere og mere nuanceret beslutningsgrundlag.
EBU er officielt accepteret som intervenerende part af De Europæiske Fællesskabers Domstol. Sammen med de fleste andre europæiske forvaltningsselskaber ankede KODA EU-kommissionens afgørelse i august 2008.
- Emneord




