Du er herForside>Nyheder
Del

Der er allerede mange, der har deltaget i Spil Dansk Dagens konkurrence om at skrive årets danske sang, hvor temaet for sangen er en fødselsdagssang for voksne. Flere får nu muligheden for at deltage, da deadline er udsat.

13. august 2010

Billede af Nephew´s Simon Kvamm fra koncert i Store Vega på Spil Dansk Dagen 2009. Fotograf: Johan Rosenmunthe

Spil Dansk Dagen har indtryk af, at der ligger flere gode bud og gemmer sig blandt landets mange komponister og sangskrivere - bud der har fortjent at blive lyttet til og bedømt. Ikke mindst i år, hvor Spil Dansk Dagen kan fejre sit 10-års jubilæum, er målet, at udvalget af sange bliver så stort som overhovedet muligt.

Derfor er deadline for indlevering af sange til konkurrencen om fødselsdagsangen for voksne forlænget til fredag den 10. september kl. 12:00.

Alle kan sende nyt bidrag

Nye deltagere er velkomne til at sende deres bidrag ind. Samtidig er alle - som tidligere har indsendt sange i denne kategori - også meget velkomne til at sende et nyt bidrag eller en revideret version af deres tidligere bidrag ind igen. Da man stadig kun kan deltage med én sang, udgår tidligere indsendte sange.

 

Fakta

Der er 20.000 kr. i præmie til begge vindersange i Spil Dansk Dagens sangskriverkonkurrence 2010. De bedste sange i hver kategori vil desuden blive udgivet i to sangbøger på forlaget Dansk Sang.

Læs meget mere om sangskriverkonkurrencen, kriterier for deltagelse, bedømmelse af sange og offentliggørelse på www.spildansk.dk. KODA har været initiativtager til Spil Dansk Dagen siden 2001, og i år løber dansk musiklivs årlige festdag af stablen igen torsdag den 28. oktober.

 

Emneord
Sådan bruger du musik i en butik