I sommer uddelte KODA 2,1 mio. kr. til dansk musiks vækstlag. Pengene kommer fra vederlagsordningen for hjemmekopiering, og de er fordelt blandt en bred vifte af kunstnere - fra rytmisk musik til klassisk kompositionsmusik m.m. Heriblandt den 17-årige lovende rapper, Abdella Ali Negash fra Århus og en ny musikfestival på Bornholm, Børnholm.
Blankbåndsmidlerne er en af KODA's støtteordninger, der består af penge fra det lovgivne vederlag, som betales for hjemmekopiering. Vederlagene er på blanke medier som fx cd'er og dvd'er og kompenserer for det manglende cd-salg, der er resultatet af den udbredte hjemmekopiering af musik: På den måde kommer pengene retur til musikkens skabere
168 ansøgere har fået bevilget mellem 10.000 - 20.000 kr. I alt modtog KODA 731 ansøgninger i kategorierne 'komponisthonorar', 'cd-udgivelse' og 'arbejdslegat'. Der kan ansøges om blankbåndsmidler igen i starten af 2009.
Fakta om blankbåndsmidler
Vederlaget for hjemmekopiering (blankbåndsmidlerne), som KODA's medlemmer kan søge støtte fra, er indlagt i prisen for bl.a. blanke cd'er og dvd'er som kompensation for lovlig privatkopiering. Indhentning af vederlag foretages af Copydan på vegne af alle kunstnere og producenter inden for musik, tv og film. Copydan fordeler pengene videre til bl.a. KODA, som uddeler 2/3 til medlemmer efter, hvor meget musikken er blevet spillet i fx radio og efter, hvor meget musikken har solgt. 1/3 af pengene går til ovennævnte pulje, som medlemmer kan søge støtte fra.
Folketinget har desværre vedtaget at nedsætte vederlagene på blanke medier og afvist at lade dem omfatte indbyggede medier som fx harddiske og mp3-afspillere, som den gør i 15 andre EU-lande. Derfor er puljens størrelse gradvist faldende efterhånden, som kopiering i stigende grad sker via indbyggede medier.
Læs mere om:
- Emneord


