Ny analyse fra Copenhagen Business School (CBS) påviser, at den danske ophavsretsbranches værditilvækst er dobbelt så stor som dansk erhvervslivs gennemsnit. (Pressemeddelelse den 24.april 2006)
Den nye analyse fra Copenhagen Business School viser entydigt, at de ophavsrets-baserede brancher spiller en afgørende rolle for Danmarks økonomiske vækst i fremtiden. De tre ophavsretsselskaber COPY-DAN, Gramex og KODA har på den baggrund taget initiativ til en stort anlagt konference på onsdag den 26. april 2006, hvor bl.a. kulturminister Brian Mikkelsen, tidligere formand og direktør for Novo Nordisk Mads Øvlisen, forfatteren og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders samt en række kunstnere vil drøfte både rapportens konklusioner og udviklingspotentialet inden for de ophavsretslige brancher.
Rapporten fra CBS fastslår fx, at den mest imponerende værdiskabelse "sker i de ophavsretsbaserede brancher. Disse brancher udgør kun 3-4 pct. af det danske erhvervsliv, men står for 5 pct. af dansk erhvervslivs omsætning og 7 pct. af værditilvæksten - værdiskabelsen inden for disse brancher er således det dobbelte af, hvad dansk erhvervsliv i gennemsnit formår".
På vegne af de tre organisationer siger COPY-DANs direktør Litten Hansen: "Rapporten er meget opsigtsvækkende. Den viser, at kunst, viden og underholdning også ud fra et samfundsøkonomisk aspekt er et uvurderligt erhverv med et betydeligt økonomisk vækstpotentiale for Danmark. Et potentiale, der er afhængigt af at der værnes om ophavsretten til dansk kultur. Derfor er vi også glade for, at kulturministeren har taget imod vores invitation til at drøfte rapportens konklusioner."
Konferencen "Kunst, viden og underholdning... En kreativ forretning?" finder sted onsdag den 26. april 2006, kl. 13-17 på Dansk Designcenter, HC Andersens Boulevard 27, 1553 København V. Tilmelding er påkrævet.
Udover de allerede nævnte medvirker bl.a. filminstruktør og producent Rumle Hammerich, formand for Forlæggerforeningen Peter Mollerup, illustrator Bente Bech, skuespiller Helle Fagralid og Nordisk Films nyudnævnte direktør Michael Ritto
*****
Pressen er meget velkommen til at deltage i konferencen - venligst tilmelding på forhånd til: Michala Kofoed - TEL. 35 44 14 33, eller på mail mhk_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.copydan.dk
Læs mere om konferencen på www.kunst-viden-underholdning.dk
Copenhagen Business School's rapport kan downloades her. LINK MANGLER
Yderligere kommentarer til rapporten fås hos Litten Hansen, tel: 35 44 14 10
- Emneord



